Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ing - Inga (Kvindenavn) - Inga (Mimose) - Inga Kongsmoder - inganno - Ingasipo - -inge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Danerne, og det hedder i den oldengelske
Runesang, at »Ing var tidligst blandt Danerne i
Øst«; dog er Navnet allerede kendelig traadt
i Baggrunden for »Skjoldunger« og
Stamfaderen Skjold. Saaledes blev Stamfaderen I.
indskrænket til at gælde for Sverige, hvis
Kongeslægt — tidligere kendt under Navnet
Skilvinger — nu betegnedes som »I.’s Afkom«,
Inglinger (norsk Ynglingar), Stamfaderen for
den svenske Ynglingeæt synes at have heddet
Yngvin (ɔ: Ing-vennen ell. -dyrkeren); i
Genitiv Ingunar. Kortformer af dette Navn er
Yngve og Inge; og Formerne med Y blev
mest brugt i Norge, medens Sverige og
Danmark holdt sig til I-Formerne. I Vikingetiden
vandrede denne Stamtavle til Norge og blev
poetisk fremstillet i Skjalden Tjodolf’s
Ynglingatal.
Hvilken Rolle Digtningen har tildelt I. ud
over det at være Folkestamfader, kender man
kun lidt til. Det oldengelske Runekvad
antyder, at I. drog bort over Havet, maaske paa
lign. Maade som Skjold efter sin Død førtes
bort over Havet. For den senere svenske
Overlevering var I. identisk med Frey, idet Gudens
Navn Yngvifreyr opfattedes som »I. Frey«;
men heller ikke denne Sammenblanding synes
at have frembragt klare mytiske Forestillinger,
førend Islændingene i Middelalderen udformede
deres Teori om Asernes Indvandring og deres
Bosættelse i Upsala. — Nogle nyere Mytologer
har opfattet I. som fra først af en jordisk Form
af Guden Frey, men næppe med Rette. Snarere
er i. som Stamfader navn opstaaet ud af
Folkenavnet ingvæoner (ɔ: Spydbærere?). Noreen
anser I. for samme Ord som gr. egchos,
»Lanse«, vel opr. »Stav, Pind«, og forklarer det som
en fallisk Guddom, der senere er gaaet over i
Frey-Skikkelsen.
Et Minde om Stamfaderen ell. om
Folkenavnet findes i en Mængde Personnavne, der
er dannede af Ing(v)e: I Dansk forekommer
flere saadanne: Inge, Inga (Kvindenavn; i nyere
Dansk: Inge), Ingeborg, Ingefrid, Ingerid,
Ingegerd (begge disse er nu blevne til Inger),
Ingemar, Ingemund (senere Ingemand), Ingjald
(senere Ingel, Ingild, Engel), Ingulf, Ingvar. I
Sverige er de endnu talrigere, mellem 20 og
30 i Tallet; ikke nær saa alm. i Norge og
Tyskland. Ing som Navn paa en Rune i det ældre
Runealfabet er vistnok Opkaldelse efter
Stamfaderen. (Litt.: Axel Kock, »Om
Ynglingar« i [svensk] »Historisk Tidsskrift« [1895]; H.
Schück, »Stud. i nord. litt.- och religionshist.«
II, 299 ff.; Adolf Noreen, »Yngve, Inge,
Inglinge m. m.« i »Nordiska Namnstudier
tillägnade Erik Henrik Lind« [Ups. 1920]).
(A. O.) G. K-n.
Inga, nordisk Kvindenavn; om Oprindelse
se Ing; er i Dansk blevet til Inge. Derimod
findes i Svensk, Norsk og ældre Dansk et
Mandsmavn Inge.
(A. O.) G. K-n.
