Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bibelsk Sujet, Tragedierne »Blanca« og
»Masaniello«, der begge kom til Opførelse paa det
kgl. Teater og gjorde eksempelløs Lykke, hvad
der forstaaeligt nok gjorde I. til Skive for
Satire fra Mænd med mere Smag, der ikke tog
hans Godtkøbs-Sentimentalitet for gode Varer.
Det mest kendte af disse Udfald er Heiberg’s
i »Julespøg og Nytaarsløjer«, der trods dets
langtfra ondartede Karakter bragte Grundtvig
i Harnisk og fik ham til at træde frem som
I.’s Forsvarer. Grundtvig elskede I., fordi han
hos denne paa samme Gang fandt noget med
sig væsensbeslægtet — det religiøse — og
desuden den Mildhed og Finhed, som han selv
savnede; han saa i I. sit »kvindelige
Supplement i den danske Poesis Verden«. 1816
udkom de 3 andre Dramaer: »Reinald
Underbarnet« — den dæmoniske Trolddom, der har
besmittet Tilværelsen, besejres af den
poetisk-kristelige Barneaand (jfr Wagner’s »Parsifal«)
— med mange smukke, lyriske Partier,
»Hyrden af Tolosa« og »Løveridderen«, den sidste
en ægte germansk-paavirket rædselsfuld
»Skæbnetragedie«. S. A. fik I. endda Tid til at
udsende en »Julegave«, hvori bl. a.
Nationalsangen »Vift stolt paa Codans Bølge«. Denne I.’s
stærke Syslen med dram. Digtning er saa
meget besynderligere, som det netop brister for
ham der, hvor den dram. Forf. maa have sin
Styrke, i Karaktertegningen. Hans første
betydeligere Prosaarbejde, Eventyret »De
Underjordiske« (1817), tyder ligesom den 1820
udkomne Samling »Eventyr og Fortællinger« paa, at
han har en langt større Fremtid for sig som
fantasifuld Fortæller end som Dramatiker.
Med kgl. Understøttelse rejste I. i Udlandet
(Tyskland, Frankrig, Schweiz, Italien) 1818—
19. Det var en vel fortjent Rekreation, men
»Digterrejsen« satte ingen Spor i I.’s aandelige
Habitus. Men hvad Modtagelighed kunde vel
ogsaa ventes hos en ung Mand, der allerede
havde sine Sym- og Antipatier sat i saa godt
System, at han ikke vilde besøge Paris ell.
Goethe? Hverken Dramaet »Tassos Befrielse«
(1819) ell. Digtsamlingen »Rejselyren« (1820),
I.’s litterære Rejsefrugter, betyder da noget,
lige saa lidt som de to Arbejder, der foreløbig
afsluttede hans Virksomhed som dramatisk
Digter, den nordiske Tragedie »Kampen i
Valhal« og Lystspillet »Magnetismen i
Barberstuen«, et flovt, barnagtigt Forsøg paa at
fremstille ny Daarskaber i Holbergsk Kostume
(begge fra 1821).
1822 blev I. udnævnt til Lektor i dansk Sprog
og Litt. ved Sorø Akademi og sattes derved i
Stand til at gifte sig. I Sorø fandt I. blivende
Sted, selv efter Akademiets Ophævelse flyttede
han ikke herfra; her fandt han igen
Barndomsidyllen mellem Skov og Sø; her var den
dybeste Fred; her levede han bl. de store Minder
fra Danmarks »romantiske« Tid, paa
Klostergrund, og her var det, at han — for at bruge
hans egne Ord — kunde hengive sig til »en
saadan Beskuelse af Aanden og Livet i vor
hist. Fortid, at vor Middelalders Heroer med
deres hele mærkelige Tid er traadte mig
anskuelig for Øje. Jeg vidste, hvad der var
sket i de store Valdemarer’s Dage; nu saa jeg
ogsaa — hvad Krøniken fortav —,
hvorledes det med sine indre Motiver under
særegne Situationer og Omstændigheder udsprang
af alle de adspredte hist. Træk; og de tørreste
Frøkorn i vore Annaler syntes mig at opvokse
til en levende Række af vor romantiske Tids
Generationer«. Saaledes blev da I.’s
»Kongebøger« til. De aabnes med det hist. Digt om
»Valdemar den Store og hans Mænd« (1824),
derefter i Rækkefølge de 4 egl. Romaner,
»Valdemar Sejr« (1826), »Erik Menveds Barndom«
(1828), »Kong Erik og de Fredløse« (1833) og
»Prins Otto af Danmark« (1835) og som Epilog
atter et Digt »Dronning Margrethe« (1836). Det
er let nok at stemple disse Bøger som fulde
af Forsyndelser imod al sand hist. Aand; kort
efter deres Fremkomst kritiseredes de stærkt
af lærde Historikere som Molbech og Estrup,
og der kan heller ingen Tvivl være om, at
de har bidraget til at give det brede Publikum
en ganske urigtig Forestilling om dansk
Historie, om Tankegang, Sæder og Skikke i
Middelalderen. Historikeren kan imidlertid gøre
alle de Indvendinger, han vil — den offentlige
Mening har forlængst knæsat dem og i videste
Forstand gjort dem til »Folkebøger«, hvad de
ved deres sjældne Fantasi, raske Stil og
nationale Tone ogsaa i høj Grad er skikkede til
at være. Walter Scott har vistnok staaet som
I.’s Forbillede, men Forskellen mellem de to
Forf. er himmelvid, thi medens Historien i
Scott’s Romaner virkelig danner Baggrunden
for de opdigtede Figurer, er I.’s Romaner kun
»historiske« i den Forstand, at det er historisk
kendte Personer, der optræder i dem; ikke
heller gør I. som Walter Scott noget virkelig
indgaaende Studium af den Tid, han vil
skildre: han lader sine høviske Riddere og
Jomfruer aldeles uhistorisk vandre omkr. i Fløjl og
Silke, lader dem rutte med Guld, da der knap
nok var Sølv i Landet, lader dem sværme og
smægte, som han selv havde gjort i sin
Ungdom. I Slægt med I.’s national-historiske
Arbejder var ogsaa Digtcyklen »Holger Danske«
(1837), hvis friske og folkelige Tone i saa høj
Grad slog an, at fl. af Digtene er blevne
Folkesange.
I. havde i mange Aar ikke taget til Genmæle
mod den Kritik, han var blevet udsat for; men
efter Molbech’s Angreb gav han omsider
mange Aars Forbitrelse over »avindsyg
Miskendelse« Luft i »Huldregaverne ell. Ole Navnløses
Levnedseventyr« (1831), i hvilken han i
Eventyrets Form polemiserede mod det Livssyn, der
var hans eget modsat. Samtidig med denne
betydelige Produktion i 1820’erne og 1830’erne
havde den flittige Digter gjort adskillige
andre Arbejder færdige. 1827 og 1835 udkom ny
Bd Fortællinger, Vidnesbyrd om I.’s frodige,
af Hoffmann stærkt paavirkede, Fantasi. 1833
udsendte han en Digtcyklus »Blade af
Jerusalems Skomagers Lommebog«, over hvilken
der er en egen lyrisk, gammeltestamentlig Duft
ved Siden af en bitter Verdensforagt, det
ellers laa I. fjernere at skildre. Et Par Dramaer
fra Slutn. af 1830’erne, »Renegaten« (1838) og
»Salomons Ring« (1839) betyder ikke meget —
desto mere det Hæfte »Morgen- og Aftensange«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
