Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ilchester - Ild - Ildaander - Ildbuk - Ilddisciplin - Ildefonso - Ildefonso-Alterbilledet - Ildefonso-Gruppen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ilchester [’i£t∫istə], Flække i det
sydvestlige England, Somersetshire, ligger 27 km SØ.
f. Bridgewater ved Floden Yeo ell. Ivel.
Tidligere var I. en betydelig Handelsby, og indtil
1832 sendte den 2 Medlemmer til Parlamentet.
Overgangen fra Landevejs- til Jernbanetrafik
gjorde det af med dens kommercielle Liv, og
den har nu næppe 600 Indb.
G. Ht.
Ild. Hos alle ariske Folk findes der primitive
Forestillinger om I.’s beskyttende og
helbredende Kraft. Hávamál siger da ogsaa, at I. er
det bedste mod Sygdom. Disse Anskuelser viser
tilbage til en Periode, da man tilbad I. I den
videnskabelige Medicin« er I. et gl. Middel, og
Hippokrates siger i en berømt Aforisme, at
hvad Medikamenter ikke kan helbrede,
helbredes ved Jernet, hvad dette ikke kan
helbrede, helbredes ved I., men hvad denne ikke
kan helbrede, er inkurabelt. Terapeutisk
anvendes ferrum candens ɔ: glødende Jern endnu.
Folkemedicinsk var I. ikke direkte anvendelig,
men den indgaiar i mangen sympatetisk Kur.
Man kastede Ting, der havde været i Berøring
med den Syge, i I. og mente derved at kunne
udrydde Sygdommen, idet denne opfattedes
som noget materielt, der kunde overføres til
livløse Genstande, som I. kunde tilintetgøre.
Størst Bet. fik I. dog ved Brandofferet, der
fandt St. for at formilde Dæmonerne. Soden,
Røgen, Asken, de tilbageblevne Knoglerester
og selv Stenene fra Arnen, hvor Ofringen fandt
St., blev »anvendt som Medikamenter. Edda’s
anden Gudrunssang omtaler en Glemselsdrik,
der indeholder Sod, og dette Stof fandt ogsaa
Anvendelse hos ikke-nordiske Folk, Grækerne
f. Eks. benyttede det mod Skorpionstik. Askens
medikamentelle Anvendelse findes omtalt hos
Inder og Ægyptere og gik herfra over i den
græsk-romerske Medicin, hvor den brugtes som
kosmetisk Middel. Folkemedicinen lærte ad
empirisk Vej, at den var gavnlig mod
Hudsygdomme. I alle Lande findes den Forestilling,
at Asken indeholder en Del af de virksomme
Kræfter i hele Legemet. Derfor indeholdes i
de folkemedicinske Opskrifter den Bestemmelse,
at Asken skal kastes i Havet ell. spredes for
alle Vinde, en Skik, der bruges den Dag i
Dag. — Da Sygdom opfattedes som et Udslag
af Dæmonernes Virksomhed, søgte man at
hemme denne ved at tænde Baal, navnlig ved
Sværmetiderne (f. Eks. Jævndøgn, Skt
Hans-baal, Valborgsblus). Man rensede sig for
Sygdom og beskyttede sig mod den ved at springe
over Ilden, og man kastede sorte (ɔ: til
Underverdenen viede) Dyr ind i den som Offer til
Dæmonerne. Længe efter at Dæmontroen var
afløst af andre religiøse Forestillinger, tændte
man Baal paa Gaderne og paa Højene for at
»rense« Luften, naar der var Epidemi. Ved
saadanne Lejligheder var det ogsaa, at man
»drog« ell. »savede« Ild (se Nødild), idet
man under bestemte Ceremonier frembragte Ild
ved Gnidning og tændte Baal med den. Gennem
dette blev saa Kreaturerne drevne for at
undgaa Kvægpest o. l. Skikken har været udbredt
over hele Europa.
J. S. J.
Ildaander, se Elementæraander.
Ildbuk kaldes de Jernstativer, som bruges
paa aabne Arner og i
Kaminer, og som tjener til at
holde Brændeveddet oppe fra
Ildstedets Gulv, saa at
Lufttrækket under det kan
fremme Forbrændingen. Paa
aabne Arner har I. gerne 4 Ben,
i Kaminer bruges derimod
sædvanlig et Par trebenede
I., hvis forreste Ben løber
sammen til en
Opstander.
Dette Forparti
smykkes gerne
med
kunstfærdigt Arbejde,
enten af Jern
ell. af
kostbarere Metaller.
Især i 17.—18.
Aarhundrede udformedes I. til hele
Pragtstykker.
C. A. J.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
