Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hume, David - Hume, Hamilton - Hume, Josef - Humea - humerale - Humerus - humid - Humiliater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Dialogues concerning natural religion
behandles Spørgmaalet om de religiøse
Forestillingers Sandhed, og H. viser her før Kant og
mere indgaaende det uholdbare ved alle
formentlige Gudsbeviser. I Natural history of
religion behandler han de religiøse Forestillingers
Oprindelse paa en saadan Maade, at han kan
betragtes som Grundlæggeren af den
sammenlignende Religionsvidenskab. Det er ikke
Trangen til Forstaaelse, men Frygt og Haab,
Usikkerhed og Angst, der forbunden med
Uvidenhed om de virkelige Aarsager og med en
Tilbøjelighed til at tilskrive alle Slags Emner
menneskelignende Egenskaber er Oprindelsen
til de religiøse Forestillinger. Polyteismen
synes at være den oprindelige Religion.
Monoteismen udvikler sig af denne, ikke ved at
Fornuftgrunde virker, men ved at Mængden
lovpriser og smigrer en af Guderne, der
tilfældigt anses for mægtigere end de andre; ved at
den ene overbyder den anden, naas
efterhaanden Begrebet om en uendelig, fuldkommen
Gud. Men er Guddommen hævet saa højt, bliver
den ofte fremmed for Menneskene, og mindre
abstrakte og mindre fremmedartede
Mellemvæsener fremkommer og bliver
Gudsdyrkelsens Hovedgenstande (Helgendyrkelse). Selv
indenfor de Religioner, hvor man træffer de
mest ophøjede Bestemmelser af det
guddommelige Væsen, gælder, at det store Flertal i
deres Religiøsitet staar paa et væsentlig lavere
Standpunkt. H. anstiller en indgaaende
Vurdering af Religionernes moralske Bet., mest
fremhæver han den Skade, de gør.
Sammenligningen mellem de polyteistiske Religioner
(hovedsagelig den klass. Oldtids Religioner)
og Monoteismen falder nærmest ud til
Polyteismens Fordel. H. dækker sit eget religiøse
Standpunkt bag officielle Buk; men det
er vanskeligt at antage andet end, at hans
Standpunkt har været det, at Verden gaar sin
Gang ligegyldig overfor det, der har Værdi
for os.
Af H.’s filosofiske Værker findes en Udgave
i 4 Bd ved Green & Gross fra 1874, der ofte
er optrykt. Selby Bigge har udgivet Treatise
1896 og de to Enquiries 1894. Paa Dansk
foreligger »Religionens naturlige Oprindelse« ved C.
Viale og A. Thomsen i Studier fra Sprog- og
Oldtidsforskning Bd 16, 1906. »David H.’s Liv
og Død samt hans Essays om Selvmord og
Sjælens Udødelighed« ved Rigmor Adler med
en Indledning af A. Thomsen 1966. (Litt.:
Burton, Life and correspondence of D. H.
[1846]; Private correspondence of D. H. [1820];
Letters of D. H. to Wm. Strahan ved G.
Birkbeck Hill [1888]; Jodl, »Leben u.
Philosophie D. H.’s« [1872]; Huxley, H. [1879];
W. Knight, H. [1886]; A. Thomsen, »D.
H., hans Liv og hans Filosofi«, Bd I [1911]).
Edg. R.
Hume [hju.m], Hamilton, australsk
Opdagelsesrejsende, (1797—1863). Allerede 1818
opdagede han Bathurst-Søen i
Argyle-Grevskabet, og 1824 førte han en Ekspedition over de
Blaa Bjerge, samt fuldendte sammen med
Howell den første Overlandsrejse fra Sidney til
Victoria, ved hvilken Lejlighed han fandt den
efter ham opkaldte H. River, et af Murray’s
vigtigste Tilløb. 1828 ledsagede han Sturt paa
dennes første Opdagelsesrejse. Han har udg.
A brief statement of facts in connexion with
an overland expedition from Lake George to
Port Phillip, in the year 1824 (1855) og
sammen med Howell Journey of discovery to Port
Phillip 1824—25 (1837).
C. A.
Hume [hju.m], Josef, eng. Politiker, f. 22.
Jan. 1777, d. 20. Febr 1855. Han gik 1799 som
Kirurg i det ind. Kompagnis Tjeneste og
brugtes tidlig i politiske Hverv p. Gr. a. sine
Sprogkundskaber; blev 1803 Kassemester og tjente
sig en Formue af 40000 £. 1808 kom han tilbage
til England, vandt 1812 ved Køb en Plads i
Underhuset som Tory, men blev siden 1818
med en kort Afbrydelse stadig valgt lige til sin
Død og optraadte som afgjort Liberal. Han var
utrættelig i at paavise Misbrug i Forvaltningen
og Urimeligheder i Skattesystemet, i at kræve
Besparelser, Afskaffelse af unyttige Embeder og
Forbedring i Regnskabsvæsenet, men kæmpede
ogsaa med Iver for alm. politiske Fremskridt,
Valgrettens Udvidelse og Katolikkernes
Ligestilling, samt for at værge den personlige
Frihed mod Presning og Gældsfængsel og
Arbejdernes Frihed over for deres Arbejdsgivere.
Han staar derfor som den egl. Grundlægger af
det radikale Parti. 1835—36 fremkaldte han
Orangistlogernes Ophævelse ved sine Anklager
imod dem for at ville udelukke Prinsesse
Victoria fra hendes Arveret til Kronen. Faa
Medlemmer har talt i Underhuset saa tit som han,
og faa har haft Held til at gennemføre saa
mange Fremskridt. 1859 rejstes et
Mindesmærke for ham i hans Fødeby Montrose i
Skotland.
E. E.
Humea Sm., Slægt af Kurveblomstrede
(Asters-Gruppen). H. elegans Sm., toaarig
Koldhusplante med purpurfarvede Kurve i 1 1/2
m høj Stand. Frøet saas paa mild Undervarme
i Maj, de unge Planter maa omplantes flere
Gange, og sidste Gang gives forholdsvis store
Potter; Jordblanding: Sandblandet Bladjord og
lidt Ler. De overvintres ved 2—6°, og anden
Sommer gives rigeligt Vand, fra Tid til anden
med flydende Gødning.
L. H.
humerale (lat.), se amictus.
Humerus, d. s. s. Skulder.
humid (lat.), fugtig. Humiditet, Fugtighed.
Humiliater (lat.: »de ydmygede«), et
norditaliensk Haandværker- og Munkesamfund, hvis
Oprindelse hviler i det uvisse. Det skal være
stiftet af lombardiske Adelsmænd, der vendte
tilbage fra tysk Fangenskab, ved Midten af 12.
Aarh., og var opr. en Forening af Lægmænd,
der forpligtede sig til Bod og sluttede sig
sammen til deres Haandgerning (væsentlig
Uldvæveri), men ikke aflagde Munkeløfter og godt
kunde være gifte. Ved Siden af denne
Lægmandsforening dannede sig dog en Afdeling H.,
der levede et rent klosterligt Liv, hvortil
senere kom en Afdeling, der udelukkende bestod
af Præster. H. sluttede sig overvejende til
Valdesierne og blev fordømte sammen med
dem paa Kirkemødet i Verona 1184; men de
H., som levede et klosterligt Liv, opnaaede dog,
at Innocens III stadfæstede deres Statutter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
