Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibis - Ibis - Ibiza - I-Bjælker - Iblis - Ibn - Ibn Abi Usajbia - Ibn-al-Amid - Ibn al Athir - Ibn-al-Chatib - Ibn al Faridh - Ibn al Kifti - Ibn al Mukaffa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som han kaldte »Waldrapp«, synes at vise, at
Sagen forholder sig rigtig.
Skehejrerne (Platalea), 6 Arter i alle
Verdensdele, har et lige, fladtrykt, paa
Spidsen stærkt spatelformet udbredt Næb og højt
Løb. Skehejren (P. leucerodia L.), noget
mindre end Fiskehejren, er hvid med Forbryst,
Øjeegn, Strube og de nøgne Tøjler, saavel som
de i Parringstiden tilstedeværende lange,
smalle Fjer paa Baghovedet, bleggule. Næb og
Fødder er sorte, Overnæbbets yderste flade
Del gul. Den bebor Nordafrika, Sydasien og
Sydeuropa, findes ogsaa som Ynglefugl i
Holland og har tidligere i ret stort Tal ynglet
i England, hvorhen den endnu hvert Aar
trækker, undertiden i store Flokke. I Danmark er
den oftere truffet, dog kun i ringe Tal, har
ogsaa ynglet her; den er skudt enkelte Gange
i Norge, har endog forvildet sig til Færøerne.
Det er en sky og forsigtig Fugl, der søger sin
af Fisk og mindre Vanddyr bestaaende Føde
ved Sumpe og dyndede Strandbredder. Reden
anbringes i Træer ell. mellem Rør, indeholder
2—4, forholdsvis store, glansløse, hvide Æg
med rødlige Pletter. — I de sydøstlige Dele af
de forenede Stater, Mellem- og en Del af
Sydamerika lever en nærstaaende Art, Ajaja (P.
ajaja L.), hvis hvide Dragt er stærkt iblandet
stærkere og svagere rød Farve; det nøgne
Hoved er gulgrønt. (Litt.: Savigny, Hist.
natur. et myth. de l’I. [Paris 1805]; v.
Heuglin, »Ornithologie Nordost-Afrikas« [Kassel
1869-75]).
O. H.
Ibis [’i.bis] (I. æthiopica), der paa Ægypt.
kaldtes hibu ell. hibi, hørte til Ægyptens
hellige Fugle. Alle døde I. balsameredes.
Mumierne bisattes undertiden i smaa Kister af Træ
ell. brændt Ler. Mumier af I. er fundne paa
fl. St. i Ægypten, saaledes ved Sakkara nær
det gl. Memfis, ved Siden af Kattenes
Begravelsesplads. Mumier af I. findes ogsaa ved
Aschmunain, det gl. Hermopolis. I. var nemlig
helliget Thot, Byens Hovedgud, der fremstilles
med Ibishoved. Hans Navn skrives ved Billedet
af en I. paa et Fodstykke. Af en hieroglyfisk
Indskrift paa Øen Filæ ser man, at I. ogsaa var
helliget Guden Chons; denne kaldes nemlig her
»den hellige I. fra Filæ«. Statuetter af I. i
Bronze er ikke sjældne; de findes saavel i
Kbhvn’s Antiksamling som i Ny Carlsberg
Glyptotek. En gr. Papyrus fra Ptolemæertiden
liandler om Betaling for Balsamering af I.
V. S.
Ibiza [i’wiþa], Iviza, Oldtidens Ebusus, den
største af Pityuserne, en sp. Øgruppe i
Middelhavet, ligger 80 km SV. f. Mallorca og hører
til Provinsen Balearerne. Dens Areal er,
iberegnet enkelte smaa Naboøer, 597 km2 med (1917)
24000 Indb. Den bestaar af skovklædte
Bjergdrag, adskilte ved frugtbare Dale, hvor der
dyrkes Hvede, Bomuld, Oliven og Sydfrugter.
