Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingerid - Ingermanland - Inger Ottesdatter - Ingerslev - Ingerslev, Christian Frederik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inge en god Støtte; i sit sidste Ægteskab (med
Arne paa Stodreim) blev hun Moder til flere
Sønner, af hvilke navnlig Bisp Nikolaus af
Oslo senere vandt sig et Navn. Efter Inge’s
Fald 1161 flygtede hun med sin Mand og
Erling Skakke til Danmark, men vendte atter
tilbage til Norge og døde her.
J. O.
Ingermanland (finsk Inkerinmaa, russ.
Ijerskaja zemlja). Indtil 1721 en sv. Provins,
er nu en Del af det russ. Guv. Petrograd. I.
strakte sig ikke saa langt mod S. som dette
Guv., men naaede kun til Luga og de øde
Strækninger mellem Floden Volchov og Peipus
Søen. I. menes opr. at have haft en
overvejende finsk Befolkning; blandt de vigtigste
Stammer var Savakot, Äyrämöiset, Ingrerne
(Ingrikot) og Watialaiset. Nogen fuldt homogen
Befolkning synes I. ikke at have haft, idet
Finner, Slaver og Germaner mødtes her.
Allerede i 12. Aarh. trængte Russerne frem, og I.
hørte i den senere Middelalder til
Republikken Novgorod. De finske Indb. antog den
græsk-katolske Lære, men bevarede dog delvis
det finske Sprog. Efter den novgorodske Stats
Fald gik I. op i det russ. Rige. Allerede i 13.
Aarh. havde Svenskerne søgt at trænge frem
fra Finland og erobre I. Birger Jarl’s Forsøg
tilbagevistes imidlertid af Alexander Nevski;
og den af Tyrgils Knutsson anlagte Fæstning
Landskrona ved Nevas Udløb erobredes af
Russerne 1301. Under Johan III’s Regering
indtog Svenskerne betydelige Dele af I., men
beholdt ved Freden i Tevsina 1595 kun Narva,
som beskyttede Estland mod Angreb fra I. Den
Krig. som var begyndt under
Dmitri-Urolighederne, endte dog med, at Sverige ved Freden
i Stolbova 1617 fik hele I. foruden
Sydøstkarelen. Gustaf Adolf synes den Gang at have
anset I.’s væsentligste Bet. som liggende deri,
at det skulde være en Beskyttelse mod russ.
Angreb paa de øvrige baltiske Provinser. I.
var yderst folkefattigt; Folkemængden ved Aar
1664 er beregnet til 15,000. Den sv. Regering
søgte imidlertid at fremme Kolonisering; sv.,
finske og tyske Nybyggere indkom. Fra
Sverige deporteredes ogsaa Forbrydere til I.,
»Sveriges Sibirien«. I.’s opr. Befolkning var
imidlertid ikke synderlig tilfreds med at være
kommen under sv. Herredømme, og mange
udvandrede til Rusland. De sv. Forsøg paa at
gøre Propaganda for den lutherske Religion
kronedes ikke med Held. I Aarene nærmest
efter 1700 indtog Peter d. Store I. og begyndte
1703 her at anlægge Skt Petersborg (nu
Petrograd). Ved Freden i Nystad 1721 blev I. definitivt
russ. (Litt.: Sjögrén,
»Historisch-etnographische Abhandlungen über den
Finnisch-Russischen Norden« [Petrograd 1861];
Öhlander, »Bidrag til kännedom om I.’s historia
och förvaltning« [Upsala 1898]; Öhlander,
»Om den svenske Kyrkoreformationen uti I.«
[Upsala 1900]).
G. Ht.
Inger Ottesdatter, en mægtig no.
