Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven / 940 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hvalros - Hvalsbak - Hvalsø - Hvaløerne - Hvaløgler

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

veludviklede Kløer, og der er store Hudforlængelser
uden for alle Tæernes Ender som hos
Øresælerne; Fodsaalerne er nøgne. Farven er
gulbrun, lysest hos de ældre, mørkest underneden;
Huden er tyk og meget vid, saa at den navnlig
ved Skuldrene ligger i store Folder. Der er to
Arter, T. rosmarus i det nordlige Ishav og T.
obesus i den nordlige Del af Stillehavet; men
de er meget nærstaaende, sikkert blot
Varieteter af samme Art. I Ishavet var T. rosmarus
tidligere meget alm. undtagen paa en lang
Strækning paa begge Sider af Berings-Strædet,
og forekom alm. helt ned i Lawrence-Bugten
og ved Labrador; nu findes den mest ved
Hudsons- og Baffins-Bugten, ved Grønland,
Spitsbergen og Novaja-Semlja. Af og til kommer
den til Norges Kyst og er ogsaa iagttaget ved
Island; tidligere forekom den endogsaa nu og
da ved Skotlands Kyster. De lever i Flokke,
der altid findes nær ved Kysten og større
Ismasser; der føder de deres Unger, oftest een,
aldrig mere end 2, i Apr.—Juni. Ungerne
angives at die i 2 Aar. H. viser stor
Moderkærlighed og hjælper ogsaa gerne deres Kammerater
mod deres stadige Fjender, Isbjørne og
Mennesker, selv tager de jævnligt Offensiven. Stemmen
er en høj, gentagen Brølen ell. Gøen, der
høres langt borte. Spækket, der ikke findes i
noget synderligt tykt Lag, giver Tran, det
umaadelig tykke Skind stærkt Læder til Seletøj,
Remme og Saaler, og Stødtænderne bruges som
Elfenben. Navnlig for disses Skyld jages H.
meget og er derfor aftaget stærkt (se
Sælfangst).
(M. Ml.). R. Hg.

Hvalros.

Hvalsbak, se Gejrfuglasker.

Hvalsø (Kirke-H.), Sogne- og Stationsby
i det østlige Sjælland, Kjøbenhavns Amt,
Voldborg Herred, c. 15 km VSV. f. Roskilde, havde
1. Febr 1916 123 Gaarde og Huse og 641 Indb.
(1901: 487). Byen har Kirke, Missionshus,
Præstegaard, Skole, Realskole, Hospital, Apotek,
Markedsplads, Købmandsforretninger og
industrielle Anlæg samt Andelsmejeri, Savværk,
Cementvarefabrik, Juliennefabrik m. m. og
Station paa Roskilde—Kalundborg-Banen og
Postekspedition.
H. W.

Hvaløerne, Øerne i Hvaler Herred.

Hvaløgler ell. Fiskeøgler
(Ichthyosauria), en Orden af uddøde hval- ell.
fiskedannede Krybdyr fra den mesozoiske Periode. Det
var udprægede Havdyr med fire korte Luffer,
omgivne af en Svømmehud. Hovedet var stort
og bredt bagtil, Snuden i Reglen lang
og spids. De store Øjnes Senehud
støttedes af en Benring.
Næsehullerne var smaa og laa langt tilbage, i
Nærheden af Øjehulerne. Et Issehul
var til Stede. Ledbenet var fast
indkilet mellem Hovedskallens andre
Ben. Tænderne var — for saa vidt
de fandtes — kegleformige og sad i
Reglen i en fælles Rende paa
Kæbebenene. Den ny Tand udvikledes
inden for den ældre, trængte ind
under den og foranledigede dens
Resorption fra Roden af. Af Hvirvler,
der var til Stede i stort Antal, fra c.
120 til c. 200, hvoraf omtr. de 2/3
tilhører Halen, kan der kun skelnes to
Slags: Krop- og Halehvirvler. Særlige
Halshvirvler er ikke udviklede, og da
Bækkenet ikke er fæstet umiddelbart
til Hvirvelsøjlen, mangler ogsaa
Bækkenhvirvlerne. Hvirvlerne er
korte og hule for og bag (amficøle).
Hvirvelbuen var ikke fastvokset til
Hvirvellegemet. Ledtappene var svagt udviklede
eller manglede helt. Ribbenene stod ved
dobbelt Ledføjning i Forbindelse med
Brysthvirvlernes korte Tværtappe. De to første
Hvirvler var fra først af adskilte, men voksede
sammen hos de ældre Dyr. Skulderbæltet var
særdeles stærkt udviklet, hvad der tyder paa,
at H. har været i Stand til at bevæge sig med
stor Kraft. Det bestaar af Skulderblad,
Ravnenæbsben, Forbrystben og Nøgleben. Et egentlig
Brystben mangler. Bækkenet var lidet og
svagt og laa aldeles løst i Kødet som hos
Fiskene. Bugribben var til Stede. Forlemmerne
var i Alm. betydelig større end Baglemmerne,
men af samme Bygning som disse. Det
ejendommeligste ved disse Lemmer ligger deri, at
der i Reglen var mere end 5 Fingre til Stede
(fra 3—10). I Baglufferne var der i Reglen ikke
fl. end fire ell. fem Tæer. De enkelte Fingre,
der hver bestaar af et stort Antal Led, er ofte
ikke tydelig adskilte, men Leddene, af hvilke
der i en enkelt Luffe kan være over 100, griber
ind imellem hinanden som Tavlerne i et
Mosaikgulv. De enkelte Fingre har derved i høj Grad
mistet deres Selvstændighed. Paa de allerfleste
af de Skeletter af H., man har fundet, er det
iagttaget, at den bageste Del af Halen paa et
bestemt Sted bøjer nedad og danner en Vinkel
med den øvrige Del af Hvirvelsøjlen. I tidligere
Tid antog man, at Halen ligefrem var knækket
over paa dette Sted, og man søgte forsk.
Forklaringer paa denne Ejendommelighed, men
der blev da i Württemberg i en Skifer fra øvre
Lias gjort et Fund, der kastede nyt Lys over
dette Forhold. Det interessante ved dette
Fund, der er beskrevet af Fraas, ligger deri,
at foruden Skelettet er noget af Huden o. a.
blødere Dele bevarede. Disse viser sig som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>