Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ildtaktik - Ildtegn - Ildtilbedelse - Ildtorn - Ildtændere - Ildvaaben - Ildvævere - Ile (Ø) - Ile - Ile - Ile-de-France - Ile-du-Diable - Ile d'Yeu - Ileocøkalklap - Ileotyphus - Ilerda - Ilergeter - Ilerousse - Ile Royale - Iles des Saintes - Iles Malouines - Ileum - Ileus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Skyttelinien) blev Fodfolkets egl.
Kampformation, medens Kolonnens Anvendelse i selve
Kampen trængtes i Baggrunden. I. krævede
en systematisk Anvendelse af Masseilden, hvis
Ejendommeligheder i 1880’erne, navnlig i
Tyskland og Frankrig, gjordes til Genstand for
vidtgaaende Undersøgelser, hvis Resultat senere
udformedes i de forsk. Landes Eksercer- og
Skydereglementer. Efter den stærke Udvikling
af Artilleriet og de svære Mitrailleuser
(Maskingeværer) under Verdenskrigen og efter at
Fodfolket har faaet tildelt et stort Antal lette
Mitrailleuser samt Ledsagekanoner, Gevær- og
Haandgranater m. v., har den systematiske
Masseskydning med Gevær atter tabt i Bet.,
navnlig for de større Skudafstandes Vedk.
(E. P.). C. Q.
Ildtegn menes at foreligge i de
skaalformede Fordybninger, der optræder talrigt ved
Siden af Solhjul o. l. Tegn paa Klippeblokke
o. a. Genstande fna Urtiden baade i Norden
og andensteds. Længe var Oldforskerne uenige
om Opfattelsen. 1915 fremsatte Folkloristen
Niels Sørensen den Tydning, at disse Tegn var
I., forestillende Arnegruber; hans Afh. er
genoptrykt i den hist. Aarbog »Skivebogen« (1917).
Sophus Müller har ligeledes senere opfattet
de nævnte Fordybninger som I., idet han dog
snarere vil tyde dem som Efterligninger af de
Gnidningsspor, der fremkommer ved Brug af
det primitive Ildtændingsapparat. Jfr »Aarb. f.
nord. Oldkynd.«, 1917.
G. S-e.
Ildtilbedelse, se Pyrolatri.
Ildtorn, Benævnelse for Cotoneaster
Pyracantha (se Cotoneaster).
Ildtændere benyttes til Optænding af
Brændslet paa Ildsteder, navnlig Kakkelovne.
De fremstilles enten af Høvlspaaner, der er
imprægnerede med Harpiks, Tjære, Beg e. l. og
derpaa rullede sammen, ell. af Træstykker, Tørv,
Papir, imprægnerede paa lgn. Maade ell. med
andre brændbare Stoffer, endvidere af Savsmuld,
Koksstøv, Tørvesmuld o. l. der først
imprægneres og derpaa presses i passende Forme.
Man har ogsaa I. af et porøst Stof, f. Eks.
Ler, der er blandet med Savsmuld o. l.,
saaledes at det efter Brændingen, ved hvilken
Savsmuldet brænder bort, bliver særlig porøst,
og som hver Gang, inden det bruges, dyppes
i Petroleum e. l. Saadanne I. er oftest, for at
man kan opnaa en særlig kraftig Forbrænding
af Brændstoffet, forsynede med
Gennemboringer, der bevirker et stærkt Lufttræk.
K. M.
Ildvaaben, tidligere brugt Fællesbenævnelse
for de Skud- og Kastevaaben, ved hvilke
Drivkraften frembragtes ved Krudtets Eksplosion.
(E. P.). C. Q.
Ildvævere (Pyromélana, Eupléctes), en
Slægt med 16 Arter, hørende til Væverfinkerne
(Spermestinæ); som saa mange andre af denne
Gruppe er fl. Arter af I. yndede Burfugle, som
jævnlig føres til Europa. Medens Hunnen,
Ungerne og Hannen uden for Yngletiden er meget
uanselig farvede, er Hannens Pragtdragt
overordentlig smuk med gule, røde og sorte
Farver, medens ofte store Dele af Fjerklædningen
er forlænget. Føden bestaar mest af Frø;
Æggene lægges i en løst vævet Rede, der
anbringes paa Jorden mellem Græs. Afrika er
Slægtens Hjemsted. Mest kendt er
Orangevæveren (P. franciscana Isert), med en
Blanding af fløjelssorte og kraftig røde Farver.
