Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høffding, Harald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indhold med hans egne Erfaringer om rent
menneskelige Forholds Værdi. »Jeg kom i et
levende Forhold til Livet uden for Lønkamret«.
Hermed menes vistnok hans Forlovelse, der
fandt Sted 1865, s. A., som han havde taget
teol. Embedseksamen. »Snart blev ogsaa
Videnskaben for mig en Realitet, der krævede sin
selvstændige Plads ved enhver alvorlig
Opgørelse af Livets Regnskab. Studiet af den gr.
Tænkning var herved af stor Bet.; den lærte
mig at indse Muligheden af og Værdien af en
fri menneskelig Livsforstaaelse og Livsførelse«.
Selv om H. saaledes i fl. Henseender er
kommet i Modsætning til Kierkegaard, er der dog
en særdeles stor Sum af det, Kierkegaard
havde aabnet hans Øjne for, der er forblevet
Restanddele af hans egen Filosofi.
Efter at han en kort Tid havde staaet
Rasmus Nielsen’s dualistiske Lære om Forholdet
mellem Tro og Viden nær, som det fremgaar af
Skr. »Filosofi og Teologi« (1866), fandt hans
Trang sin blivende Arbejdsplads, da han kom
til at staa paa »den videnskabelige Realismes
Grundlag«. Iflg. denne Opfattelse er alt i
Naturen at forklare ved Naturen selv, der findes
altsaa kun naturlige Aarsager, og da alt er i
Naturen, kendes intet »indenfor« og »udenfor«.
Den videnskabelige Realisme er »foreløbig den
eneste Maade, paa hvilken vor alm.
Verdensanskuelse kan komme i Harmoni med den
Aand, i hvilken videnskabelige
Enkeltundersøgelser ledes, fordi den selv ikke er andet
end den moderne Videnskabs Aand«. Til
Udviklingen af H.’s Filosofi i den positivistiske
Retning bidrog et Studieophold i Paris 1868—
69, efter at H. 1868 havde vundet Univ.’s
Guldmedaille. Han kom til at høre med bl. dem
herhjemme, der aabnede Øjnene for Aandsliv
og Filosofi uden for Tyskland. Navnlig kom
Comte til at optage ham stærkt samt Stuart
Mill, Spencer og Darwin, og han søgte tilbage
til de ældre eng. Filosoffer, særlig til Hume.
1870 blev han Dr. phil. paa en Afh. om »Den
antikke Opfattelse af Menneskets Villie«. S. A.
giftede han sig, sin Hustru mistede han
allerede 1877. Fra 1871 virkede han som
Privatdocent, desuden fortsatte han den efter
Embedseksamen paabegyndte Lærervirksomhed
ved kbhvn’ske Skoler. 1874 udkom »Den eng.
Filosofi i vor Tid«, der kan betragtes som hans
Gennembrudsarbejde, 1876 udkom »Om
Grundlaget for den humane Etik«. 1880 blev H.
udnævnt til midlertidig Docent, og 1883
udnævntes han, trods det, at han havde talt ved
Studentersamfundets første Mødeaften, var
provisoriefjendtlig og fritænkerisk, til Rasmus
Nielsen’s Efterfølger som Prof. i Filosofi. Den
Stilling, han nu havde opnaaet, kan antages
at have fyldestgjort den for ham karakteristiske
Trang til Personlighedsudfoldning og Indleven
i Arbejdet, der kommer til Orde, ved at han
fordrede, at hans Arbejde for at kunne
tilfredsstille ham maatte være af væsentlig Bet.
for hans Personlighed.
1882 var hans »Psykologi i Omrids paa
Grundlag af Erfaring« udkommet (9. forkortede Udg.
1920). Det er en velafvejet Fremstilling, der
faar sin Fasthed ved at hvile paa nøje
gennemtænkte filos. Grundanskuelser. Idet disse stadig
bringes i Forbindelse med de psykologiske
Spørgsmaal, faar Bogen en videre Horisont, end
en rent faglig Oversigt vilde have, og bliver
en Indledning til Filosofien. »Det er for saa vidt
en »Psykologi uden Sjæl«, som den intet
udsiger om Sjælelivets absolutte Væsen, ell. om
der i det hele gives et saadant absolut Væsen«.
Bevidsthedens Grundbestemmelse er for H. en
sammenfattende Virken, Syntesen. Ved denne
Kraft, der er Viljens mest fundamentale Form,
holdes de mangfoldige Bevidsthedselementer
sammen og forenes til at være en og samme
Bevidstheds Indhold. Som alt Liv bestaar
under en stadig Kamp med Modsætninger, bestaar
Sjælelivet under en stadig Stræben efter at
harmonisere de stridende Elementer. Fra
Sanseanskuelsen til det højeste
Personlighedsliv forfølger H. denne sammenfattende Virken.
Man kan formode, at det er hans splittede og
uudholdeligt oprevne Sindstilstand under
Brudet med Teologien, samt hans Trang til
personligt at forene det ydre og det indre Liv,
der var kommet til at staa som Modsætninger
for ham, der har skærpet hans Blik for den
stadigt kæmpende sammenfattende Virken.
Desuden er der her en betydningsfuld
Overensstemmelse med Kant og med Kierkegaard; med
sidstnævnte navnlig, hvor Syntesen vurderes
efter Mængden af og Modsætningen mellem de
Elementer, den formaar at sammenfatte. I nøje
Forbindelse med Syntesen staar for H.
Forholdsloven, der siger, at Bevidsthedslivet ikke
kan opløses i en Række enkelte, indbyrdes
uafhængige Dannelser, idet hver
Bevidsthedsdannelse er bestemt ved Sammenhænget og
Forholdet til andre. Sætningen medfører, at det
for vor Erkendelse er en uløselig Opgave at
omfatte absolutte Genstande, der ikke staar i
Forhold til noget fra dem forsk., saasom
Verden som Helhed ell. Gud som absolut Aarsag.
Foruden gennem Forholdsloven staar ogsaa paa
anden Maade H.’s Erkendelseslære i
Forbindelse med Syntesebegrebet. Sandhed kan ikke
være Overensstemmelse mellem vor Erkendelse
og Virkelighed, da vi ikke kender en af vor
Erkendelse uafhængig Virkelighed. Sandheds-
ell. Virkelighedskriterium bliver for H. den
indbyrdes Overensstemmelse mellem den størst
mulige Mængde af Iagttagelser. Den Sandhed,
et Menneske kan opnaa, følger saaledes af
Menneskets egen Natur, af dets nødvendige
Stræben efter Enhed og Sammenhæng.
Aarsagsbegrebet er Udtryk for Bevidsthedens
Stræben efter en Sammenhæng, i hvilken den stadig
kan blive sig selv lig. Man nøjes nemlig ikke
med at holde sig til den uundgaaelige
Paahinandenfølgen af to Fænomener, men søger at
opfatte dem som ensartede i deres Væsen, saa
at det, vi kalder Virkning, staar som en
kontinuerlig Fortsættelse af det, vi kalder
Aarsagen. H. betoner stærkt Erkendelsesarbejdets
uafsluttelige Karakter. Fuld
Erfaringsbekræftelse paa Aarsagssætningen kan iflg. Hume
aldrig opnaas. Emnernes Uudtømmelighed gør
Virkelighedskriteriet til et Ideal, der aldrig kan
naas. Ethvert Svar paa et af Erkendelsens
Spørgsmaal indeholder selv ny Spørgsmaal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
