Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - idealistisk - Idealitet - Ideassociation - ideel - ideel Produktion - Ideler, Christian Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jordens Salt. Men gaar Mennesket saaledes op i
sine Ideer, at han taber Virkeligheden af Syne
og blot lever i sin egen Fantasiverden, kalder
vi ham efter de forsk. Ændringer af hans
Væsen sentimental, romantisk, upraktisk, en
Drømmer, en Sværmer, og ret ofte kan en
saadan oversvævende Idealisme føre til indre
Løgnagtighed, ell. en saadan højstemt Idealist
bliver senere en rigtig Filister. Realistisk
kalder vi den, der nøgtern og forstandsmæssig
vil holde sig til Virkeligheden, til hvad han
kan tage og føle paa, til det nyttige og Livets
jævne Behageligheder. Det dygtige og praktiske
i ham er det forstandsklare Blik for
Virkelighedens Sammenhæng og Betingelser, en god
Borgerdyd, men hans Aand savner Sving og
forsumper let (i Cervantes’ to Karakterer Don
Quijote og Sanco Panza finder vi en for alle
Tider gyldig Skildring af Modsætningen mellem
den romantiske Idealisme og den prosaiske
Snusfornuft). — I Kunsten og Litteraturen
finder vi en egen Svingning mellem en i. og en
realistisk Retning, en Omdrejningens Lov, der
ikke blot virker fornyende og forfriskende ved
Afveksling, men aabenbarer den evige
Spænding og Brydning mellem Ideal og Realitet, der
gør, at snart det ene, snart det andet Moment
faar Overtaget i Menneskets Sind. Den
æstetiske Idealist vil i Kunsten særlig fremstille
Ideer og Idealer, det menneskelig
betydningsfulde, Livet, som det bør være, o. s. v. I den
æstetiske Betragtning har han særlig Øje for
Virkelighedens Endelighed og
Ufuldkommenhed og føler Trang til at harmonisere,
forskønne og idealisere, hvad der kan føre til en
ren blodløs Idealisme, hvor Fantasien svæver
over og uden om Tingene i tomme Idealer, ell.
til, at han i sin Stræben efter »den blaa Blomst«
forvilder sig ind i det rent romantiske,
mystiske, vilkaarlig symbolske o. s. v. Han bliver let
ufølsom over for en Formskønhed, der ikke
synes at være Symbol for noget idealt, og i sit
kunstneriske Foredrag bliver han let
sentimental ell. uanskuelig og taaget. Den æstetiske
Realist vil give Virkeligheden og dens Former,
som de er, Livet, som det er; han er overbevist
om det virkeliges Værd, ser ogsaa det inderlig
værdifulde i det smaa, ser derfor fornøjet paa
Fænomenet, som det er, resignerer over for
Nødvendigheden, er retfærdig over for den
formelle Skønheds Værd og mistænksom over for
Idealer, der ikke retfærdiggør deres Bet. ved
fuldt at indgaa i den anskuelige Form. I sin
Reaktion mod al forloren Idealisme og usand
Forskønnelyst kan han ogsaa forvilde sig ind
i en Realisme, der fortrinsvis søger sine Emner
i det raa, lave, jordbundne og tyder Livet
plumpt, driftsbundent og sanseligt. Men
bortskærer vi Udvæksterne af de to Retninger, saa
er Forskellen mellem dem egl. kun en
Gradsforskel. Idealistens Fantasiretning har sin faste
Rod i Livets Virkelighed, der ogsaa frembyder
et idealt Indhold, og omvendt Realisten og
Naturalisten maa ogsaa idealisere ɔ: forstærke,
lutre, typisere. Der er her Tale om en forsk.
Retning i Idealiseringen. I sin Fremstilling
maa Kunstneren altid træffe et Valg mellem
de Formelementer, som Virkeligheden
frembyder, og han kan nu særlig interessere sig for
Ligevægt og Harmoni (ideal Skønhed og
Frihed) ell. for Livets kraftige, udprægede
Udtryk, for det karakteristiske. I første Tilfælde
er han i. vendt, i andet realistisk. Realisten
kan igen være bøjet i to Retninger: han kan
tilstræbe portrætagtig Fremstilling af en
bestemt Model, søge at give Virkeligheden og
Individualiteten med alle tilfældige,
karakteristiske Biomstændigheder, ikke gyse tilbage fra
noget Træk og er da Naturalist, ell. han kan
give Individualiteten realt og individuelt, men
saaledes, at det almene skinner igennem, og
er da typisk Realist. Ogsaa Idealisten
individualiserer og typiserer, men særlig i Retning
af menneskelig Harmoni og Fuldkommenhed,
saaledes som selve Livets Udviklingslinier
viser hen til dem.
Cl. W.
Idealitet, egl. den Egenskab blot at
eksistere eller gælde i Forestillingen, men Ordet
bruges i vekslende forsk. Betydninger. Vi
tillægger et Menneske I., naar hans Aand er
bevæget af Ideer og Idealer og rettet mod
højere Maal. Ved et Kunstværk betegner I.
den Ejendommelighed, at det har noget idealt
til Indhold, ell. at Indholdet er rykket ud af
Virkelighedens Ramme (se Ideal og
idealisere), og medbestemt ved den kunstneriske
Subjektivitets Stemning og Syn.
Cl. W.
Ideassociation, d. s. s.
Forestillingsassociation (se Association, Forestilling,
Hukommelse).
ideel (gr.), hvad der kun er til i Tanken,
ligger uden for Virkeligheden (modsat reel).
Smlg. Ideal.
ideel Produktion betegner de
Virksomheder, der gaar ud paa at skabe
Aandsfrembringelser og som derved staar i Modsætning
til den Produktion, der er rettet paa at
frembringe materielle Goder. Til den i. P. henregnes
navnlig Virksomhed som Forfatter og Kunstner,
idet i sidste Tilfælde ikke det konkrete
Kunstværk, men den kunstneriske Idé betragtes som
Virksomhedens Genstand. Endvidere henregnes
hertil Virksomheden som Opfinder, skønt denne
nærmest er en Hjælpevirksomhed i den
materielle Produktions Tjeneste. Først i nyere Tid
har den i. P. opnaaet Lovgivningens
Beskyttelse, der dog i Reglen er tidsbegrænset,
saaledes at den ophører efter Udløbet af et vist
Tidsrum. Se i øvrigt Forfatterret,
Fotografibeskytlelse, Kunstner-Eneret,
Mønsterbeskyttelse og Patentret.
N. C.
Ideler [’idələr], Christian Ludwig, tysk
Astronom (1766—1846), var fra 1794 som kgl.
Astronom Beregner af den officielle Almanak
i Preussen, blev 1810 Medlem af Akademiet i
Berlin og 1821 Universitetsprofessor smst. I.
har væsentlig vundet et Navn ved sin
»Handbuch der mathematischen und technischen
Chronologie« (2 Bd, 1825—26), omarbejdet som
»Lehrbuch der Chronologie« (1829, ny Udg.
1883), der nu er erstattet af Ginzel’s Handbuch.
Ved Siden heraf har I. skrevet »Historische
Untersuchungen über die astron.
Beobachtungen der Alten« (1806), »Untersuchungen über
den Ursprung und die Bedeutung der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
