Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hunner - Hunnerslaget - Hunnestad-Monumentet - Hunold - Hunplante - Hundse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nomadiske Liv. De stod i længere Tid i
diplomatisk Forbindelse med saavel det
østromerske som det vestromerske Kejserrige; en Tid
lang maatte Romerne endog betale dem Tribut,
ligesom de fleste omboende Folk traadte i
Afhængighedsforhold til dem. Da Attila (s. d.) 445
var bleven Enekonge over H. efter sin Broder
Bleda’s Mord, voksede H.’s Magt yderligere.
Attila gjorde 447 et Indfald i det østromerske
Rige, som blev hærget lige til Thermopylæ, og
nogle Aar efter trængte han ind i Gallien. Her
blev han dog slaaet 451 af de forenede Romere
og Vestgoter i Slaget paa de catalauniske
Marker. Da Attila efter et Indfald i Norditalien (452)
var død (453), opløstes hurtig H.’s Rige; hans
mange Sønner delte Folkene mellem sig; men
de undertvungne Folk gjorde Oprør det
ene efter det andet. Attila’s Søn Ellak
faldt i en Kamp mod Gepiderne,
hvorefter de fleste Folk løsrev sig. H. selv
trængtes mod Ø. i Retning af Donaus
Mundinger, og de Forsøg, som Dengesich, en anden af
Attila’s Sønner, senere gjorde paa at
genoprette H.’s tidligere Magt, mislykkedes; han faldt
469. H. taber sig derefter mellem Nabofolkene
og optræder ikke mere selvstændig; hvorvidt
der mellem de senere fremtrængende
Mongoler har været Levninger af de gl. H., lader sig
næppe med Sikkerhed afgøre. (Litt.:
Desguignes, Histoires des Huns, des Turcs etc.
[3 Bd, Paris 1756—58]; Neumann, »Die
Völker des südlichen Russlands« [Leipzig 1847; 2.
Opl. 1855]; Thierry, Histoire d’Attila et de
ses successeurs [Paris 1864; 5. Opl. 1874]).
H. H. R.
Hunnerslaget, Benævnelse for Slaget paa
de catalauniske Marker (s. d. og
Hunner).
Hunnestad-Monumentet, et af de
mærkeligste og anseligste Runemindesmærker i
Norden. Det stod endnu paa O. Worm’s Tid (17.
Aarh.) paa sin opr. Plads i Hunnestad (Skårby
Sogn, Ljunits Herred, i det sydlige Skaane) og
bestod af 8 Stene, hvoraf de to var forsynede
med Runeindskrift (den ene desuden med
Billedet af en hjælmet Kriger med en Økse hvilende
paa Skulderen, den anden med et Kors), tre
havde kun billedlige Fremstillinger, og tre
manglede Indskrifter og Ornamenter. Nu er
kun de to Runestene og den ene indskriftløse
Billedsten bevarede; den sidste forestiller, efter
Wimmer’s sandsynlige Formodning, en
Troldkvinde, som rider paa en Ulv og har en
Hugorm til Tømme (jfr Fortællingen om Gygen
Hyrrokken ved Balder’s Baalfærd). De bevarede
tre Stene blev 1874 flyttede til Slotsparken ved
det nærliggende Marsvinsholm, men er for faa
Aar siden bragt derfra til Lund.
Paa den større Runesten læses: »Asbjørn og
Tome satte denne Sten efter Roe og Leikfrød,
Sønner af Gunne Haand«; paa den mindre Sten
staar, at »Asbjørn satte denne Sten efter Tome,
Søn af Gunne Haand«. Der kan ikke være Tvivl
om, at de to Indskrifters »Asbjørn« og »Tome«
er de samme Personer. Gunne med Tilnavnet
»Haand« maa have været en stor og berømt
Høvding: Wimmer formoder, at det er »Gunne
Haand«, som Billedet af Manden med Hjelmen
og Øksen forestiller. — Baade Indskrifterne
og Billederne tyder paa, at H.-M. er omtr. fra
samme Tid som den store Jællingesten (Slutn.
af 10. Aarh.). (Litt.: Wimmer, »De danske
Runemindesmærker« III, S. 24 ff.).
V. D.
 |
| Hunnestad-Monumentet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
