Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trængte de nationale Stemninger sig op i
Forgrunden og affødte de nys nævnte
Mesterværker. Fra »Peer Gynt« blev Tugtetrangen
siddende i Sindet fremdeles; den greb nu sit
Offer lige ud af Dagens Foreteelser hjemme.
Med dette ny Tema i Hovedet flyttede I. op til
Dresden, hvor »De Unges Forbund« blev
skrevet Vinteren 1868—69. Sommeren nyttede han
til et Besøg i Kbhvn og et længere Ophold i
Sthlm; her modtog han Kedivens Indbydelse
til at overvære Sues-Kanalens Aabning. Under
de ægypt. Festligheder overraskedes I. af
Underretningen om, at »det Digt-speil, jeg pudsed
for mandlige Tøiter, var hjemme smudset af
Stænk fra Fløiter«; den liberale Fylking var
blevet grebet af Raseri over »De Unges
Forbund«’s Hudfletning af Frasepolitikeren. Efter
et Besøg i Paris tog I. atter Bopæl i Dresden;
dog drev Krigsuroen 1870 ham til for nogle
Maaneder at ty op til Kbhvn. De voldsomme
Omvæltninger i disse Aar gik nær ind paa ham,
samtidig som Mindelserne hjemmefra
blegnede, efter at Opgøret var fuldbragt i de 3
sensationelle Skuespil. Den 40-aarige Digter
arbejdede sig med hele sin for intuitiv Refleksion
anlagte Natur gennem Tidens Brydninger og
standsede først ved det frigjorte Syn paa
Tingene, som udtrykkes i den bekendte Linie af
et Brev (Decbr 1870) til Dr. G. Brandes: »Hvad
det gælder er Menneskeaandens Revoltering«.
Dette Gennembrudsarbejde standsede for en
Tid den flittige Forf.’s Produktion; i
Mellemtiden foretog han et Gennemsyn af sine »Digte«
og foranstaltede en samlet Udg. af de
godkendte (Maj 1871).
Efterhaanden bragte dog den paagaaende
Kulturkamp omkr. ham og den stigende indre
Afklaring paa ny det henlagte Tema for et
verdenshistorisk Skuespil op i hans aktive
Bevidsthed, og ud paa Høsten 1873 forelaa
»Kejser og Galilæer«, dette vældige, om grundig
Lærdom og intens Spekulation vidnende
Tankedrama, hvori der forkyndes en dunkel Tro paa
de to stridende Verdensanskuelsers Undergang
for et Fremtidens »tredie Rige«, hvor begges
leveværdige Kulturelementer forsones og
genopstaar. Indtrykket hos Publikum blev stærkt
(den svære Bog maatte straks trykkes i nyt
Oplag); men de vide Vuer tabte sig for de
fleste i det blaa, hvortil Digteren (som stadig
trak sig mere og mere tilbage i fornem
Forventen af »Tidens Nærmen« — »naar Hævnen
kommer og holder Dom paa Tidsløgnens
yderste Dag«, som han allerede tidlig havde udtalt
Haab om —) ved Lejlighed, i et Rimbrev af
1875, bemærkede: »Jeg spørger helst; mit Kald
er ej at svare«. Kun en enkelt Gang udtalte den
tilknappede »Mystiker« sig offentlig om sig
selv; det var i den store Tale til
Kria-Studenterne, som under hans første Sommerbesøg
hjemme 1874 bragte ham et Fanetog. Et Par
reflekterende Digte fra disse Aar røbede, at
hans indre Gæring ikke var afsluttet; kun
sjælden times ham »et Øjebliks Tro mellem
Tvilene«. Den indre Stemme tilhviskede Grubleren:
»Jeg tror, vi sejler med et Lig i Lasten«. —
Besøget hjemme havde indbragt den i de forløbne
10 Aar saa eminent rehabiliterede fordums
Bohemien megen Hyldest; men til at blive
hjemme for stedse var Indtrykket af Forholdene
ikke indbydende nok. Tværtom, Tugtelysten
vaagnede paa ny i ham, denne Gang tilsat med
det nytilkomne Krav paa »Menneskeaandens
Revoltering«. Det tog lidt Tid, før Stemningen
skabte sig Form i Samspil mellem levende
Figurer; den egnede sig bedre til
Gennemarbejdelse af det stormende Ungdomsdrama fra
Februarrevolutionens Dage (»Catilina« [2.
gennemsete Udg., 1875]). Endelig brød det ny sig frem.
Fra Dresden var I. flyttet over til München
som fast Bosted. Samtidig lægger han sin dram.
Kunst over paa den rene Realismes Grund,
som den ny Tids Æstetik vilde have al Kunst
henflyttet til. 1877 udgav han »Samfundets
Støtter«, denne Hverdagsskildring fra norsk
Smaabyliv, der med et ekspedit Greb river
Masken af det konventionelle Hykleri og
forkynder den ny Tidsretning som staaende i Pagt
med den sejrende Sandhed. Hjemme gjorde
Stykket ingen egl. Sensation; saa meget
kraftigere slog det an i Tyskland, hvis Scener
kappedes om at bringe det frem. Fra denne
Succes er det, I.’s Ry uden for Skandinavien
daterer sig; 5 af Berlins Teatre bød i samme Uge
paa det ny Stykke.
Saa vel fandt den halvhundredaarige Digter
sig til Rette paa det ny Felt, at han siden ikke
har skiftet Tumleplads for sin Fantasi.
Foreløbig var Tugtetrangen raadende hos ham; men
med Aarene viger denne for Trangen til at
lade en rent psykologisk forklarende Belysning
falde over interessante Sjælstilstande; samtidig
har Grubletrangen latter trængt sig frem og
medført, at de oprullede Billeder faar
gennemsigtig Baggrund, hvorfra dybe almene Ideer
skimter frem. Som Realist gennemgaar I. en
konsekvent, men langsom Udvikling fra
»Problemdigter« hen imod »Symbolismen«. Samtidig
skaber han sig en original dramatisk Teknik,
der ved sindrigt Arrangement af et
Menneskelivs Indhold byder Adgang til i en eneste
spændende Katastrofe at ransage selv den lønligste
Krog af vedkommendes Væsen, som det har
artet sig paa alle tidligere Stadier i Livet.
Dette lykkedes det ham at udføre med den
strengeste Overholdelse af Dialogformen og
uden at ty til Situationer, som ligger uden for
den jævne Virkeligheds Omraade, medens den
aktuelle Handlings Gang ingen Steds sinkes
ved kommenterende, spændingsslappende
Digressioner. Denne overlegne Sikkerhed i
Anlægget af det dramatiske Grundrids støttes af
en stadig tiltagende Færdighed i at forme
Replikkerne saaledes, at de i Prægnans og
behagelig Naturlighed er lige fuldkomne. Med
den epigrammatiske Stilkunst, som øvedes i de
store Versedramaer fra 1860’erne, tumler han
sit rige Sprog saa frapperende behændig, at
hele Rækker af Problemstykkernes Replikker
er blevne staaende igen som Slagord, medens
Brokker af de senere, symboliserende Værker
p. Gr. a. Ordenes Dobbeltbund har taget Rang
af Orakelsprog.
Denne ny Tekniks mesterlige Gennemførelse
udgjorde det ikke mindst betagende ved det
andet Stykke i Suiten af disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
