Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Immunitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Beføjelse, der dog til en vis Grad ogsaa
kunde have et andet Grundlag, navnlig det at
Godsets Beboere var ufri ell. halvfri og som
saadanne privatretlig afhængige af Godsejeren.
Den i I. liggende Frihed for Skatter og
offentlige Ydelser af anden Art samt for at være de
sædvanlige Myndigheders Jurisdiktion
underkastet, var dog ikke ubegrænset. Visse Ydelser
forbeholdtes, og ikke alle Retssager mod
Godsets Beboere kunde paadømmes af
Immunitetsherren ell. hans Embedsmænd, hvilke i øvrigt
inden for de gejstlige Immunitetsomraader
ofte indtog en saa selvstændig Stilling, at I.
snarere kom dem end Kirken tilgode (se
advocatus ecclesiæ). M. H. t. I.’s Udstrækning
varierede Reglerne i øvrigt ret stærkt, og de
mest begunstigede gejstlige og verdslige
Stormænd kom efterhaanden i Besiddelse af saa at
sige al offentlig Myndighed paa deres Godser,
ogsaa den dømmende Myndighed i de største
Sager, og fik Ret til at oppebære næsten alle
de Ydelser, som Beboerne ellers erlagde til
Kongen, i hvert Fald de ordinære. Paa denne
Maade blev I. en af de Institutioner, som
væsentligst bidrog til Udvikling af den i den ældre
Middelalder herskende Feudalisme (se
nærmere Lensvæsen).
Kirkens I. hvilede som ovenf. nævnt i den
frankiske Tid ikke paa nogen alm. Retsnorm,
men paa spec. Privilegier ell. anden særlig
Adkomst, og kom derfor ikke Kirkegodset som
saadant, men kun bestemte kirkelige
Institutioner tilgode, fortrinsvis dem, som ejede meget
Gods. Kirken gjorde heller ikke paa denne Tid
ell. i de nærmest flg. Aarhundreder Krav paa
alm. Skattefrihed, og endog de med I.
udstyrede Institutioner maatte i Virkeligheden
paa mange Maader bidrage til Statens
Fornødenheder; navnlig kunde der i særlige
Tilfælde paalignes dem ekstraordinær Skat.
Overfor denne Beskatning og endnu mere overfor
den, der udgik fra laverestaaende Magthavere,
f. Eks. Købstæderne, rejste Kirken imidlertid
siden 12. Aarh. principiel Opposition, og
Laterankoncilierne 1179 og 1215 forbød under
Trusel om Ekskommunikation i al Alm. verdslige
Myndigheder at paalægge Kirken Skat ell.
andre Byrder, medmindre Biskop og Klerus
efter indhentet Samtykke af Paven i særlige
Tilfælde indvilgede deri. Dette Krav om Frihed
for offentlige Byrder (immunitas ecclesiastica)
har den kat. Kirke sidenhen stadig fastholdt,
saaledes endnu i 19. Aarh. i den saakaldte
Syllabus errorum af 1864 (se Syllabus), og
i Middelalderen, og i de kat. Lande ogsaa
udover denne, anerkendtes Kravet ogsaa i vidt
Omfang, selv om det ikke faktisk beskyttede
Kirken mod Beskatning, der jo ogsaa efter det
anførte var tilladelig, naar den selv bevilgede
den. Om Forholdet i Frankrig, hvor Kirken
siden 16. Aarh. ydede betydelige faste Bidrag
til Statshusholdningen, men under en
ejendommelig Form, se don gratuit.
I Danmark begyndte Kongerne allerede
i 11. Aarh. at meddele forsk. kirkelige Stiftelser
Immunitetsprivilegier og hermed fortsattes
senere, saa at efterhaanden vistnok alle
Bispestole, Kapitler, Domkirker og Herreklostre
kom i Besiddelse af saadanne Privilegier, der
dog kun ansaas for gældende for den
udstedende Konges Regeringstid, hvorfor de maatte
fornyes ved Tronskifte, hvad imidlertid siden
14. Aarh. blev en blot Formsag. Bortset fra den
første Tid, hvor Privilegierne tildels havde en
særlig Karakter, gik de i Alm. ud paa at
fritage Kirkegodset for de ordentlige offentlige
Byrder, som ellers hvilede paa Jorden, dog i
Reglen med visse Undtagelser, samt, navnlig
siden Midten af 13. Aarh., paa at udelukke
Kongen og hans Embedsmænd fra at kræve
Bøder o. a. lgn. Ydelser af Kirkens Undergivne,
naar de forbrød sig. Meningen hermed var
ikke, at alle de nævnte Ydelser skulde falde
bort, men at de i St f. Kongen skulde tilfalde
vedk. kirkelige Stiftelse, og dette udtaltes ogsaa
ofte udtrykkelig. Om der i Udelukkelsen af
Kongens Ret til at kræve Bøder tillige laa, at
Jurisdiktionen over Kirkegodsets Beboere i
større ell. mindre Omfang skulde udøves af
Kirken selv, er ikke altid klart, men adskillige
kirkelige Institutioner kom faktisk i Besiddelse
af en saadan Ret, og hvor dette ikke var
Tilfældet, oprettedes i hvert Fald ofte særlige
Birketing paa Kirkegodset. Ekstraordinære
Skatter omfattedes opr. ikke af Privilegierne,
og i Udredelsen af dem maatte Kirken sikkert
i Reglen deltage, indtil den siden Midten af
15 Aarh. opnaaede delvis Fritagelse derfor.
Heller ikke udelukkede Privilegierne, at
Biskopperne som kgl. Lensmænd havde visse
militære Pligter, og saadanne blev i Slutn. af
Middelalderen ogsaa gjort gældende mod en
Del af Klostrene og siden Frederik I’s Tid mod
alt det privilegerede Kirkegods. Sognekirker og
Sognepræsteembeder var ikke udstyrede med
Immunitetsprivilegier, men om de sidste gjaldt
den alm. Regel, at Præstegaarden var skattefri.
Da det immune Kirkegods efter Reformationen
for største Delen inddroges under Kronen,
forsvandt ogsaa I. Dog bevarede Domkapitlerne,
der en Tid lang vedblev at bestaa som særlige
Stiftelser, tildels deres I., og i hvert Fald i det
16. Aarh. beskattedes Gejstligheden personligt
ogsaa sjældnere end de øvrige Stænder.
Efterhaanden som Tiden gik, tabte Levningerne af
den middelalderlige Opfattelse sig dog mere og
mere. Gejstlighedens Privilegier af 24. Juni
1661 tilsikrede den kun Frihed for
Indkvartering, og i Nutiden er enhver Særstilling for
den m. H. t. de offentlige Byrder, ogsaa den
indtil 1912 bestaaende Særstilling i Henseende
til Værnepligt bortfaldet. Derimod gælder i
Henh. t. nyere Love den Regel, at
Kirkebygninger og Kirkegaarde er fritagne for
Ejendomsskyld og for personlig Kommuneskat.
Ogsaa det adelige Gods nød her i Landet
siden Midten af Middelalderen Forrettigheder
i Henseende til Beskatning og, Retspleje, men
da disse Forrettigheder, der for største Delen
hvilede paa alm. Lovbestemmelser, ikke som
Kirkens paa spec. Privilegier, ikke i danske
Kilder betegnes som I., skal de ikke omtales
nærmere i denne Sammenhæng.
I. (immunitas ecclesiæ) brugtes ogsaa i den
kanoniske Ret om Kirkens Asylret (s. d.),
derimod ikke om Gejstlighedens Unddragelse fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
