Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugenotter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Regeringen og endog foreslaaet Kongen at
fjerne hende og hendes Søn, Henrik af Anjou,
fra Hoffet. Hun mindedes Alba’s Ord: »Et
Laksehoved (Familien Châtillon’s Vaaben) er
mere værd end 10000 Frøhoveder«, og lejede en
Morder, som 22. Aug. 1572 gjorde et forgæves
Forsøg paa at myrde Coligny. H. blev rasende,
thi de vidste, fra hvem Mordet var udgaaet;
saa besluttede Katharina for at redde sig
Bartholomæus-Natten (24. Aug.). I
denne Nat og de flg. 3 Uger regner man, at
der blev dræbt 2000 H. i Paris og 6—8000 i
Provinserne.
De tiloversblevne H. samlede sig, og La
Rochelle, hvorfra de havde en nær Forbindelse
med England, blev Udgangspunktet for deres
Genoprejsning (fjerde Hugenotkrig).
Henrik af Anjou stod i Spidsen for den Hær,
der belejrede La Rochelle, men han
modarbejdedes af sin Broder, Hertug Frants af Alençon,
der haabede paa at blive gift med Dronning
Elisabeth af England, og denne fik et ikke
ringe Parti bl. dem, der var forargede over
Bartholomæus-Natten. Katharina indsaa ogsaa,
at Frankrigs Politik niaatte være antispansk,
og at hun maatte støtte sig til de
protestantiske Magter, og da hendes Søn Henrik af Anjou
9. Maj 1573 fik Polens Krone ved de polske
Protestanters Hjælp, sluttede hun Fred med
H., der ved Boulogne-Ediktet, 30. Juni
1573, fik Kultusfrihed i Nîmes, La Rochelle og
Montauban, og Samvittighedsfrihed i hele Riget.
Nu fik »Politikerne«, i Spidsen for hvilke
Hertug Frants af Alençon stod, Magten, og de
sluttede sig højere til H.; Hadet til Katharina og
hendes »Italieneres« Regering var almindeligt.
Alençon og Henrik af Navarra var med i en
Sammensværgelse imod Hoffet; den blev
opdaget, og de to Prinser fængsledes. Hele
Landet var i Oprør, da Karl IX døde under
frygtelige Samvittighedskvaler 30. Maj 1574.
10. Juni flygtede Henrik af Anjou fra Krakov
for at blive Frankrigs Konge som Henrik III
(1574—89). Katharina havde imidlertid haft
travlt, hun havde brudt helt med H. og
»Politikerne«, og Henrik III begyndte den femte
Hugenotkrig. Henrik af Guise førte den
kongelige Hær, Kongens Fjender førtes af
Henrik af Condé, der skaffede Tropper fra
Tyskland, af Alençon, der var undvegen af
Fængselet, og af Henrik af Navarra, der ligeledes var
flygtet og var vendt tilbage til Protestantismen,
som han havde afsvoret Bartholomæus-Natten.
I Maj 1576 maatte Henrik III slutte Fred i
Beaulieu paa ydmygende Vilkaar: han
erklærede, at han ingen Del havde i
Bartholomæus-Natten, tilstod alle henrettede H.
Æresoprejsning, gav H. 6 Sikkerhedsstæder foruden
Montauban, Nîmes og La Rochelle samt
Kultusfrihed overalt undtagen i Paris og nærmeste
Omegn, H. fik Adgang til alle Embeder samt
en Domstol, der var sammensat halvt af
Katolikker, halvt af H. — Aldrig havde H.’s ydre
Kaar været saa gode, men samtidig havde
deres indre Kaar aldrig været daarligere. De
var fra et religiøst blevne et politisk Parti, og
tilmed et statsfarligt Parti; Henrik af
Navarras letfærdige Levned smittede, og den gl.
sædelige Strenghed forsvandt; et Parti iblandt
dem, »de Konsistoriale«, indsaa Faren, men
de var saa faa. Nu havde Katolikkerne indset
Organisationens Bet., og under Henrik af Guise
stiftede de 1576 den hellige »Ligue«. Liguen
var fanatisk kat., men fjendtlig mod Kongen;
den vilde egl. have Frankrigs Krone over i
Guisernes Haand og støttede sig til Spanien.
Henrik III tog foreløbig Brodden af den ved
at slutte sig til den.
Generalstænderne var samlede i Blois Decbr
1576, de Klerikale havde Overtaget, og 15.
Decbr erklærede de, at der kun maatte være
een Religion i Riget; men da de tillige
erklærede, at deres Beslutninger var gyldige uden
kgl. Underskrift, sendte Henrik III dem hjem.
Erklæringen af 15. Decbr medførte den 6.
Hugenotkrig. Den blev fra begge Sider
ført uden Kraft, daarligst fra H.’s Side, og ved
Freden i Poitiers og Bergerac (Septbr 1577) fik
de kun saa gode Kaar — de beholdt næsten alle
deres gl. Rettigheder —, fordi Henrik III vilde
bruge dem mod Liguen, der blev ham mere
og mere fjendtlig; Præsterne tordnede mod ham
fra Prædikestolene, og Filip II modarbejdede
ham. Man kunde dog ikke blive enig med H.
om Fredsbestemmelsernes Udførelse, og den
7. Hugenotkrig udbrød, men den endte
ved Freden i Fleix (Decbr 1580), thi Filip II,
der havde faaet Portugal og erobret en Del
flamske Prov., stod truende paa Grænserne.
Nu fulgte 5 rolige Aar, fordi al
Opmærksomhed var henvendt paa Udenrigspolitikken. Det
gjaldt om at forsvare sig mod Filip II’s
Planer om et »Storkongedømme«. Alençon, som
nu var Hertug af Anjou, blev forlovet med
Elisabeth af England, og han førte
Nederlænderne i Kampen mod Spanierne, men baade
han og Broderen, Henrik III, forspildte alle
deres gode Udsigter ved deres Pjaltethed. 10.
Juni 1584 døde Hertugen af Anjou, og dermed
stod Henrik af Navarra Tronen nærmest.
Følgen af det blev, at H. blev kongeligsindede,
hvorimod Liguen enten var republikansk ell.
for en Konge af Familien Guise. — Jan. 1585
sluttede Henrik af Guise Forbund med Filip
II, efter at Pave Gregor XIII havde givet ham
en Erklæring om, at det ikke var
Landsforræderi; Forbundet gik ud paa ved fælles
Kræfter at udrydde Protestantismen i Frankrig og
Nederlandene og paa efter Henrik III’s Død
at sætte den gl. aandssvage Kardinal af
Bourbon paa Tronen, Guise skulde afstaa Dele af
Frankrig til Filip, mod at denne gav sine fr.
Allierede 1 Mill. Gulddaler aarlig. Katharina
af Medici fik Henrik III til at forhandle med
Guise, der nu var en aabenbar Landsforræder,
og Følgen heraf blev Ediktet i Nemours (7.
Juli 1585): Liguen skal have visse Fæstninger
og har Lov til at holde Tropper, alle H. skal
inden 6 Maaneder enten rømme Landet ell.
gaa over til Katolicismen. — Nu samlede H.
deres sidste Kræfter under Henrik af Condé
og Henrik af Navarra, hvilken sidste afviste
alle Forsøg paa at gøre ham til Katolik, skønt
Kronen i saa Fald var ham vis, og Frankrigs
mest fremragende Mænd sluttede sig til dem
(8. Hugenotkrig). Paa Kongens og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