Inga [’eŋga, sp. iŋ’ga] Willd, (bot.) Slægt,
af Mimosefamilien, Træer ell. Buske med
ligefinnnede Blade, hvis Stilke og Midtnerve er
vingede. Blomsterne sidder i skærm-, hoved-
ell. aksformede Stande. De har en sambladet
og regelmæssig femfliget, rør- ell. tragtformet
Krone, der enten er hvid ell. gul, og talrige
sammenvoksede Støvdragere. Bælgens Rande
er fortykkede; Frøene er omgivne af et sødt
Frugtkød. Ca. 140 Arter i det tropiske og
sydlige subtropiske Amerika. Det søde
Frugtkød spises af I. vera Willd. (Vestindien o. a.
St.), hvis Bælge bliver over 15 om lange, I.
Feuillei D. C., der vokser i Peru baade vild
og dyrket, og I. edulis Mart. (Ingasipo),
som er udbredt fra Centralamerika til
Nordbrasilien og dyrkes i Sydbrasilien. Veddet af
den først nævnte Art gaar i Handelen
(Kokostræ); Barken benyttes til Farvning, til
Garvning og som Lægemiddel. I. biglobosa
(Douratræ) se Parkia.
A. M.
Inga Kongsmoder ell. I. fra Varteig
var en Kvinde af god Bondeslægt, som stod i
Kærlighedsforhold til den norske Konge
Haakon Sverressøn, da denne i Aaret 1203 opholdt
sig i Sarpsborg. Efter hans Død 1204 fødte
hun i Heggen (i Smaalenene) Sønnen Haakon
Haakonssøn, Norge’s senere Konge. Af Frygt
for Baglerne, som havde Overmagten i Viken,
blev hans Fødsel hemmeligholdt. Men da han
gik i sit tredie Aar, blev han og hans Moder
af Præsten Trond, hos hvem de havde haft
Tilhold, sendt til Kong Inge og Birkebeinerne
i Nidaros, hvor de ogsaa fandt den bedste
Modtagelse. I. blev her vistnok gift med
Høvdingen Vegard Veradal, som siden (1221) blev
myrdet paa Skule Jarls Anstiftelse. 1217 besteg
Haakon Haakonssøn Norge’s Trone. Da der
nu rejstes Tvivl, om Haakon Sverressøn var
hans virkelige Fader, underkastede Inga sig
det følgende Aar paa et Høvdingemøde i
Bergen Jernbyrd og godtgjorde herved Sønnens
Arveret til Norge’s Trone. Siden opholdt hun
sig ved Sønnens Hird til sin Død (1235). I den
følgende Tid kom hendes Frænder i et nært
Forhold til Kongehuset og opnaaede høje
Embedsstillinger. En af dem var den ulykkelige
Audun Hugleikssøn (d. 1302). (Litt.: Ebbe
Hertzberg, »Inga af Varteig og hendes
ættlegg« i Hist. Tidsskr. 5. R. I).
(O. A. Ø.). Edv. B.
inganno [in’gan.o] (ital.), egl. cadenza
d’inganno, skuffende Cadence, se Cadence.
Ingasipo, se Inga.
-inge, Efterled i talrige Stednavne, saavel
i Norden som for øvrigt paa germansk
Omraade. I Danmark ender Navnene paa -ing
i Jylland (Alling, Velling, Tørring, Jelling), paa
Øerne paa -inge (Vindinge, Helsinge,
Flintinge). Gennemgaaende er det Benævnelser paa
ret store Byer, ofte Kirkebyer, med ca. 80
Td. Hartkorn; i Jylland ofte paa 90—100 Td.
H. Allerede tidlig har man søgt at tolke dem
som Slægtsnavne, Patronymika, idet man har
sammenlignet dem med Navne som Ynglinger,
Siklinger o. lign., ell. med Indbyggernavne som
Alsinger, Samsinger o. s. v. Senest har E.
Hellquist søgt at gennemføre en Tolkning paa
dette Grundlag. En saadan støder dog paa
talrige Vanskeligheder, idet man meget ofte
ikke kan paavise Stammenavnet, og tit er
Stederne saa ubetydelige, at man ikke vel tør
tænke paa Bosættelse af hele Slægter. Johs.
Steenstrup hævder, at de er sammensatte med
Ord, som betegner et Naturforhold, og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
