Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holstein, Ulrik Adolf - Holstein, Ulrik Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krigstjeneste, skaffede ham som 14-aarig Dreng
en Plads som Page hos Kronprins Frederik
(Frederik IV), der fattede stor Godhed for ham,
og herved var hans Lykke gjort. Efter
Tronskiftet 1699 blev han Overkammerjunker og kort
efter optaget i den danske Friherrestand med
Godset Fuirendal som Baroni; dette blev 1708
sammen med nogle andre Godser omdannet
til et Grevskab, og H. blev saaledes den første
Lensgreve til Holsteinborg. Det kgl.
Venskab svigtede ham saaledes ikke, skønt han
dengang som Amtmand i Flensborg ikke var i
Kongens umiddelbare Nærhed, 1718 var han en
af de 34 Mænd, Frederik IV tog paa Raad
med om Danmarks og Norges Udenrigspolitik,
og kort efter blev han sendt til England for at
bane Vejen for et nærmere Forbund mellem
England og Danmark, et Hverv, han skilte sig
fra til Kongens fulde Tilfredshed, hvorfor han
(Septbr 1719) blev Medlem af Konseilet. 2 Aar
senere blev det høje Embede som Storkansler
betroet ham, en Udmærkelse, der vistnok
finder sin Forklaring i, at hans Svigerinde, Anna
Sofie Reventlow, 1721 var blevet Frederik IV’s
anden Dronning. Dommene over hans
Embedsførelse lyder forsk.; han var ganske vist i
ingen Henseende nogen betydelig Personlighed og
synes heller ikke i Frederik IV’s sidste Aar at
have haft nogen synderlig Indflydelse hos
denne; hans Optræden ved mange Lejligheder
viser dog, at han var en Mand med god
Forstand, der saa sig vel for, inden han indlod sig
paa noget, men hans nøjeregnende Forsigtighed
fik undertiden et vist Præg af Smaalighed og
Pedanteri. Misfornøjelsen hermed, der af og til
kom til Orde, kunde dog ikke rokke hans
Stilling, saa længe Frederik IV levede; Christian
VI derimod, der ikke havde noget godt Øje til
H., Anna Sofie’s Svoger, afskedigede ham straks
efter sin Tronbestigelse (Oktbr 1730), men i
Naade og med en betydelig Pension. I sine
7 sidste Leveaar havde H. intet Embede. —
Hans Hustru, Christine Sofie
Reventlow (1672—1757), en Halvsøster til Dronning
Anna Sofie, spillede i Frederik IV’s Dage en
meget betydelig Rolle ved Hoffet og i det
kbhvn’ske Selskabsliv. Hun skildres som en
indtagende, elskværdig og højtbegavet Dame,
der forstod at gøre sit gæstfri Hus til
Samlingsplads for alle, der kunde regnes med til den
store Verden, baade Indfødte og Udlændinge.
Da hun tillige gennem Søsteren kunde øve
Indflydelse paa Kongen, fik hendes Salon ogsaa
politisk Bet., hvad de fremmede Diplomater
mangen Gang fik Lejlighed til med Tak at
erkende. Selv efter sin Ægtefælles Afsked og Død
samlede hun om sig de yngre Slægtled, der
saa op til hende med Beundring og
Taknemlighed. At hun efter Evne støttede de danske
Skuespillere ved deres første Optræden, bør
heller ikke glemmes. (Litt.: E. Holm,
»Studier til den store nord. Krigs Historie« [»Hist.
Tidsskr.«, V., 3., Kbhvn 1882]; Samme, »Den
store Votering 1718]« [»Hist. Tidsskr.«, VI., 5.,
Kbhvn 1895]; Samme, »Danmark-Norges
Historie 1720—1814«, I [Kbhvn 1891]).
(C. F.). C. A. T.
Holstein, Ulrik Adolf, Greve,
Overpræsident i Kbhvn i Struensee-Tiden, Sønnesøn af
ovenn. Storkansler U. A. H., f. 4. Febr 1731, d.
1. Novbr 1789. I en Alder af 11 Aar traadte
han ind i Hæren, studerede senere et Par Aar
ved Collegium Carolinum i Brunsvig og
avancerede efter sin Hjemkomst hurtig, dels i
dansk, dels i fr. Tjeneste, men forlod som
Oberstløjtnant Militærtjenesten og slog sig ned
i Altona, hvor han gav sig af med økonomiske
og kameralistiske Studier. 1762 var han
Statsafsending i Mecklenburg, da man ventede den
danske Hærs Sammenstød med den russ. i
dette Land. 1764 blev han Deputeret i
Generalkrigsdirektoriet, men viste Mangel paa Evne
til at arbejde sammen med andre og følte sig
snart tilsidesat af Direktoriets Chef, St
Germain. Efter dennes Fald i Beg. af 1766 blev
den øverste Krigsstyrelse omorganiseret, og
H. traadte da ud deraf og blev Amtmand i
Tønder. Her udfoldede han sine bedste
Egenskaber. Opfyldt af Tidens Ideer om
Statsmagtens Pligt til at fremme Erhvervslivet og paa
anden Maade bidrage til Befolkningens Lykke
kastede han sig med Iver over de foreliggende
Opgaver. Hensynsløs kunde han være i sine
Bestræbelser for at fjerne Misbrug og gammel
Slendrian, og vanskeligt var det ham at
overvinde Befolkningens Træghed over for alt nyt.
Megen Paaskønnelse vandt han for sit
resultatrige Arbejde for Jordfællesskabets Ophævelse;
men i øvrigt modtog de overordnede
Myndigheder hans Reformplaner, der stundom kunde
udarte til Projektmageri, med Kølighed. Han
haabede da at faa større Udbytte af sin
Virketrang, da Struensee 1771 fik ham ansat som
Overpræsident i Kbhvn og Deputeret i det
nyoprettede Finanskollegium. Men ved sin brutale
Færd mod den hidtidige Bystyrelse fik han
straks Borgerskabet imod sig, saa de virkelige
Forbedringer, der paabegyndtes, ikke
værdsattes efter Fortjeneste, og i Kollegiet, hvor
Struensee’s Broder havde den altovervejende
Indflydelse, blev hans Stilling betydningsløs. Ved
Hoffet havde hans Hustru (Amalie Sofie
Buchwald [1748—1823]) en Tid staaet
Dronningen meget nær og ved sit intime
Forhold til Brandt haft stor Indflydelse; senere
kom det til Brud mellem hende og Dronningen,
hvad der yderligere bidrog til, at H. i
Slutningen af Aaret stod som Modstander af Struensee.
Han opnaaede dog ikke derved at bevare sin
Stilling ved dennes Fald, men maatte igen
drage til Tønder som Amtmand. Ogsaa dette
Embede mistede han kort efter, og han levede
Resten af sit Liv i Altona som Privatmand,
ivrig sysselsat med Nedskrivningen af sine
Memoirer, der sammen med en Mængde andre af
ham efterladte Papirer, delvis trykt i
»Urkunden und Materialien zur näheren Kenntniss
nordischer Reiche«, I—III (1786—90), giver
vigtige Bidrag til Tidens og dens ledende
Personers Historie. Han viser sig her som en
skarp Iagttager med sund og forstandig
Dømmekraft, men af og til hildet i Partifanatisme.
(Litt.: C. Bruun, »Kjøbenhavn«, III, S. 278
ff.; L. Koch, »Struensees Parti« [»Hist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
