Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilløb til Grammatik, Astronomi o. s. v. for
Vedaritualets Skyld (de saakaldte Vedanga’er).
Man har dog ogsaa bevaret Sagnhistorien, i
hvilken navnlig 2 Kongeslægter af
guddommelig Oprindelse rager frem: »Maaneslægten« i
Hastinapura (forherliget i Mahabharata) og
»Solslægten« i Ayodhya (forherliget i
Ramayana). De hist. Fyrsteslægter nedleder deres
Herkomst fra de sagnhistoriske. Allerede i
Sagntiden tales der om Kejsere, som
underlagde sig hele I. og herskede over de lokale
Konger som deres Vasaller. Det brahmanistiske
kosmologiske System (se Brahmanisme)
med Læren om Sjælevandringen og den dertil
knyttede religiøse Pessimisme var uddannet,
og Interessen for »Befrielsen« havde ikke alene
affødt Spekulationer, der skulde vise en bedre
Vej dertil end »Gerninger« ɔ: Ofre, og derfor
stillede sig selv over Veda’erne, men ogsaa ny
praktiske Fremgangsmaader, af hvilke de
vigtigste for Udviklingen var Selvplageri og
Munkeliv, og der stiftedes Munkeordener, af hvilke
Jaina’erne og Buddhisterne med
Tiden fik en overordentlig Udbredelse og
Indflydelse og bestaar endnu. At Buddhismen
skulde være en Reaktion mod Kastevæsenet, er en
Misforstaaelse. — II. Fra Buddha til
Muhammedanernes Indtrængen (6. Aarh.
f. Kr.—8. Aarh. e. Kr.). Verdenshandelen
synes allerede at have naaet I. i Fønikernes
Blomstringstid og har altid gjort det siden.
Achæmeniderne beherskede Landet indtil
Indus, og Grækerne (Hekataios, Herodot,
Ktesias) havde nogle Kundskaber om den vestlige
Del deraf. 327—26 f. Kr. erobrede
Alexander den Store Pandshab og Sind. Disse
Erobringer afstod Seleukos (312—280) c. 312
f. Kr. til Kong Candragupta (316—292 ell.
315—291) i Pataliputra og gav ham sin Datter
til Ægte, og Megasthenes, hans Gesandt
ved Candragupta’s Hof, har givet maaske de
bedste Beretninger om I., vi har indtil 1700
e. Kr. Det var delt i 118 Kongeriger, som til
Dels var Vasalstater under Overkonger, navnlig
Candragupta. Han fremhæver den
karakteristiske ind. Selvstyrelse af Landsbyerne og
roser Befolkningen og Styrelsen meget.
Candragupta var Stifter af Maurya-Dynastiet
(316—178 f. Kr.). Hans Sønnesøn Açoka (c.
263—226) gjorde Buddhismen til en Slags
Statsreligion og begyndte den buddhistiske
Missionsvirksomhed, som senere skaffede denne
Religion en saa uhyre Udbredelse; han
aabnede ogsaa Ceylon for Buddhismen og den ind.
Indflydelse. I hans Indskrifter har vi de
første Vidnesbyrd om Sanskritsprogets Forandring
i Retning af Prakrit. Det nordvestlige I.
var i det mindste af og til afhængigt af de
gr.-baktriske Konger (c. 255—140 f. Kr.),
hvilket synes at have øvet en forbigaaende
Indflydelse paa den ind. Kunst. Den kendteste af
dem er Menandros (hos Buddhisterne
Milinda, Konge i Sagala ɔ: Çakala ell.
