Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 262 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - in corpore - incredibile visu - Incroyables - Incubus - in curia - Incus - Incusi - in coena domini

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

in corpore (lat.), som en Helhed,
fuldtallig (om en Forsamling, en Institutions
Medlemmer).

incredibile visu (lat.), utroligt at se.

Incroyables [ækrwa’jabl_ö] (fr.: »utrolige«)
var et Navn, man gav de unge fr.
Modeherrer 1796, iflg. Littré, dels fordi de affekterede
Forbavselse over alt, hvad de hørte, og
ledsagede det med »Nej, det er utroligt«!, dels
p. Gr. a. deres utrolig barokke Klædedragt og
Væsen. De undgik for første Gang i den Tid,
Moder havde været kendte, at stræbe efter det
klædelige og tiltrækkende, men søgte tværtimod
bevidst at udmærke sig ved det hæslige, en
Sygdom, vi i 20. Aarh. har set bryde ud
hos de wienske Gigerls. I.’s lange
Nakkehaar var sat op i en Dusk paa
Issen ved Hjælp af en stor buet Kam, hans
Tindinghaar hang ned paa Skuldrene i lange uredte
Tjavser, som man kaldte Hundeører (oreilles de
chien). I Ørene enorme Metalringe; han gik med
store Briller eller brugte uafladelig Stanglorgnet, da Nærsynethed var
obligatorisk. Paa Hovedet en
Skæppehat. Om Halsen gik han med et
Tørklæde lagt saa bredt og stift, at han kunde
gemme Ansigtet til Næsen deri. Hans Kjole
var bredskødet og firskaaren med
Brystoverslag saa rigelige, at de faldt langt ud over
Armene; dens Ærmer var saa lange, at
Opslagene gik ud til Fingerspidserne og maatte
bæres opsmøgede. Hos Skrædderen bestiltes
Kjolen saaledes, at den saa ud som krøllet, og
navnlig slog den utallige Tværfolder over
Ryggen og dannede Pukkel. Vesten var
tværstribet. Benklæderne var hverken Knæbukser ell.
Pantalons, men naaede ned paa Læggene og
var syede, saa de kunde vrides i Skruegang
om Benene og gøre ham dygtig kalveknæet.
Forneden bandtes de med store Baandkvaster.
Strømperne skulde ogsaa være skruede. I.
gik med Halvstøvler, Snuderne var sylspidse
og vendte opad; Skaftet var for og bagtil
tilskaaret i lange Snabler. Kalvekrøs og
Man-sketter forkastedes. I Haanden havde han en
Knortekæp, ofte en snoet Vinranke
(Ziegenhainer). Bevægelserne gjordes saa snoede som
muligt, og det skruede var ogsaa
gennemgaaende her. Da Emigranterne kom tilbage ved
denne Tid med sirlig opsat Frisure og
pudrende, viste de ellers fredelige I. deres Foragt
for disse Gengangere ved at lade sig frisere
à la Caracalla, Titus ell. Brutus, det vil sige
kortklippede med en Mængde Purhaar ned
over Panden, som vi kender det fra Baggesen’s
Haarsæt. Frisurekrigen udartede til Slagsmaal
paa Gaderne, indtil det republikanske Politi
forbød det gammeldags Haarsæt som tendentiøst
politisk. I.’s Taabeligheder gik snart over, de
svandt efter Bonaparte’s Statskup 18.
Brumaire 1799. Man brugte ogsaa Benævnelsen I.
om Damer af samme Modesmag, men de maa
ikke forveksles med Merveilleuserne,
der var Fremtoninger af en anden Nuance. Af
de mandlige I.’s Klædedragt fik kun Hatten
Lov til at leve ind i 19. Aarh., og Navnet blev
hængende ved den (se
Hovedbedækning).
Bernh. O.

Incroyable 1796.

Incubus [’en’-], ond Aand, Spøgelse eller
Djævel, der sniger sig til Samleje med sovende
Kvinder (jfr Succubus). Allerede tidlig er
Forestillinger af denne Art fremkomne; de
magiske Skr fra Ninive omtaler saaledes
mandlige og kvindelige Dæmoner, der kaldes »de
natlige betvingende, hvis Omfavnelser hverken
Kvinde ell. Mand i Søvne kan modsætte sig«.
Ogsaa i den klassiske Oldtid synes denne
Overtro at have været ret udbredt (se Faunus);
sin største Udbredelse og Bet. fik den dog i
Hekseprocessernes Dage, hvor enhver Heks
antoges at have sin særlige I. Lærde Mænd
diskuterede i fuldt Alvor, om der kunde avles
noget efter en saadan Forbindelse mellem
Mennesker og Djævle, hvorledes dette kunde
antages at gaa for sig, og hvilken Natur
Produktet vel kunde have. Kun for det sidste
Punkts Vedk. blev der til Dels opnaaet
Enighed: saafremt der avledes et Barn, da var det
ikke et Menneske, men en Djævel i
menneskelig Skikkelse (jfr Bodinus, De magorum
dæmonomania, Basel 1581, 2. Bog, 7. Kap.). —
Oprindelsen til Troen paa I. har utvivlsomt
været seksuelle Drømme, der kan fremkaldes
ved forsk. naturlige Aarsager; i hvert Fald er
det godtgjort, at Drømme af denne Art har
spillet en væsentlig Rolle ved de europ. Hekses
Tro paa deres natlige Oplevelser (se Hekse
og Heksesalve).
Alfr. L.

in curia (lat.), i Raadhuset.

Incus [’en-], Ambolten, se Øre.

Incusi (ɔ: númmi), en Klasse af ældgamle
Sølvmønter fra det gl. gr. Syditalien (Sybaris,
Kroton, Tarent, Metapont o. fl. Byer, samt
Region og Genbobyen paa Sicilien, Messana).
De er temmelig tynde, men ofte store. Præget
er ophøjet paa den ene, fordybet paa den
anden Side, dog altid med 2 forsk. Stempler.
Smukke I. fra Sybaris og Siris viser som
Hovedfigur en Tyr, samt Paaskrift i gl
Bogstavtegn. Da Sybaris blev ødelagt 510 f. Kr.,
er de ihvert Fald ældre.
H. A. K.

in coena domini (lat.: »Ved Herrens
Maaltid«) kaldes den Samling af
Ekskommunikationsdomme, som aarlig paa Skærtorsdag
forkyndtes af Paven. Oprindelsen gaar tilbage
til 12. Aarhundrede; men det ældste kendte
Eksemplar stammer fra 1364 (Urban V).
Heri ekskommuniceres alle Kirkens
Fjender, ogsaa dem, der skatsætter Præsteskabet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>