Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høffding, Harald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aandelige Situation, men navnlig med.
Naturvidenskaberne, idet den nyere Filosofis
afgørende Problemer bestemmes ved selve det
Faktum, at den moderne Naturvidenskab blev
til. Det er ingenlunde en ren historisk
Interesse, dette Værk skylder sin Oprindelse. Det
gælder i Almindelighed for H., at hans egne
Anskuelser kommer frem og klargøres ved, at
han søger forstaaende at tage Stilling til de
Anskuelser og benytte sig af de Erfaringer,
som er blevet fremdraget ikke alene af
Filosofiens, men i det hele af Menneskehedens store
Mænd og store Bevægelser paa alle Omraader
og fra alle Tider. Den Verden, han saaledes
gennem sin overmaade omfattende Læsning
staar i levende Samkvem med, bidrager til det
Præg af stilfærdig Aandsfornemhed, der
karakteriserer ham. 1896 udk. »Jean-Jacques
Rousseau og hans Filosofi« (2. Udg. 1912).
1901 udkom H.’s »Religionsfilosofi«, hvor han
benytter sig af sine Erfaringer vundne ved at
have levet i en modsat Lejr, og søger at finde
en dybere liggende Sammenhæng bag den
stærke Modsætning. I sine klassiske Tider
tilfredsstillede Religionen alle Menneskets
aandelige Fornødenheder, og idet Aandens Verden
udgjorde en Helhed, var der indenfor den
Mulighed for et inderligt, koncentreret
personligt Liv. Arbejdsdelingen, der paa den
materielle Kulturs Omraade er Aarsagen til det sociale
Problem, er paa det aandelige Livs Omraade
Aarsagen til det religiøse Problem. Det er langt
fra, at H. nægter, at der er Gaader men han
søger at vise, at over for de Gaader, som den
selvstændiggjorte Videnskab ikke kan løse, kan
de religiøse Forestillinger i ingen Henseende
hjælpe til Forstaaelse, tværtimod kommer
Gaaderne igen i forstørret Maalestok indenfor
Religionen. I sit inderste Væsen har Religionen
ikke med Forstaaelse, men med Vurderingen
af Tilværelsen at gøre. Religiøs Erfaring
vedrører Forholdet mellem Værdi og Virkelighed.
Religiøs Følelse fremkommer, naar der er en
Stræben efter at hævde Værdierne trods den
for Viljen uovervindelige Modstand, som
Virkeligheden frembyder. Troen er en Fastholdelse
af Overbevisningen om Værdiens Bestaaen,
hvor omskiftelig Værdiernes Fremtræden i
Virkeligheden end er. Inderst inde bag alle
religiøse Forestillinger er denne Tro Kernen,
de er faktisk billedlige, symbolske Udtryk for
denne Tro, hvor meget end den Troende selv
kan mene, at de udsiger objektive Sandheder.
De er Tydninger af de Oplevelser, der inden for
Trangen til at hævde Værdiernes Bestaaen
fremkommer ved Mødet mellem Værdi og
Virkelighed. H. mener, at Berettigelsen af
Troen paa Værdiens Bestaaen vel ikke kan
godtgøres videnskabeligt, men at en saadan
Tro er forenelig med den videnskabelige
Forsken. Et vigtigt Problem for Troen paa
Værdiens Bestaaen, der ogsaa uafhængig heraf er
meget betydningsfuldt, vedrører, om der er
Mulighed for nye Former for harmonisk
Koncentration svarende til dem, Religionen i sin
klassiske Tid har frembudt, saaledes at de
Værdier bevares, der ellers vilde forsvinde med
de hidtidige religiøse Former. H. mener, at vi
foreløbig lever i Kritikkens og Analysens Tid,
men at de aandelige Livsvilkaar dog muliggør
en fremskridende Udvikling af et religiøst
Standpunkt uden Myte, Dogme og Kultus, en Frugt
af personlig Erfaring, der skaffer sig Udtryk i
en Livspoesi, som former sig forskelligt efter
den enkeltes Ejendommelighed; Udviklingen vil
fremskyndes, naar Eftervirkningen af den
dogmatiske Snæverhed og den kritiske Blaserthed
er forsvundne.
H. hævder energisk Personlighedsprincippet.
Man kan ikke have Religion paa anden Haand.
Enhver maa være sin egen Præst. Religionen
maa udspringe paany af det inderste i hver
enkelt Personlighed. I »Religionsfilosofi«
fremdrages en Rk. forsk. religiøse Typer, dette har
bl. a. til Formaal at tjene som Indlæg for
Personlighedsprincippet og mod al Dogmatisme
ved at gøre det til et stort Spørgsmaal, om
forsk. Personligheder kan have »samme«
Religion.
Hævdelsen af Sætningen om Værdiens Bestaaen
har en etisk Tendens. For det første fordi den
kræver en stadig Stræben efter at frembringe
Værdier i Virkelighedens Verden (for det
»hinsidige« har H. ingen Interesse), for det andet
fordi de Oplevelser, hvori Sætningen gennem
et centralt Opgør med alle Livets Sider og
Retninger faar Magt over Sindet, staar for H.
som i høj Grad værdifulde ved deres rige,
koncentrerede Liv. Endvidere kræver Sætningen
en stadig Stræben efter at fremdrage og opdage
de Værdier, der findes. Dette sidste staar i nøje
Forbindelse med den Side ved H.’s Væsen, der
medfører, at al Kritik, der kun er Kritik, Haan,
Spot og Kynisme, er ham imod, idet han søger
at leve sit Liv i et ganske umiddelbart Forhold
til en omfattende Værdiernes Verden.
Bl. hans Skr fra de flg. Aar kan nævnes:
Universitetsfestskriftet »Filosofiske Problemer«
(1902), »Moderne Filosofer« (1904), »Mindre
Arbejder«, II Rk. (1905), »Danske Filosofer«
(1909), »Religion og Videnskab« (1910). Ligeledes
i 1910 kom H.’s Erkendelseslære: »Den
menneskelige Tanke, dens Former og Opgaver«, hvori
H. gør rede for »de Forudsætninger, der for
mig er de første, og de Slutninger, der for mig
er de sidste«. Bogen behandler Tankens
Psykologi, Historie, Former ell. Kategorier, samt
dens Problemer vedrørende selve Erkendelsen,
Verdensanskuelsen og Vurderingen. Den
Livsstemning, der ligger bag, er »et Standpunkt, paa
hvilket der gennem Livets Blanding af Tragedie
og Komedie, af Sejr og Nederlag er vunden en
Grundstemning, som paa en Gang har
Karakteren af Alvor — formedelst det Store, der er
oplevet, og den Smerte, det ofte har kostet, —
og af Ironi overfor ethvert Forsøg paa i
Billeder ell. i Begreber at ville udtrykke, hvad der
i sin Fylde og ved sine Modsætninger
sprænger enhver Form, man forsøger at slaa fast.
Den Livsanskuelse ell. Livsfølelse, der saaledes
opstaar, fastholder Forvisningen om en stor
Enhed i Tilværelsen, hvad Værdier o. a. Emner
og Elementer angaar, og kan derfor vende
sig spøgende mod Livets Tilskikkelser, fordi
de er magtesløse over for hin Forvisning,
ligesaavel som mod Forsøgene paa at udsige det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