Den lever i Østafrika. Rejsende beskriver det
som et højst ejendommeligt Syn at se Flokke af
Hanner i de modne Kornmarker, hvor de i
øvrigt skal anrette ikke ringe Skade. Til
Europa bringes den ofte, er en alm. Burfugl, der
ret let bringes til at yngle. Ogsaa fl. af de
øvrige Arter er kendte, om end mindre hyppig
holdte, Burfugle.
O. H.
Ile [i.l] (fr.) (tidligere skrevet Isle), Ø.
Ile [’i.le.], i det gl. Sparta Navnet paa de
Afdelinger, hvori Drengene, som opdroges under
Statens Tilsyn, var inddelte. Drengene inden
for samme I. var jævnaldrende; fl. I. forenedes
igen til en Bua. I andre gr. Stater var I. Navnet
paa en Rytterafdeling.
H. H. R.
Ile kaldes i Norge en Kilde, en
opspringende Vandaare. Oldn. ila, hvoraf Stedsnavnet
Ilevollene ved Trondhjem o. fl.
Sammensætninger med vin (Ilin, nu Ilen, Ile).
H. F.
Ile-de-France [’i.l-dö-’frã.s], Prov. i det
nordvestlige Frankrig omkr. Paris. Den
begrænsedes af Picardie mod N., Champagne mod
Ø., Orléanais mod S. og Perche samt Normandie
mod. V. Nu svarer den til Dept Seine og store
Dele af Seine-et-Oise, Seine-et-Marne, Oise og
Aisne. Navnet Ile synes at hidrøre fra, at man
opfattede denne Prov. som en Slags Ø, omgivet
af Floder paa næsten alle Sider (Seine, Marne,
Oise, Aisne og Ourcq).
G. Ht.
Ile-du-Diable [’i.l-dy-’dia.blö], se
Djævleøen.
Ile d’Yeu [’i.l-di’jø], se Dieu Ile.
Ileocøkalklap [’i-se-], d. s. s. den
Bauhin’ske Klap.
Ileotyphus [’i’leo’tyfus], se Tyfus.
Ilerda (nu Lerida) var i Oldtiden Navnet
paa Ilergeternes Hovedstad i det nordlige
Spanien. Her besejrede Cæsar 49 f. Kr. Pompejus’
Legater Afranius og Petrejus.
H. H. R.
Ilergeter, Oldtidsfolk i det nordlige Spanien
mellem Pyrenæerne og Ebro.
H. H. R.
Ilerousse [i.l’rus], Isola rossa, Havneby
paa Nordsiden af Øen Corsica, Arrond. Calvi,
ligger 24 km ØNØ. f. Calvi ved en lille Bugt,
lige over for en lille Gruppe Øer af rød Granit
(Iles-Rousses), hvoraf Navnet. (1911) 1791
Indb. I. har en betydelig Handel med
Olivenolie og staar i regelmæssig
Dampskibsforbindelse med Marseille, Toulon og Nizza.
G. Ht.
Ile Royale [’i.l-rwa’jal], se Cape Breton.
Iles des Saintes [’i.l-dæ-’sæ.t], en lille fr.
Øgruppe i Vestindien S. f. Guadeloupe, 17,6
km2, bestaar af 7 Klippeøer, Resterne af to
sprængte Kratere. Det højeste Punkt er
Chameau paa Øen Terre Haute (316 m). De c. 1500
Indb. lever af Landbrug og Fiskeri.
M. V.
Iles Malouines [’i.l-ma’lwin], se
Falklandsøerne.
Ileum [’i’-], Tyndtarm, se Tarmkanalen. —
Os ilium ell. os ilei d. s. s. Hofteben, se Bækken.
Ileus [’i.ləus] er i Lægevidenskaben brugt
om et Sygdomsbillede, hvis
Hovedejendommelighed er Standsning af Tarmvirksomheden,
ved at der i et længere Tidsrum ikke afgaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
