Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indfyring - Indfæstning - Indfødsret - Indførsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gummivand. Den anvendes til at lette Antændelsen
af Satser og smøres paa med en Pensel til et
godt tykt Lag. Undertiden drysser man Krudt
derpaa, saa meget som vil hænge ved. Den
maa ikke tørres for hurtig i stærk Varme, da
den saa let brækker af.
H. H.
Indfæstning, se Fæste.
Indfødsret (Indigenat). Herved
forstaas oftest i moderne Ret, saaledes i dansk
Ret, det samme som Statsborgerret.
Udtrykket I. er imidlertid ældre, stammende
fra en Tid, da Undersaatterne endnu ikke alle
fuldt anerkendtes som Statsborgere, men hvor
der dog tillagdes de i Landet fødte visse
Forrettigheder fremfor Fremmede, og i nogle
Lande, saaledes navnlig i Norge bet. I. derfor
endnu noget fra den egl. Statsborgerret
væsensforskelligt.
I Danmark har der i den ældste
Middelalder som de fleste andre Steder været en
Tid, hvor Skellet mellem de Indfødte og de
Fremmede var meget skarpt, idet de sidste
til at begynde med var nærmest retsløse.
Allerede paa Landskabslovenes Tid er denne
Forskel dog i det væsentlige ophævet paa det
privatretlige Omraade, og selv paa det
offentligretlige kommer den inden Enevældens
Tidsalder nærmest kun frem deri, at de højere
Embedsstillinger som Medlemmer af Rigens
Raad og som Lensmænd ifl.
Haandfæstningerne kun kunde beklædes af indfødte
Adelsmænd, noget, der dog ikke altid strengt
overholdtes i Praksis. Under Enevælden lægges
der endnu mindre Vægt paa, om en Person
i streng Forstand er indfødt ell. ej, idet det
afgørende er, om han er fast bosat i Landet og
saaledes Kongens faste Undersaat ell. ej. Kun m.
H. t. de Adelen forbeholdte Privilegier
kræves det, at de maa ikke nydes af fremmede
Adelige, før de af Kongen er blevne
naturaliserede, D. L. 3—2—2 og 3. M. H. t. Borgerlige
var der derimod ingen Anledning til at
sondre skarpt mellem Indflødte og Fremmede,
da de sidste regelmæssigt nød lige Ret med de
første, saa snart de tog fast Bopæl her i
Landet, hvortil i Alm. ingen særlig Tilladelse
udkrævedes. Ja, for at opmuntre driftige
Fremmede til Indvandring, blev der endog ved
Privilegierne 11. Apr. 1685, 15. Maj 1747, 29.
Novbr 1748 og endnu 12. Febr 1802 tillagt
Reformerte o. a. Fremmede betydelige
Privilegier fremfor de Indfødte. En
gennemgribende Ændring heri skete først ved den saakaldte
I. af 15. Jan. 1776, der fremkaldtes af
Reaktionen mod Struensee’s tyske Regimente.
Denne Lov, der skyldtes Schack Rathlou og
Guldberg og udstedtes ved kgl. Kabinetsordre uden
om Statsraadet, havde til Hensigt at sætte Bom
for den Uskik, at Landets Embeder i et
urimeligt Omfang blev givet bort til Udlændinge,
og den slog derfor fast, at det fra nu af
skulde være en nødvendig Egenskab for at faa
Embeder i Kongens Riger og Lande, at den
Paagældende var født i Riget (Danmark,
Norge og Holsten med underliggende Lande) ell.
p. Gr. a. særlige Forhold kunde opfattes som
»lige med Indfødte«. Denne Lov betegnede sig
selv i Efterskriften som en »Grund-Lov« og
for saa vidt med Rette, som den fik
grundlæggende Bet., idet nu den vigtigste Rettighed,
som Borgerne under Enevældens Statsskik
kunde faa, Retten til Embede i Landet
forbeholdtes alene en vis Klasse danske Statsborgere,
nemlig de Indfødte. Tillige bestemte denne L.
første Gang nærmere, hvem der retlig skulde
anses for Indfødte. Derunder faldt nemlig efter
Loven ikke blot de, der bogstaveligt var fødte
i Landet, men ogsaa de, der var fødte i
Udlandet af indfødte Undersaatter, som paa Rejser
ell. for den kgl. Tjenestes Skyld var ude af
Landet, og derhos skulde ogsaa visse
Fremmede, skønt de ikke var fødte i Landet,
regnes lige med Indfødte, naar de søgte og fik
Naturalisationsbrev af Kongen.
Videre end til at give indfødte Undersaatter
Eneret til Embeder samt m. H. t. adelige
Damer Eneret til Klostre i Landet gik
Indfødsretten af 1776 dog ikke, og den ændrede derfor i
og for sig ikke den tidligere Opfattelse,
hvorefter Erhvervelse af fast Bopæl i Landet var
nødvendig for, men ogsaa tilstrækkelig til at
blive dansk Undersaat og dansk Statsborger.
Paa dette Standpunkt er endnu norsk Ret
blevet staaende, idet I. i Norge endnu i Henhold
til Grl.’s § 92 alene har Bet. ved den Adgang,
som den giver til Statens Embeder, men ikke i
og for sig giver Statsborgerret ell. en ubetinget
Ret til at komme ind og være i Landet. I
Danmark trængte den Opfattelse derimod lidt
efter lidt igennem i Praksis og i Lovgivningen,
at Indfødte allerede som saadanne uden
Hensyn til, om de har fast Bopæl her i Landet
ell. ej, maa anses for danske Statsborgere
saavel i stats- som i folkeretlig Forstand. Denne
nyeste Opfattelse blev særlig slaaet fast ved
L. 19. Marts 1898, der tillige gav helt ny
Regler om I.’s Erhvervelse og Fortabelse, idet den
nu hovedsagelig byggede I. ikke paa Fødslen
i Landet, men paa Afstamningen. Betegnelsen
I. er derfor nu i Virkeligheden et vildledende
Navn, der burde ombyttes med Ordet
Statsborgerret, og dette saa meget mere, som det
i den allernyeste Tid nu ogsaa er blevet
anerkendt saavel i Teorien som i Praksis og nyere
Lovgivningssprog, at ingen andre end de
saakaldte danske »Indfødte«, der slet ikke
behøver at være fødte her i Landet, er danske
Statsborgere og Undersaatter. Ang. hvem der
nu efter gældende dansk Ret har dansk I.
ell. dansk Statsborgerret, henvises derfor til
Art. Statsborgerret. (Litt.: Knud
Berlin, »Den danske Statsforfatningsret«, I
[1916], S. 100 ff.).
K. B.
Indførsel er et ældre Udtryk for det, der i
det nyere Retssprog kaldes Udlæg, altsaa en
Domhavers Fyldestgørelse ved Eksekution i
Domfældtes Formue. Opr. brugtes I. vistnok
kun om Udlæg i fast Ejendom, medens Udlæg
i Løsøre kaldtes Nam, men allerede i D. L.
er denne Sprogbrug opgivet, skønt begge
Udtryk ganske vist endnu ofte nævnes ved Siden
af hinanden, hvor der er tænkt baade paa
fast Ejendom og Løsøre. Naar Ordet I.
anvendtes for at betegne Udlæg i fast Ejendom,
var det, fordi Udlæget fra først af foregik ved,
at Domhaver en af dem, der iværksatte det (i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