Adelsdame i Reformationsaarhundredet,
nedstammede fra det gl. Kongehus og blev i sit
Ægteskab med Nils Henrikssøn (Gyldenløve) Moder
til 5 Døtre, der alle ægtede indflyttede danske
Adelsmænd. I. O., der boede paa Gaarden
Østraat ved Trondhjemsfjorden, lagde først og
fremmest an paa at øge sine omfattende
Jordegodsbesiddelser. At hun kom til paa en vis Maade
at spille en fremtrædende politisk Rolle,
skyldtes navnlig hendes Svigersøn, den
ærgerrige og intrigante Vincens Lunge. I. O.
druknede paa en Rejse til Bergen 1555. Til hendes
Efterslægt hører de fleste af de Adelsætter,
som i de flg. Aarh. øvede nogen Indflydelse i
Norge. I Skønlitteraturen er særlig H. Ibsen’s
Behandling af »Fru Inger til Østraat« kendt.
(Litt.: L. Daae, »Fru I. O. og hendes
Døtre« [Kria 1874] i Norsk hist. Tidsskrift, 1.
Rk., III; Edv. Bull, »Vincens Lunge« [Kria
1917]).
(O. A. Ø.) Edv. B.
Ingerslev, dansk Slægt, hvis Stamfader,
Sognepræst til Beder og Malling Hans I.
(1740—84), havde tre Sønner, hvis Afkom
stadig blomstrer. Den ældste, Provst Jakob
Abel I. (1759—1821), var Fader til
Laurits Sommer I. til Høgholm og
Voldbygaard (1796—1883), der atter blev Fader til
ekstraordinær Højesteretsassessor Jacob
Vitus I. (f. 1838), som 1888—1910 var Kriminal-
og Politirettens Justitiarius — hans Søn er
Lenssekretær Laurits I. (f. 1878) — og til
Birkedommer paa Frederiksberg, Etatsraad
Carl Vilhelm Marius I. (1844—99).
Stamfaderens anden Søn, Overkrigskommissær
Hans Peter I. til Rugaard (1762—1830), var
Fader til Justitsraad Caspar Peter
Rothe I. til Rugaard og Marselisborg (1800—64),
der i Besiddelse af Forretningsdygtighed og
Arbejdslyst beklædte mange offentlige Hverv,
og som gjorde god Fyldest i det politiske Liv,
først som Stænderdeputeret i Viborg, senere i
kortere Perioder i Folke- og Landstinget. Hans
Søn var Politikeren Hans Peter I. (s. d.).
Bl. Stamfaderens tredie Søns, Sognepræst,
Konsistorialraad Christian Frederik I.’s
(1764—1841), Børn skal nævnes Løjtnant Hans
Peter I. (1791—1839) — Fader til Skolemanden
Andreas I. (1827—94) —, Skolelærer, cand.
philol. Peder Laurits I. (1792—1857) —
Fader til Lægen Johan Vilhelm
Christian I. (s. d.) — og Skolemanden
Christian Frederik I. (s. d.) — Fader til
Lægen Ove Emmerich
Høegh-Guldberg I. (s. d.). Slægten har yderligere talt
fl. Præster og Læger; Medlemmer har foruden
de nævnte Gaarde ejet andre større
Landejendomme. (Litt.: V. I., »Stamtavle over
Familien I.« [Præstø 1891]).
P. B. G.
Ingerslev, Christian Frederik,
dansk Skolemand og Filolog, f. 4. Septbr 1803
i Gylling, d. 2. Febr 1868 i Aarhus, blev
Student 1820, levede som Privatlærer i Ringsted
1822—24, tog 1825 teol., 1829 filologisk
Embedseksamen, 1833 Magistergraden (med en Afh.
om de homeriske Digtes Oprindelse). 1829
ansattes han som Adjunkt ved
Metiopolitanskolen. 1833 som Overlærer i Randers, 1841
som Rektor i Viborg; 1844 forflyttedes han til
Kolding, og da Skolen her nedlagdes 1856,
udnævntes han 1861 til Rektor i Aarhus. I. har
udg. talrige Skolebøger (lat. og gr. Leksika,
Stiløvelser, en Geografi o. a.); desuden: »Om
det lærde Skolevæsens Tilstand i nogle tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