Øens Hovedrigdomme er dog Saltdammene ved
Kysterne. Hovedstaden af s. N. ligger paa
Sydøstkysten og har 6500 Indb. Den bestaar af en
gl Øvrestad med stejle, snævre Gader og en
nyere Del, La Marina, ved Havnen. Den har
et Kastel fra Maurernes Tid og stærke Mure,
byggede under Karl V. Undersøiske Kabler
forbinder den med Mallorca og Fastlandet.
Udførsel af Havsalt.
C. A.
I-Bjælker, se Jernbjælker.
Iblis (arabisk ɔ: Djævel, fordrejet af græsk
diabolos) er for Muhammedanerne de onde
Engles Øverste. Hans Fald tilskrives (efter
Skildringen i Koranen, Kap. XV, V. 29 ff.) hans
Vægring ved at hylde det af Ler skabte Menneske.
Han fik da af Allah Lov til at føre
Menneskeslægten i Fristelse; først paa den yderste Dag
ophører Englens Magt. Han benævnes i
Koranen alm. »den Stenede«, fordi Abraham efter
Traditionen engang skræmmede ham fra sig
med Stenkast. De arabiske Forestillinger om
I. er i øvrigt paa alle væsentlige Punkter
afhængige af og udledede fra jødiske og
kristelige Traditioner.
J. Ø.
Ibn (arab. ɔ: Søn) forekommer som
Sammensætning i en Mængde Egennavne. I de fra
nordafrikanske Egne stammende Navne findes
Ordet almindeligere i Formen Ben.
J. Ø.
Ibn Abi Usajbia, berømt arab. Læge og
Medicinalhistoriker, d. 1269. Hans Hovedværk
er et biografisk Leksikon over ansete Læger i
Orienten; det indeholder en rig Fylde af
Oplysninger til hele Islam’s kulturelle og litterære
Historie og er derfor blevet benyttet i udstrakt
Maal af europæiske Forskere. Det blev udgivet
af A. Müller (2 Bd, Kairo 1882 og Königsberg
1884).
J. Ø.
Ibn-al-Amid, se Elmacin.
Ibn al Athir [-’þri.r], arab. Historiker fra 12.
og 13. Aarh. Hans Hovedværk er en
Verdenshistorie, der under Titelen »Kâmil«, ɔ: den fuldendte,
giver en Oversigt over Verdensbegivenhederne
fra de ældste Tider til c. 1230, selvfølgelig med
udførligst Behandling af Arabernes Historie.
I. a. A.’s Stil er letflydende og ikke uden Elegance;
hans Fremstilling er ukunstnerisk, og som
næsten alle arab. Historikere er han blottet for
videnskabelig Kritik. Hver af dem afskriver
uforbeholdent de hos hans Forgængere
forefundne Beretninger. Hans Historie er udgivet
af Tornberg (»Chronicon Ibn al Athiri«, 15 Bd,
Leyden 1861—76]).
J. Ø.
Ibn-al-Chatib, se Fachr.
Ibn al Faridh, arab. Digter (1182-1232).
Han er Forf. til en Rk. Digte, der indeholder
mystiske Betragtninger, indklædte i en til Dels
meget sanselig allegorisk Fremstilling; i
Orienten indtager han en høj Rang. Hans samlede
Digte er udgivne i Bulak 1872.
J. Ø.
Ibn al Kifti, arab. Litteraturhistoriker, d.
1248. Han var f. i Ægypten, men kom senere
til Aleppo i Tjeneste hos en af Sultan Saladin’s
Sønner, i hvilken Stilling han udrettede meget
som Litteraturens Beskytter. Hans Hovedværk,
»Tarîch al Hukama«, indeholder en Rk.
Biografier af syriske og arab. Lærde, der har
arbejdet paa Naturvidenskabernes Omraade,
og er en vigtig Kilde til denne Gren af
Litteraturhistorien.
J. Ø.
Ibn al Mukaffa, arab. Forf. fra 8. Aarh.
Han gjorde sig fortjent som den, der først
overførte en af de gl. indiske Fabelsamlinger
paa et Verdenssprog, idet han oversatte fra
Pehlevi til Arabisk den under Navnet »Kalila
wa Dimna« berømte Samling Dyrefabler, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