Euthydemia), c. 150. Imidlertid havde Çaka’erne
ell. Indoskytherne gjort Indfald NV. fra
og stiftede et Rige i det nordvestlige I. (c. 120
f. Kr.—400 e. Kr.). En Stamme af disse,
Kushanerne, kom til at spille en betydelig
Rolle i Nordindien i mindst 150 Aar, idet
deres Dynasti under Kadphises I og hans
Efterfølgere (fra c. 45 e. Kr.) udvidede Herre
dømmet saavel i I. mod S. og Ø. som ud over
I.’s Grænser mod NV., hvor Grækere og
Parther stærkt blev trængte tilbage. Baade under
Kadphises I og II synes Riget at have været
i livlig Forbindelse med Romerne, og sin
største Magtstilling naaede det under den kendte
Kong Kanishka (paa gr. Kanerkes, fra c.
120 e. Kr.), hvis Hovedstad skal have været
Purushapura (Peshawer); ellers angives
Indoskythernes Hovedstad at have været
Minnagara ved Indus’ nedre Løb. Han lod det
sidste buddhistiske Koncil (i Kashmir)
afholde og var en ivrig Tilhænger af
Buddhismen. Kanishka er maaske Grunderen af
Çaka-Æraen, som gaar ud fra 78 e. Kr., og som
Sagnet tilskriver Kong Salivahana’s (i
Pratishthana) Sejr over Indoskytherne. At disses Rige
efter Kanishka’s Død under hans Efterfølgere
Huvishka og Vasudeva var blevet
stærkt indskrænket, synes at fremgaa af
Efterretningerne hos Ptolemaios (Beg. af 2. Aarh.
f. Kr.). Jat-Stammen, som udgør
Hovedmassen af Befolkningen i Pandshab og Sind m. m.,
antager nogle for at nedstamme fra
Indoskytherne. Paa denne Tid begynder Sanskrit
at vise sig i Indskrifterne i St f. Açoka’s
Palilignende Sprogform, først i N., hvor den
første rene Sanskrit-Indskrift er fra Kanishka’s
Tid, medens i V. en Blanding af
Sanskrit og Prakrit hersker i de første to
Aarh. e. Kr., da den fortrænges af rent
Sanskrit; formodentlig hører den saakaldte
Gatha-Dialekt i visse buddhistiske Bøger (en
Blanding af Sanskrit, Prakrit og endnu
videregaaende Sprogformer) ogsaa til denne Tid. I
1. Aarh. e. Kr. skal Tripitaka (s. d.) være
blevet nedskrevet paa Ceylon; i 2. Aarh.
levede den berømte buddhistiske Filosof
Nagarjuna, Stifteren af Mahayana-Skolen (se
Buddhisme, S. 206). Mahabharata’s
Afslutning tilhører vel ogsaa de første Aarh.
e. Kr. Af Dynastier, som har haft den
politiske Overvægt i den flg. Tid, mærkes (jfr
ogsaa Hala): Sah-Kongerne i det
nordvestlige Bombay (60—235 e. Kr.); Gupta’erne
i Audh og Nordindien (319—470);
Valabhi-Dynastiet i Katch, Malava og de nordvestlige
Distrikter af Bombay (480—722). Dette er den
klassiske Sanskrit- og Prakrit-Digtnings
Blomstringstid, og i Beg. af 5. Aarh. levede
Buddhagosha. Omtr. paa denne Tid træffer vi
ogsaa de første Kristne i Indien, de senere
saakaldte Thomas-Kristne paa Malabar-Kysten
og Ceylon, forbundne med den syriske Kirke
(Kosmas Indikopleustes, c. 547 e. Kr.); ogsaa
den sydindiske Jødekoloni gaar tilbage til de
første Aarh. e. Kr. Huna’erne (de hvide
Hunner) gjorde paa Gupta’ernes Tid Indfald i
Landet, hvormed de fortsatte til ind i 6. Aarh., da
de var en mægtig Nation i Nordindien.
Religiøse Mindesmærker fra denne Tid er
Huletempler og Huleklostre (især 3. Aarh. f. Kr.
—7. Aarh. e. Kr.) samt Klippetempler (6.-8.
Aarh. e. Kr.). Kilderne til I.’s politiske
Historie, der hidtil har været spredte og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
