Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 2 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hvenske Krønike - Hvepsehøg - Hvepser - Hvepsevaage - Hverandendagsfeber - Hveravellir - Hvergarn - Hvergelmer - Hverlera - Hversalt - Hvervning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Danm. gl. Folkeviser«, I [1853], S..38, jfr III,
S. 769, og af Jiriczek i Acta Germanica, III
[1892]). Sagnet er en ejendommelig Form af
Nibelungesagnenes tyske Sagngruppe og er
indvandret i Middelalderen.
(A. O.). H. El.

Hvepsehøg, se Hvepsevaage.

Hvepser, dansk Fællesbetegnelse dels for
alle Aarevingede, dels ogsaa for enkelte
Grupper af disse, særlig Gravehvepser og
Gedehamse.
C. W.-L.

Hvepsevaage (Bihøg), norsk
Hvepsehøg (Pérnis), kaldes en i den gl. Verden
levende, af kun 4 Arter bestaaende Slægt af
middelstore Rovfugle, der kendes paa, at
Egnen mellem Næbbet og Øjet er beklædt med
smaa, skælagtige, runde, tætliggende Fjer.
Næseborene er lange og smalle, Tarsen kortere
end Mellemtaaen. Hovednæringen er Bier,
Hvepser og deres Yngel, hvoraf Navnet. Kun
een Art i Europa:

Den alm. H. (Pernis apivorus L.), af
Størrelse som en Musvaage. Farven varierer
overordentlig stærkt; oftest er den brun eller
brungraa paa Oversiden, paa Undersiden
lysere med mørke Pletter ell. Tværstreger.
Undersiden af Vingerne er lyst farvet, hvorved
den let kendes i Flugten; paa Halen findes 3
brede, mørke Tværbaand, mellem hvilke nogle
smallere. Næbbet er sort, Vokshud og Fødder
gule. Den gl. Han kendes paa den askegraa
Farve oven paa og paa Siderne af Hovedet.
Ungerne er mere ensfarvet lysebrune.

H. yngler foruden i Asien i hele Europa
næsten til Polarkredsen, sparsomt i Sydeuropa,
hyppigst i Rusland. I Danmark yngler den
spredt over hele Landet, men kun i ringe Tal,
paa den skandinaviske Halvø mest i de
sydøstlige Egne. Til Danmark ankommer den sent
i Maj for i Septbr at drage til sit
Vinterkvarter i Sydeuropa og Afrika. Paa Trækket, der
oftest sker i Smaaflokke, ses den hyppig i
Danmark og Norge. H. er en frygtsom, træg
Fugl, der flyver langsomt og tungt, men paa
Jorden bevæger sig forholdsvis let; dens
Stemme er et ofte gentaget Kik-Kik-Kik. Føden
bestaar af forsk. Insektlarver, mindre
Hvirveldyr, men fremfor alt af Yngelen af Bier og
Hvepser, hvis Reder den skraber frem af
Jorden ell. river ned af Træerne; de udviklede
Insekter fortærer den ogsaa efter at have
afbidt Brodden. I Maj-Juni lægger den sine,
sædvanlig to, røde Æg, oftest i en gl Rovfugle-
ell. Kragerede i Løv- ell. Naaletræer, og
forsyner Reden rundt om med grønne Kviste.
O. H.

Hvepsevaage (Pernis apivorus).

Hverandendagsfeber, se Malaria.

Hveravellir [’kværavædler], en stor Gruppe
af hede Kilder midt i Islands indre Højland,
NØ. f. Langjökull, 632 m o. H. Disse Kilder
er knyttede til 2 hvælvede Kiselkupler med
10800 m² Areal. Af de herværende Kilder er
de saakaldte Bræðrahverir, der samtidig
spruder 2—4 m højt, de største; af de andre
Kilder kan især den prægtige Bláhver fremhæves,
den har et regelmæssigt, ovalt Bækken,
opfyldt af klart, lyseblaat Vand, den ligner en
Marmorkumme, og dens Rande er besatte med
glimrende Kiselinkrustationer; Vandet har et
lgn. blaat Skær som Søen i den berømte blaa
Grotte paa Capri. En Dampkilde
(Øskurhólshver), som før udsendte Dampstraaler med en
øredøvende Brusen, har nu indstillet sin
Virksomhed. Desuden findes omtr. 20 andre
alkaliske Kilder, kogende Dyndhuller, smaa
Svovlkilder o. s. v. Kilderne ved H. er næst efter
Geysirs berømte Kildegruppe de mærkeligste
paa Island. (Litt.: Th. Thoroddsen, »De
varme Kilder paa Hveravellir i Island« [i
»Ymer«, Sthlm 1889, S. 49—59, med et Kort]).
Th. Th.

Hvergarn var tidligere Betegnelsen for et
hjemmelavet Stof med Kæde af Hørgarn og
Islæt af Uld. Nu fabrikeres i det store under
dette Navn en langt ringere Vare, oftest med
Bomuldskæde og halvulden Islæt. Farverne er
som Regel ensfarvet mørke ell. melerede.
K. M.

Hvergelmer, i nordisk Mytologi den dybe
Brønd, hvorfra alle de mytiske Vande, de 12
Floder, Elivágar, har deres Udspring og
spredes til Guder, Mennesker og Hel; den fyldes
af Draaberne fra Hjorten Eikthyrne’s Takker
og tænkes altsaa midt i Verden under Asken
Ygdrasil. Navnet afledes vistnok af hverr,
Kedel, og gelmir (for gemlir), den gl. — I
Snorre’s Mytologi opfattes den som et Helveddyb,
fuldt af Slanger; heri ligger saaledes Slangen
Nidhogg. der gnaver i Ygdrasil’s Rødder; men
denne Forestilling strider mod Edda-Kvadenes
Opfattelse.
(A. O.). G. K-n.

Hverlera [’kværlæra], en hvid eller rødlig
Lerart fra Krisuvig paa Island, er iflg.
Forchhammer dannet ved Indvirkning af vulkanske
Luftarter, paa jernholdigt Ler.
(N. V. U.). O. B. B.

Hversalt, se Halotrichit.

Hvervning er Tilvejebringelsen af Personel
til Hærene ad Frivillighedens Vej, ledsaget af
et bestemt Kontraktsforhold, idet den
Hvervede forpligter sig til Tjeneste i en vis Tid mod
en Godtgørelse i rede Penge ell. mod
Tilstaaelsen af visse Goder. H. anvendtes allerede i
Oldtiden, saaledes indfører Grækerne den
under Perserkrigene. Alexander den Store

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>