Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Home, John - Homel - Homén, Ernst Alexander og Viktor Theodor - Homer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1802). En samlet Udg. af hans Værker
besørgede Henry Mackenzie i 3 Bd (1822).
(T. L.). I. O.
Homel [’gåmjel], Gomel, By i det vestlige
Rusland, Guvernementet Mohilev, ved Dnjeprs
Biflod Sosh. Den har med Forstaden
Bjelitsa c. 45000 Indb., hvoraf henved Halvdelen er
Jøder, og er et vigtigt Knudepunkt paa
Jernbanen Vilna—Odessa. Handel med Tømmer,
Humle og Korn, Papirmassefabrikation. H. er
grundet i 12. Aarh., hørte en Tid lang til
Polen, indlemmedes i Rusland 1772.
G. Ht.
Homén [-’me.n], 1) Ernst Alexander, finsk
Læge, f. 1857, Prof. i patologisk Anatomi i
Helsingfors. H.’s eksperimentale Undersøgelser
tager især Sigte paa Nervesygdomme, og sine
Resultater har han fremlagt i en omfattende
litterær Produktion. — 2) Viktor
Theodor H., foreg.’s Broder, f. 1858, Prof. i
Helsingfors i anvendt Fysik siden 1898. Af H.’s
videnskabelige Arbejder er hans grundige
Undersøgelser ang. Frostfænomenerne mest kendt:
»Om nattfroster« (1893) og »Der tägliche
Wärmeumsatz im Boden und die
Wärmestrahlung zwischen Himmel und Erde« (1897). H.
begyndte 1898 de finske hydrografiske
Undersøgelser i de nordlige Dele af Østersøen, den
Botniske og den Finske Bugt samt de store
Indsøer og blev 1902 udnævnt til Leder for de
finske hydrografiske Forskninger. Han har
været Medlem af Regeringsudvalg og af
Landdagen. H.’s Forslag om Forholdstalsvalgmaaden
ligger til Grund for den i Finland siden 1906
gældende Valglov. H. blev 1904 under
Bobrikoff deporteret til Rusland, men fik Lov til at
komme hjem det flg. Aar.
Eva M.
Homer (Homeros), den gamle gr. Digter,
hvem Forfatterskabet til de ældste
Frembringelser af den græske episke Poesi tilskrives.
Af Digte, som gaar ell. har gaaet under hans
Navn, haves
endnu de to
store
Heltedigte
»Illaden« og
»Odysseen«
samt en
Samling
Hymner og
Epigrammer
og endelig
det lille
parodiske Digt
»Batrachomyomachia«, som
dog utvivlsomt
er langt yngre
end de
øvrige. Bl. disse
har Illaden og
Odysseen den
langt overvejende Bet. I Iliaden behandles et
Afsnit af Sagnet om Grækernes Belejring af
Troja, i Odysseen Fortællingerne om de
Besværligheder, som en af de græske Konger,
Odysseus, maatte udstaa paa Hjemrejsen fra
Troja til sin Fædreneø Ithaka, og om de
Kampe, der endnu ventede ham i Hjemmet.
Hovedindholdet af Iliaden er flg.: Efter at
Grækerne i 10 Aar havde belejret Troja,
udbrød der en Strid mellem deres mægtigste
Konge Agamemnon og Helten Achilleus, hvem
Agamemnon fratog en fangen Pige, Briseis.
Som Følge deraf trak Achilleus sig tilbage til
sit Telt og nægtede at tage Del i Kampen, og
Zeus gav hans Moder, Thetis, det Løfte, at
Troerne skulde sejre, indtil han havde faaet
Oprejsning (1. Sang). I de flg. Sange (2.—7.) er
Grækerne imidlertid i Hovedsagen de
sejrende, først i 8. Sang trænger Troerne dem
tilbage. Forgæves anraaber Grækerne ved et
Gesandtskab Achilleus om at lade sig forsone
(9. Sang), hvorefter Kampen fortsættes, atter
med vekslende Held, men dog saaledes, at
Grækerne til sidst trænges haardt af Troerne
(10.—15. Sang). Da overlader Achilleus sin
Rustning til sin Ven Patroklos og tillader ham
at ile Grækerne til Hjælp, men han fældes af
Hektor, den troiske Konge Priamos’ tapre Søn;
Rustningen bemægtiger Troerne sig; men Liget
reddes af Grækerne (16.—17. Sang). Achilleus
bliver fortvivlet over Vennens Død, Thetis
skaffer ham en ny Rustning, lavet af
Smedeguden Hefaistos; derefter udsoner han sig med
Agamemnon og iler mod Troerne, der
nedhugges i Hobetal, til sidst ogsaa Hektor
(18.—22. Sang). I de sidste Sange (23.—24.) skildres
de Kamplege, der holdes til Ære for
Patroklos, og hvorledes Achilleus, bevæget af
Priamos’ Taarer, til sidst bekvemmer sig til at
udlevere Hektor’s grusomt mishandlede Lig. —
I Odysseen fortælles først, hvorledes
Odysseus’ Hustru Penelopeia, efter at Manden har
været fraværende i 20 Aar, bestormes af
Bejlere, som lever højt i Huset og ikke vil
fortrække, før hun har ægtet en af dem (1. Sang).
Imidlertid begiver Sønnen, Telemachos, der lige
er bleven voksen, sig paa Foranledning af
Gudinden Athene ud paa en Rejse til Pylos og
Sparta for at spørge nyt om Faderens Skæbne
(2.—4. Sang). Derefter vender Sangen sig til
Odysseus, som efter mange Omskiftelser holdes
fangen paa en Ø af Nymfen Kalypso, der til
sidst paa Gudernes Bud maa lade ham rejse.
Odysseus bygger sig et Fartøj og sejler ud
paa Havet; men der rejser sig en Storm, og
han kastes nøgen op paa Faiakernes Land (5.
Sang). Her modtages han venlig af Kong
Alkinoos, hvem han giver en vidtløftig Beretning
om sine tidligere Eventyr (6.—12. Sang).
Endelig fører Faiakerne ham hjem til Ithaka, hvor
han, omskabt af Athene i en Tiggers Skikkelse,
søger Tilflugt hos sin Svinehyrde, Eumaios
(13.—14. Sang). Her træffer han Telemachos, som
lige er vendt tilbage fra sin Rejse, og giver sig
til Kende for ham (15.—16. Sang). Da
Odysseus som Tigger kommer til sin Gaard,
forhaanes han af Bejlerne, men overbeviser sig
om sin Hustrus Troskab; kun hans gamle
Amme, Eurykleia, genkender ham (17.—19.
Sang). Penelopeia anstiller nu en Væddekamp
mellem Bejlerne, idet hun lover at ægte den,
der kan udføre et Kunststykke med Odysseus’
Bue. Ingen kan spænde Buen; men til sidst
faar Odysseus selv fat i den, spænder den,
udfører Kunststykket og dræber derpaa alle
 |
| Homer. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
