Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - indisk Filologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Göttingen 1894). Det hidtil omtalte har haft
Sanskrit (det »soignerede« Sprog) til Genstand.
Men noget lignende gjordes ogsaa for Pali’s
og de forsk. Prakrit’ers (»simple« ell.
»usoignerede« Sprogformers) Vedkommende.
Hertil kommer Poetik og Retorik
(Alankaraçastra), og Antologier af
usammenhængende Strofer, dels ordnede efter
Indholdet enten efter det etiske System (jfr
Dharma), ell. paa anden Maade, f. Eks,
Sarngadhara, dels med blot æstetisk
Formaal uden andet Princip, i Eks. Hala, ell.
optagne i Poetikkerne for at give Eksempler
paa Reglerne. Nogle af de nævnte og lgn.
kan ogsaa være skrevne af een Forfatter.
Filologer producerede ogsaa selv Digte. I nyere
Tid udgives der ogsaa Antologier af hele Digte
(»Kavyasangraha«, »Kavyamala«). Endelig er
der forfattet en Mængde Kommentarer
til ældre Litteraturværker. Om Metrikken
se navnlig Weber, »Ind. Stud.«, VIII. —
Ogsaa Tamulisk og Kanaresisk har haft
deres Grammatikere efter det nordindiske
System; den ældste kendte tamuliske er
Tolkappiyam (8. Aarh. efter Kr.?). — I det sidste
Aarh. gaar Indernes filologiske Virksomhed
mere og mere sammen med Europæernes;
mange Pandit’er har et overordentlig
indgaaende Kendskab til Litteraturen. For øvrigt
har saa at sige al indfødt indisk Lærdom
et stærkt filologisk Præg over sig. (Litt.: Se
Aufrecht, Ballantyne, Bergaigne,
Bhartrihari, Burnell, Bühler,
Böhtlingk, Chanakya, Cowell,
Dandin, Dhammapada, Eggeling,
Hemacandra, Hörnle samt Weber, »Ind.
Literaturg.« [2. Udg., Berlin 1876]. Endvidere
Radices pracriticæ, ved Nic. Delius [Bonn
1839]; O. Böhtlingk, »Die
Unadi-Affixe« [Petrograd 1844]; Hemacandra’s
Unadiganasutra, ved J. Kirste
[»Epilegomena dertil i »Sitzungsber. d. kgl. Akad.
d. Wiss.«, Wien 1897]; Çakatayana’s
Grammar, ved Oppert; Br. Liebich,
»Das Candra-Vyakarana [»Gött, Nachr.«
1895]; Th. Block, »Vararuci u.
Hemacandra« [»Zeitschr. f. vgl. Sprf.«, XXXIII
1894]; »Die indischen Genuslehren«
[Çakatayana, Harshavardhana, Vararuci], etc, ved R. O.
Franke [Kiel 1890]; The
Vyakarana-Mahabhashya of Patañjali«, ved F. Kielhorn [3
Bd, Bombay 1880—85]; Liebich, »Zwei
Kapitel d. Kaçika« [overs.]: »Kaçika«, udg. af Bala
Çastri [Benares 1876—78]; Çaçvata’s
Anekarthasamuccaya, ein homonym.
Sanskrit-Worterb.«, ved Th. Zachariae
[Berlin 1882]; samme, »Beitr. zur ind.
Lexicographie« [Berlin 1883]; Hemacandra’s
Anekarthasangraha, ved samme
[Wien & Bombay 1893]; samme, »Citate in
Kramadiçvara’s Samkshiptasara:
Indische Grammatiker, Lexicographen u.
Kunstdichter« [»Beitr. z. Kunde d. idg. Spr.«
V]; samme, »Die indischen Wörterbücher«
[Kosa] 1897, i »Grundriss. d. indo-arischen
Philologie«, I, 3. Heft. B; The
Abhidhanasangraha or a collection of Sanskrit Ancient
Lexicons, ved Durgaprasad etc. [beg.
Bombay 1889]; G. A. Jacob, Notes on
Alankara Literature [»Journ. R. As. Soc«, London
Apr. 1897]; Rich. Simon, »Das Amaruçataka
in seinen Recensionen dargestellt« [Kiel 1893];
E. Teza, Laghucanakyam, sentenze di
Vishnugutto figlio di Cianaco il Furbo [Pisa
1878: »Ann. della Univers. Tosc.« XVI]).
2) Den af Europæerne drevne i. F. gaar ud
paa at belyse det gl. Indiens Forhold fra alle
Sider. Den begyndte smaat med at tilkæmpe
sig Bekendtskab med Sanskrit og nogle enkelte
Sanskritværker, og man havde til at begynde
med meget fantastiske Forestillinger om
Sanskritlitteraturens Alder og Beskaffenhed.
Pionererne var, fraregnet nogle tidligere
Efterretninger af Missionærer, Halhed (1778), Ch.
Wilkins (1785), Will. Jones (1746-94).
Den egl. Begrunder af Sanskritfilologien efter
en overordentlig omfattende Maalestok var H.
Th. Colebrooke (1765-1837). Ved
Brødrene Schlegel (A. W. 1767-1845; Fr. 1772
—1829) brød den igennem i Tyskland, hvor den
vakte overordentlig Begejstring. Her
fremkaldte den den sammenlignende
Sprogvidenskab (Fr. Bopp, 1791—1867). Eugène
Burnouf (1801—52) var tillige med Br. H.
Hodgson (1800—94) den vigtigste
Banebryder for Studiet af den nordlige Buddhisme og
den buddhistiske Sanskritlitteratur, og sammen
med Chr. Lassen (1800—76) for
Begyndelsen af Studiet af Pali, som bl. sine Koryfæer
tæller Danskerne Fausbøll og
Trenckner. Grundlaget for dette Studium i Danmark
er de af Rask hjembragte Haandskrifter.
Chr. Lassen har ogsaa skrevet det første
omfattende Værk om Prakrit, og hans
altomfattende »Indische Alterthumskunde« var den
første Fremstilling af hele den i. F. i alle dens
Grene, der haves. Danskeren N. L.
Westergaard skaffede et meget sikrere Grundlag
end før for Benyttelsen af Sanskrit til
etymologiske Sammenstillinger ved en kritisk Udgave
af Dhatupatha’en belagt med Eksempler (i
Radices linguæ Sanscritæ, 1841). Epokegørende
er Aufrecht’s og Max Müller’s Udgaver
af Rigveda, Böhtlingk og Roth’s
»Sanskritwörterbuch«, Senart’s og Bühler’s
Arbejder over Açoka-Indskrilterne (til hvis
Tydning Prinsep opr. havde givet Stødet)
og Sproget i de ældre Indskrifter, Mahavastu,
etc, samt Archæological Survey of India med
hvad dertil hører. De dravidiske Sprog er
sajmmenfattende behandlede af Caldwell,
de indo-ariske af Beames, Hörnle og
Grierson, samt Trumpp. Her er selvfølgelig
kun nævnt enkelte af Pionererne, og der maa i.
øvrigt henvises til de enkelte Artikler. En Mængde
Afsnit af i. F. foreligger udførlig behandlede i den
store Encyklopædi »Grundriss d. indo-arischen
Philologie u. Alterthumskunde«, udg. af G.
Bühler. Talrige Oversættelser af indiske
Litteraturværker foreligger, deraf ogsaa en Del
meget fortjenstlige i de nordiske Litteraturer;
Rækken af disse aabnedes med M.
Hammerich’s »Sakuntala«, som indtager en meget
høj Plads; men ogsaa her kan der kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
