Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo, Victor Marie og Charles-Victor og François-Victor - Hugo (Konge af Italien) - Hugo af Flavigny - Hugo af Fleury
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ind i Senatet af Paris. Af hans seneste Værker
kan nævnes: Digtsamlingen L’année terrible
(1872), hvori han med stor lyrisk Kraft udtaler
sig om Aaret 1870—71 og udtrykker sin Vrede
og Harme over Napoleon III og Tyskland;
Quatre-vingt-treize (1874; paa Dansk ved Fr.
Winkel Horn 1896); Mes fils (1874), Mindeblad
over hans Sønner; 1875—76 udk. hans Taler
før, efter og under Landflygtigheden (3 Bd);
L’histoire d’un crime (1877) indeholder
personlige Erindringer om Statskuppet 1851 og gør
Front mod det under Mac Mahon’s
Præsidentskab paa ny truende Statskup; 1877 udk. L’art
d’étre grand-père, 1878 Le Pape, 1879 La pitié
suprême og 1880 Religion et religions, forsk.
Protester mod Trostvang og Fordring paa
Tankens absolutte Frihed, samt Quatre vents de
l’esprit (1881). H. foreslog gentagne Gange
Amnesti for de forviste Kommunarder. Han
bevarede sin Sundhed og Arbejdskraft til sin
høje Alderdom og var kun faa Dage syg. Hans
Jordfæstelse fandt St. under en Folkehyldest,
der endog overgik den Nationaldeltagelse, der
vistes Voltaire. Paa et Torv i Paris, der
opkaldtes efter ham, afsløredes 1902 hans Statue
(af Barrias). Et Victor Hugo-Museum er
indrettet i det Hus, hvor han boede 1833—48. H.
er 19. Aarh.’s største fr. Digter. Han ejede
kun i ringe Grad Humor og endnu mindre Vid.
Til Gengæld har Litteraturen kun kendt faa
Digtere med en saadan Indbildningskraft og
en saa glødende Begejstring. Han er Stamfader
saavel til den moderne personlige Lyrik som
til den moderne Roman. Hans Natur var
voldsom og selvisk indtil Monomani; Digterkaldet
er for ham den højeste guddommelige Mission,
der forlener med profetisk Inspiration og en
Autoritet over alle andre. Han elsker og hader
med samme Heftighed. I alt lader han sig lede
af sin brændende Overbevisning om Sandhedens
og Retfærdighedens evige Ret, af sit Hjertes
varme Følelse. H. har ikke blot hævet den fr.
Lyrik til deras højeste Fuldkommenhed, men
hører i det hele til Verdenslitteraturens største
Lyrikere. Han er utøjlet hidsig, regelløs og
revolutionær, stræber altid gennem de grelleste
Antiteser at opnaa de voldsomste
Belysningseffekter. Men samtidig er hans Digtning adlet
af et glødende filantropisk Højsind og af en
højtstræbende Tro paa Udvikling og
Fremskridt. Efter hans Død udkom Œuvres
posthumes i 15 Bd, Théâtre en liberté (1886), La fin
de Satan (1886), Lettres à la fiancée (1901),
Dernière gerbe (1902), Correspondance entre
V. H. et Paul Meurice (1909) o. s. v. Hans
Œuvres complètes udk. 1880—89 i 48 Bd, 1891—96
(édition nationale) i 43 Bd. (Litt.: V. H.
raconté par un témoin de sa vie [1863, forf. af
Digterens, 1868 afdøde, Hustru]; G.
Brandes, »Hovedstrømninger«, V; Rivet, V. H.
chez lui [1878]; P. Ahlberg, »V. H. och det
nyare Frankrike« [3 Bd, Sthlm 1879—80];
Barbou, V. H. et son temps [1881]; P. de
Saint-Victor, V. H. [1885]; G. Barnett-Smith,
V. H., his Life and Work [Lond. 1885]; A.
Asseline, V. H. intime, mémoires,
correspondances, documents inédits [1885]; Ulbach,
La vie de V. H. [1886]; Swinburne, A Study
of V. H. [Lond. 1886]; Edmond Biré [H.’s
Modstander], V. H. avant 1830 [1883]; samme,
V. H. après 1830 [2 Bd, 1891]; samme, V. H.
après 1852 [1894]; Veuillot, Études sur V.
