Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høedt, Frederik Ludvig - Høeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter Moderens Ønske at studere Teologi, men
hans Lyst drog ham mod Teatret, og efter at
han i mere end et Tiaar havde privatiseret
som Skønaand i Selskabslivet, medens han
samtidig udgav »Lyriske Digte«,
bearbejdede fr. Skuespil og forgæves
søgte at blive valgt til den
grundlovgivende Rigsdag, tog
han endelig 14. Novbr 1851 det
afgørende Skridt og debuterede som
Shakespeare’s Hamlet. Hans Udførelse
vakte uhyre Opmærksomhed. H. havde
et udmærket Sceneydre, et smukt Hoved med
skarptskaarne, intelligente Ansigtstræk, en
tydelig, om end noget nasal Stemme, og han var
dertil en kundskabsrig Mand, der mødte med
en gennemtænkt Kunstteori, hvori han brød
med Skønhed i Klange og Attituder for at søge
det sande og levende, og efter hvilken han
vilde reformere Spillemaaden paa det kgl.
Teater. Hans gennemreflekterte Fremstilling af
Hamlet var en Prøve paa hans realistiske
Ideer, der stammede fra Frankrig: Den
indeholdt højst interessante Enkeltheder, navnlig
var Monologerne til Skade for Helheden
gennemarbejdede indtil Virtuositet, men Figuren
savnede Lidenskab. »Hans Pathos var
Tankens, ikke Sansernes«, skriver Bournonville, og
H., der fra Selskabslivet var vant til at være
Midtpunktet, evnede ikke i sine forsk. Roller at
skjule sit personlige Jeg. Hans Kamp for
menneskelig Tale kontra Deklamation delte det
teaterinteresserede Kbhvn, og navnlig Scenens
Personale, i to fjendtlige Lejre; bl. hans
Tilhængere var Michael Wiehe og Anna Nielsen,
medens Fru Heiberg, som H. søgte at forringe
til Fru Nielsen’s Fordel, stod ved sin Mands,
Teaterdirektør Heiberg’s Side i Modpartiets
Lejr; hun nærede Vrede over H.’s stigende
Anseelse bl. Publikum, og det pinte hende dybt
at se M. Wiehe, der havde været hendes
ridderlige Beundrer, paa Fjendens Side som det
mest fuldendte Udtryk for H.’s Anskuelser.
Da desuden H.’s kunstneriske Uro og
Forfængelighed hyppig stødte mod Heiberg’s
Bureaukratisme, maatte et Brud komme, og det kom,
da H., efter at Heiberg havde nægtet at opføre
Shakespeare’s »Richard III«, udeblev fra en
Prøve paa »Hamlet«, fordi han mente ikke at
kunne sammenspille med den Begynderinde,
Heiberg i den syge Fru Nielsen’s Sted havde
tildelt Dronningens Rolle. Affæren svulmede
op og endte med H.’s Afsked. I den flg. Sæson
(1855—56) etablerede H. og M. Wiehe, der
fulgte sin Ven fra det kgl. Teater, paa
Hofteatret (s. d.) en for Nationalscenen farlig
Konkurrence, som endte med, at Heiberg
nedlagde Styret, hvorefter de Udvandrede vendte
tilbage som Sejrherrer. Med Herredømme
over sine Midler spillede H. nu et stort
Repertoire, f. Eks. den glatte Advokat
Destournelles i »Slottet i Poitou«, den frække
Tobby i »De Deporterede«, Harlekin i »De
Usynlige« og Henrik Skytte i »Thyre Boløkse
og Herremanden«; i den sidste Fremstilling
maatte endog H.’s strenge Kritiker, M.
Goldschmidt, som i Anledning af Hamlet havde
frakendt ham Evne som tragisk Skuespiller,
indrømme, at H. havde »Magt til, paa magisk
Maade, at udsende et dybere Indhold, end der
ligger i selve Ordene«. Men hans Teaterbane
blev kun kort. En Del af Publikum ansaa det
for et skyldigt Galanteri at tage Parti for den
bortdragende Fru Heiberg, og efter nogle
Udpibninger knækkedes hans Mod; han optraadte
sidste Gang 13. Decbr 1857 som Paimpol
i »Min Lykkestjerne«. Det var H.’s Ulykke,
at han havde Raad til at give sin
krænkede Forfængelighed Magten og forlade en
Virksomhed, som ikke var et Levebrød for
ham. Han havde været stærk i Opposition, men
ved at vige for en tilfældig Demonstration
røbede han, at han manglede Kraft til at bære
et Ansvar. Denne Svaghed var ogsaa Skyld i,
at han aldrig blev Teatrets Direktør, skønt
Ministeriet 1859 og 1876 førte Underhandlinger
med ham derom. Størst Bet. havde H. som
Instruktør. Han var den første i Danmark, som
hævede denne Gerning til en selvstændig Kunst.
Iscenesættelsen af »Skikkelige Folk« (1860),
hvor han bestræbte sig for at indføre
Hverdagssamtalen satte Mærke i dansk
Teaterhistorie. H. forlod allerede 1864 denne
Stilling, men vedblev indtil 1. Juli 1876
at virke som Elevinstruktør; navnlig gennem
Fru Betty Hennings fik hans minutiøse
Vejledning Bet. helt ned til Nutiden. Fra Midten af
Halvfjerdserne hjalp han Folketeatret med
Iscenesættelsen af de dengang moderne fr.
Salonkomedier; H. Bang’s Proverbe »Hverdagskampe«
(April 1879) var det sidste sceniske Arbejde,
som beskæftigede ham. I de sidste Leveaar
ramte den Skæbne H., han i sin Ungdom
havde forudset i et af sine Digte, nemlig at han
kom til at »sidde med falmet Lok, ulykkelig,
syg og kroget«. Et tiltagende Tungsind gjorde
ham til en forpint og ensom Mand. (Litt.:
Overskou, »Den danske Skueplads«, VI—
VII [Kbhvn 1876]; Edv. Brandes, »Dansk
Skuespilkunst« [Kbhvn 1880]; P. Hansen,
»Den danske Skueplads«, III [Kbhvn 1896];
H. Christensen, »Det kgl. Teater 1852—
59« [Kbhvn 1890]; J. L. Heiberg, »Et Liv
genoplevet i Erindringen«, III [Kbhvn 1892];
Robert Neiiendam, »Breve fra danske
Skuespillere og Skuespillerinder«, II [Kbhvn
1912]; Robert Neiiendam, »Michael
Wiehe og F. H.« [Kbhvn 1920]).
R. N.
 |
| F. L Høedt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
