Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Impedans - Impedimenta matrimonii - impenetrabel - Impennes - impensæ - Imperativ - Imperativ - imperativt Mandat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Impedans, i Vekselstrømslæren et Udtryk
for den tilsyneladende Modstand i en
Vekselstrømskreds hidrørende fra Modstand,
Selvinduktion og Kapacitet i Kredsen. I. maales i
Ohm. I en Strømkreds uden Selvinduktion og
Kapacitet bliver I. = den alm. ohm’ske
Modstand. Se elektriske Maaleenheder.
R. J. J.
Impedimenta matrimonii, Hindringer for
Ægteskabet ell. rettere for dettes Stiftelse. Da
baade det borgerlige Samfund og fra gl Tid
Kirken har haft stor Interesse i, at
Ægteskabet kun blev indgaaet af og mellem Personer,
som efter de vekslende Tiders Opfattelse
egnede sig dertil, har kirkelig og borgerlig Ret
altid opstillet en hel Række
Ægteskabsbetingelser (s. d.), d. v. s. negative og positive
Betingelser, som maa oplyses for Præsten eller
den borgerlige Myndighed, før end denne tør
foretage Vielsen. Nogle af disse Betingelser,
særlig at Parten ikke allerede er gift, ell. at
Parterne ikke er meget nær beslægtede ell.
besvogrede (se Blodskam), har en saa stor
Vægt, at Ægteskabet, om Vielsen alligevel sker,
erklæres for ugyldigt ell. omstødeligt (i.
derimentia). Andre har ikke denne Virkning. Naar
f. Eks. Ægteskab er indgaaet med en Person,
der er noget under den lovpaabudte Alder, ell.
uden at Forældres Samtykke til Umyndiges
Ægteskab var behørig indhentet, vilde det
socialt og personligt være alt for skadeligt, om
Ægteskabet ikke skulde opretholdes (i. tantum
ell. impedientia). De fleste moderne
Lovgivninger sondrer omtr. paa samme Maade mellem
de to Grupper af Ægteskabshindringer. Dette
gør ogsaa gældende dansk Ret og Forslaget til
Ægteskabslov. I sv. Ret var indtil
Ægteskabsloven af 1915 næsten alle i. derimentia.
V. B.
impenetrabel (lat.), uigennemtrængelig,
uudgrundelig.
Impennes, opr. brugt som Betegnelse for
Pengvinslægten, Aptenodyles, senere ofte for
hele Pengvingruppen.
O. H.
impensæ (lat.) ɔ: Bekostninger, Udgifter.
Ved i. forstaas i rom. Ret de Bekostninger,
som Besidderen af en Andens Ting som
godtroende ell. ondtroende possessor for sig selv
anvender paa Tingen. For saadanne
Bekostninger havde possessor i visse Tilfælde et Krav
paa Erstatning hos Ejeren. For i. necessariæ
(nødvendige Bekostninger) kunde Erstatning
kræves baade af den godtroende og den
ondtroende possessor, dog ikke af Tyven. En
Forudsætning var det, at i. ikke var anvendt til
at raade Bod paa en Skade, for hvilken
possessor var ansvarlig over for Ejeren, samt at
de ikke paaviseligt var i Strid med Ejerens
individuelle Interesse. Inden for unødvendige
Bekostninger skelnedes mellem utiles og
voluptariæ. For i. utiles, hvorved vistnok i Alm.
forstodes saadanne Bekostninger, som efter den
gængse Opfattelse forøgede Tingens
Omsætningsværdi, havde som Regel den godtroende,
men ikke den ondtroende possessor Krav paa
Godtgørelse. For i. voluptariæ, hvorved
forstodes saadanne Bekostninger, som efter den
gængse Opfattelse kun havde individuel Bet.,
kunde som Regel ingen kræve Erstatning.
Erstatningens Størrelse bestemtes ved Tingens
forøgede Værdi i det Øjeblik, da Ejeren fik
Tingen. De possessor tilkommende
Erstatningskrav var som Regel ikke beskyttede ved en
Klageret (actio), men kunde kun gøres
gældende ved Retention (Tilbageholdsret), indtil
possessor var fyldestgjort for Bekostningerne. M.
H. t. dansk Ret henvises til Bekostninger
og Borttagelsesret.
C. W. W.
Imperativ (lat.) betegner hos Kant en almen
etisk Regel, der fremtræder som et Bud; den
er hypotetisk, hvis den kun gælder de
Midler, der er nødvendige for at opnaa visse
Formaal, som den altsaa forudsætter ell. er
betinget af, den er kategorisk,
ubetinget gyldig, hvis den befaler en Handling i og
for sig selv; som saadan kan den ikke udsige
noget om Handlingens Indhold, men kan kun
fordre, at den personlige Grundsætning, der
ligger bag ens Handling, skal være saadan,
at man kan ville, at den skal være en almen
Naturlov.
Edg. R.
Imperativ (lat.) er i Grammatikken
Benævnelse paa en af Verbets Modi (se Modus).
Det danske Navn er Bydemaade. I nogle
indo-europæiske Sprog forekommer en I., der
synes at have bestaaet helt fra Grundsproget.
Men i de fleste Tilfælde forefindes der i
indoeuropæiske Sprog I. af nyere Oprindelse. —
Talbøjningen har i Dansk holdt sig i Brug i
det daglige Samtalesprog ned imod vor Tid,
men er nu forsvunden undtagen i et og andet
Almuemaal i en Afkrog i Landet. I
gammeldags, højtidelig og højstemt Sprogbenyttelse
bruges Flertalsformen dog endnu.
P. K. T.
imperativt Mandat (lat.). I de lovgivende
Forsamlingers Barndom var det Regel alle
Vegne, at de valgte Repræsentanter fik
bindende Paalæg (i. M.) af deres Vælgere og ikke
maatte handle imod deres Instruktioner, idet
de Valgte ansaas ligefrem som Vælgernes
Fuldmægtige, af hvem de ogsaa fik Diæter til
Underhold paa Rigsdagen. Kom der paa
Parlamentet ny Spørgsmaal frem, hvorom den
Valgte ikke havde faaet Instruktioner, havde han
at tage Udsættelse, til han fik talt med sine
hjemmeværende Mandanter, og handlede han
imod Instruktionerne, kunde han kaldes
tilbage af Vælgerne, der havde det praktiske
Middel dertil at ophøre med at betale ham
Diæter.
Saaledes var Opfattelsen alle Vegne i
Stændertiden, i England, Sverige, Tyskland o. a.
Steder. Først i 18. Aarh. bryder en ny
Opfattelse igennem. I England protesterede
saaledes Burke 1774 mod, at han skulde være
bundet af Vælgernes Instruktioner, idet han i sin
Valgtale i Bristol udtalte: »I vælger ganske vist
et Medlem, men naar I har valgt ham, er han
ikke Medlem for Bristol, men Medlem af
Parlamentet«. I Sverige søgte endnu 1743
Vælgerne i Sthlm at kalde en Rigsdagsmands
Mandat tilbage, fordi han ikke vilde føle sig
bundet af deres Mandat, men Rigsdagens
Stænder optraadte med Kraft herimod og
straffede strengt dem, der var optraadt som
Hovedmænd for den ubetænksomme og
statsfarlige Lære, at de Valgte kun var Fuldmægtige for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