H. [1886]; É. Dupuy, V. H., l’homme et le
poète [1887, 2. Opl. 1890]; samme, V. H., son
œuvre poétique [1887]; Nichol, V. H. [Lond.
1893]; Mabilleau, V. H. [1893]; Boudon,
V. H. [4. Opl. 1893]; Renouvier, V. H. le
poète [1893]; Poul Levin, »V. H.« [1902];
E. Bertaux, V. H. [1905]).
2 Charles-Victor, ovenn.’s Søn
(1826—71), var 1848 Sekretær hos Udenrigsminister
Lamartine, arbejdede ved Faderens Blad
Évènement og fulgte ham i Landflygtighed, vendte
hjem til Paris 1869 og blev Medredaktør af det
radikale Rappel. Af hans fantastiske, radikale
Romaner kan nævnes: Le cochon de
Saint-Antoine (3 Bd, 1857), La bohême dorée (3 Bd,
1859); La chaise de pailte (3 Bd, 1859) o. s. v.
Hans Enke giftede sig senere med E. S. Lockroy.
3) François-Victor, foreg.’s Broder
(1828—73), var ogsaa Medarbejder ved Faderens
Blad, skrev en Bog om Øen Jersey (1857) o. a.
Værker, samt oversatte Shakespeare’s Dramaer
(13 Bd, 1860—64).
S. Ms.
Hugo, Konge af Italien (926—47),
tilhørte Karolingernes Slægt. 905 bemægtigede han
sig det cisjuranske Burgund efter Ludvig III.
Senere optog han 925 dennes Krav paa
Herredømmet i Italien, hvor han tilkaldtes af Rudolf
II af det transjuranske Burgund. Han opnaaede
at blive kronet som Konge af Italien 926, fik
Rudolf II til at opgive sine Rettigheder ved at
overlade ham det cisjuranske Burgund,
hvorved dette 933 forenedes med det transjuranske
til Kongeriget Arelat, og søgte endelig at fæste
sin Magt i Italien ved 932 at ægte Marozia, der
tidligere som Pavens Elskerinde havde vundet
stor Magt der. En af i hendes Sønner Alberik
vendte sig imidlertid nu mod dem, og Marozia
omkom. H. søgte derpaa af støtte sine Krav
ved et nyt Ægteskab med Rudolf’s Enke Bertha,
men Urolighederne vedblev til sidst rejste
Berengar II af Ivrea Lombardiet til Opstand, og
H. maatte flygte til Frankrig, hvor han døde i
Arles 947.
P. M.
Hugo af Flavigny [-flavi’nji], fr.
Krønikeskriver, f. 1064. Han blev Abbed i Flavigny
1096 og deltog i Tidens Strid mellem Stat og
Kirke, hvor han tog Parti mod Pavens Krav
om Investituren, Han har skrevet en Krønike
i Tidens Stil omfattende Perioden fra Christi
Fødsel til 1102. Værket er skrevet med ringe
Kritik og Forstaaelse, men har for sidste Del
af 11. Aarh. nogen Bet., da det her for en Del
er bygget paa Efterretninger i gejstlige
Arkiver, han havde Adgang til. Det er udgivet fl.
Gange, sidst af Pertz i Monumenta Germaniæ
Scriptores (VIII. Bd).
P. M.
Hugo af Fleury [-flö’ri], fr. Krønikeforf.
fra 12. Aarh. Han har skrevet Histoire
ecclésiastique, der gaar til 855, Libellus de
modernis Francorum regibus (842—1108) samt
Traité de la puissance royale, der handler om
Forholdet mellem Kongen og Kirken. Hans
Værker er udg. af Waitz i Monumenta
Germaniæ Scriptores (IX. Bd).
P. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
