Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 99 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hærfugl - Hærgaut - Häring, Georg Vilhelm Heinrich - Hærmyrer - Hærmænd - Hærn - Hærorm

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sjældent. I Danmark saavel som i det sydlige
Norge træffes den aarlig, men næsten kun i
Træktiderne April-Maj og Aug.—Septbr. H.
lever helst i skov- og kratbevoksede Egne med
Sumpe i Nærheden. I Træer færdes den kun
ubehændig, men gaar let paa Jorden, hvor
den søger sin af Insekter, Orme og Maddiker
bestaaende Føde, væsentlig i Gødning. Den er
ret sky; forskrækkes den, breder den Vinger i
og Hale ud og stikker Næbbet lige i Vejret.
Stemmen lyder hup-hup-hup, hvoraf det gl.
danske Navn Hærpop, det tyske
Wiedehopf og det eng. Hoopoe. De 4—7 gulgraa
Æg lægges i Maj i et Træ ell. Murhul, oftest
paa Underlag af Gødning. Dettes Forraadnelse
i Forbindelse med, at Ungernes Ekskrementer
ikke bortskaffes, frembringer omkr. Reden en
modbydelig Stank, som længe hænger ved de
udfløjne Unger. I Folketroen har H. altid
spillet en stor Rolle; dens danske Navn tyder paa,
at den mentes at varsle Krig. (Litt.: Murie,
On the Upupidæ [»Ibis«, 1873]).
O. H.

Hærfugl (Upupa epops).

Hærgaut, Navn for Odin.

Häring [’hæ.reŋ], Georg Vilhelm
Heinrich, tysk Forf., kendt under Pseudonymet
Willibald Alexis, f. 29. Juni 1798 i
Breslau, d. 16. Decbr 1871 i Arnstadt (Thüringen).
Han nedstammede fra en Emigrantfamilie fra
Bretagne, som havde overført sit opr. Navn
Hareng paa Tysk. Efter Faderens Død flyttede
han med sin Moder til Berlin og kom i det
Werder’ske Gymnasium. I sit 17. Aar gik han
frivillig med i Krigen mod Frankrig, og efter
sin Hjemkomst studerede han Jura i Breslau
og Berlin og drev det efter endt Eksamen til
Referendar (Prøveprokurator) ved
Kammerretten i Berlin: dog opgav han snart sin
Embedsstilling for udelukkende at hellige sig til
Forfattervirksomheden. Hans første Roman var en
dristig Mystifikation, der fremgik af et
Væddemaal; den hed »Walladmor, frei nach dem
Englischen des W. Scott, von W....s« (1823)
og vandt ikke blot ved Hjælp af det tillistede
Navn en stor Succes hos Publikum og i
Pressen, som lod sig fuldstændig dupere, men den
var saa godt skrevet, at den efter at være
overs. paa Engelsk vandt Bifald endog hos den
store Digter, hvis Navn var blevet benyttet.
Under samme Maske fremkom en ny Roman,
»Schloss Avalon« (1827), men H. har vistnok
selv følt sig generet af dette retsstridige
Familieskab med den store Skotte, thi efter den
Tid skrev han altid under Navnet
Willibald Alexis, og hans historiske Romaner
og Noveller (f. Eks. »Cabanis«, »Der Roland
von Berlin«, »Der falsche Woldemar«,
»Isegrim«) har til vore Dage bevaret deres
Tiltrækning ved fin Gengivelse af Tidskoloritten,
poetiske Landskabsskildringer og en Rk.
karakteristiske og livfuldt opfattede Skikkelser. Fra
1827 redigerede han sammen med Fr. Förster
»Berliner Conversationsblatt«, som 1830 blev
slaaet sammen med »Der Freimütige«, indtil
han 1835 følte sig nødt til foreløbig at opgive
al litterær Virksomhed. Han indlod sig nu
paa Huskøb, Husbygning, Boghandel og andre
Pengespekulationer, hvorved han satte det
meste af sin Formue over Styr. 1842 udgav
han sammen med E. Hitzig »Der neue
Pitaval«. en meget interessant Serie af
Kriminalhistorier fra alle Lande og Tider, som
fortsattes i mange Aar. 1857 blev han ramt af et
Slagtilfælde og kom sig ikke mere. Ewert udg.
1899 hans »Erinnerungen«. (Litt.: Jul.
Schmidt, »Neue Bilder aus dem geistigen
Leben unserer Zeit« [Leipzig 1879]; Ad. Stern,
»Zur Literatur der Gegenwart« [Leipzig 1879]).
(C. A. N.). C. B-s.

Hærmyrer, se Myrer.

Hærmænd, se Herremænd.

Hærn, et gl nordisk Gudindenavn, kendt
fra svenske Stednavne som Hernevi (1426:
Hærnavi), Hærns Helligdom. Det er
sandsynligvis samme Navn, som det fra Mytologien
kendte Tilnavn til Freja, Hörn, og det synes at
være et ældre Navn paa Freja. (Litt.:
Magnus Olsen, »Hærnavi«, Kria Vid. Selsk.
Forh. 1908, Nr 6).
G. K-n.

Hærorm, Larven til en Myg (Sciara
militaris), som har opnaaet en ikke ringe
Popularitet p. Gr. a. en ejendommelig Tilbøjelighed til
at hobe sig sammen i større Mængder og til
at foretage forholdsvis lange Vandringer.
Hunnerne lægger Æggene (c. 100) i vissent Løv,
og de udkrøbne Larver, der lever af dette,
opholder sig under alm. Forhold upaaagtede,
enkeltvis mellem Løvet. I Aug. Maaned, særlig
naar Sommeren er meget tør, samler Larverne
sig undertiden sammen i større Mængder; naar
det Sted, hvorpaa Larverne findes, ikke byder
dem mere Næring, slutter de sig sammen i et
ofte fl. m langt og over 1/4 m bredt Baand,
hvori de enkelte Individer delvis bliver
indbyrdes sammenkittede ved det Slim, de
afsondrer. Larverne kryber saaledes langsomt af
Sted, indtil de finder Steder med god Næring.
Under Rejsen bliver »H.«, som dette
ejendommelige Larvesamfund er kaldet, stadig tyndere
og tyndere; fl. og fl. Larver falder fra, søger
ned i Jorden og forpupper sig der.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>