Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo den Store - Hugo den Store af Vermandois - Hugorme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men Kongen var ikke til Sinds at finde sig
deri. Han maatte overgive H. d. S.
Hertugdømmet Burgund, men allierede sig derpaa med
en Del Vasaller, hvis Misundelse mod H. d. S.
vaktes derved. Denne brugte imidlertid nu
Magt, fangede Ludvig, holdt ham i Fangenskab
et Aar og gav ham kun fri paa den Betingelse,
at han afstod sin eneste sikre Besiddelse Laon.
Kongen søgte derpaa den tyske Kejser Otto
den Store’s Hjælp, men dette medførte kun, at
H. d. S.’s Parti fik en vis national Karakter;
H. beholdt Overhaand, og det viste sig mere
og mere, at Frankrigs Tyngdepunkt laa i de
Egne omkr. Paris, hvor H. d. S.’s Slægt
raadede. 954 døde Ludvig IV, og det stod nu i
H. d. S.’s Magt at tage Kongekronen. Han
gjorde det dog ikke, men overlod den til Ludvig’s
Søn Lothar. 2 Aar efter døde han selv 956.
(Litt.: Barthélemy, Les origines de la
maison de France [i Revue des questions
historiques, XIII. Bd 1870]; Lot, Les derniers
Carolingiens [Paris 1891]; Kalckstein,
»Geschichte des französischen Königthums unter
den ersten Capetingern« [I. Bd, Leipzig 1877]).
P. M.
Hugo den Store af Vermandois
[-værmã’dwa], Søn af Henrik I, Broder til Kong Filip
I, fik 1080 med sin Hustru Grevskabet
Vermandois. Han deltog i det første Korstog 1096,
men vakte Kejiser Alexis’ Mistanke og blev en
Tid holdt i Fangenskab af ham. 1101 deltog
han, efter at være sluppet ud af Fængslet, i
et af de mindre Korstog, hvorved man søgte
at værne de nyoprettede kristne Riger. Han
døde imidlertid under dette i Tarsus 1101.
P. M.
Hugorme, Viperidæ ell. Solenoglypha, en
Fam. af Slanger, der karakteriseres ved flg.
Ejendommeligheder: Kroppen er tyk og
kraftig; Hovedet kort, bredt bagtil, omtr.
hjertedannet; Halen af
ringe Længde. Det
korte, meget bevægelige
Overkæbeben bærer
een stor, krum og hul
Gifttand uden nogen
udvendig synlig
Fure, men med en
Aabning ved sin Grund
og en anden i
Nærheden af Spidsen paa
Tandens Forside.
Ofte findes der paa
Overkæbebenet to
saadanne Gifttænder
ved Siden af
hinanden, men den ene af disse er i saa Fald en
ældre Tand, der er ved at blive sat ud af
Virksomhed. Bag ved disse Tænder findes en
Række Anlæg til ny Gifttænder, bestemte til
efterhaanden at afløse den fungerende Tand.
Gribetænder af sædvanlig Form findes ikke paa
Overkæbebenet. En veludviklet Giftkirtel er til
Stede. Hovedet er i Reglen beklædt med Skæl,
sjældnere med regelmæssige Plader. Saa vidt
vides, er alle Arter paa en enkelt nær
levendefødende. H. deles i to Underfamilier: de
ægte H., Viperinæ og Grube-H., Crotalinæ. De
ægte H., som i Alm. er kortere og tykkere
end Grube-H., er ejendommelige for den gl.
Verden og optræder særlig hyppig i Afrika.
Gruppen tæller 9 Slægter med over 40 Arter,
af hvilke 7 lever i Europa. De allerfleste
Arter er langsomme og dorske Jordformer, der
kun jager om Natten. Deres Føde bestaar af
Hvirveldyr, især af smaa Pattedyr og Fugle.
De forfølger ikke deres Bytte; men naar de
mærker det i deres Nærhed, trækker de
Hovedet tilbage, spiler Gabet op, hvorved
Gifttænderne rejses, og kaster derefter lynsnart
Hovedet frem med stor Kraft. Efter at have
hugget afventer de rolig Giftens Virkning og
sluger først Byttet, efter at det er dødt.
Endskønt deres Gift er meget stærk, er de mindre
farlige for Mennesket end visse Giftsnoge og
Grube-H. Nogle enkelte, lidet kendte Former
af denne Gruppe lever i Træer. De europ. H.
hører alle til Slægten Vipera, hvis mest
udbredte og bedst kendte Repræsentant er den
alm. H., Vipera berus L., der er udbredt over
største Delen af Europa og i det nordlige Asien.
Dens Skæl bærer en tydelig Køl og er ordnede
i 19—31 Længderækker. Det temmelig brede
Hoved, der er tydelig afsat fra Halsen, er
dækket af smaa Plader. Fra Halsen fortykkes
Kroppen lidt efter lidt indtil Dyrets Midte,
bliver derefter gradvis tyndere og gaar over i
Halen uden nogen pludselig Aftagen i
Tykkelse. Halen er forholdsvis kort og i den sidste
Trediedel af sin Længde paafaldende tynd.
Gatpladen er udelt, et Forhold, hvorved den
adskiller sig fra de andre Slanger i
Skandinavien. Haleskinnerne er dobbelte. Hannen
adskiller sig fra Hunnen ved at have en lidt
kortere Krop, men en noget længere Hale end
denne. Den voksne Han naar en Længde af
c. 65 cm, hvoraf Halen udgør 9 cm. Hunnen kan
opnaa en Størrelse af 75 cm, medens Halens
Længde kun er 7—8 cm. I Alm. er der ogsaa
Forskel paa Farven hos de to Køn. Hannens
Grundfarve er lysegraa ell. lysebrun, Hunnens
graabrun, brunrød ell. mørkebrun, i det hele
mørkere end Hannens. Farven er i øvrigt hos
begge Køn overordentlig variabel. Begge har
langs hen ad Ryggen et mørkt Siksakbaand,
der kun utydelig ell. aldeles ikke kan skelnes
paa de mørke Varieteter. Paa Hovedets
Bagside findes hyppig to mørke Striber, der
danner et Kors. En hel sort Varietet af den alm.
H. er i sin Tid blevet anset for en egen Art
og benævnes Vipera prester Latr. Dét viste sig
 |
| Fig. 1. Hugorm (Vipera berus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
