Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Insekter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremtrædende Chitinliste. Slige Spilleapparater findes
saaledes i Træbukkenes Thorax, paa
Bagkroppen hos Aadselgraverne mellem
Abdominalsegmenterne, hos visse Hvepser (Mutilla);
bedst kendte er de i øvrigt hos Mark- og
Skovgræshopper samt Faarekyllinger, hvor de
fremkaldes ved enten at gnide Baglaarene mod
Legemet ell. Forvingerne over hinanden (se
Græshopper). Den stærke Insektsummen,
der i Sommerens varme Solskinsdage toner os
i Møde fra Marker og Enge, Humlernes dybe
Bas saavel som Myggenes fine, næppe hørlige
Tone, skyldes vel delvis
de Tusinder af
vibrerende Insektvinger, men
dog mere de tynde
Chitinplader, der sidder
inden for Spiraklerne og
sættes i Svingninger
under Respirationen.
Saaledes synger Fluer og
Guldsmede kun med
Thoraxspiraklerne,
Humlerne derimod ogsaa med
Bagkroppen. Intet
tonefrembringende I. kan
dog, hvad Tonens Kraft
og Styrke angaar, maale
sig med Tropernes
syngende Cikader. Om
disses Sangapparater, se
Cikader. — De
lydperciperende Organer er
ikke indskrænkede til
en bestemt Del af Legemet, men er spredte
ud over næsten alle Legemets Dele, men
optræder dog særlig talrig paa mere
fremspringende Partier (Antenner, Vinger etc). Disse
Organer, de saakaldte chordotonale Organer
(Fig. 9), bestaar i deres Hovedtræk af nervøse
Cellegrupper, der strengformet er spændte ud
igennem Partier af Krophulen, idet de med
deres ene Ende er fæstede til I.’s ydre Hud og
med den anden ved Hjælp af et Baand fæstede til
en anden ligeoverfor liggende Del af
Integumentet. Paa det St., hvor disse Celler støder
op til Baandet, træder de i Forbindelse med
en Nerve. Disse strengformet udspændte
Sanseorganer bliver ved Lydbølgerne satte i
Svingninger og saaledes lydperciperende. Ved
Forsøg fra den senere Tid har man vist, at
der paa visse I.’s Følehorn (Moskitoer) findes
forsk. Haar, der vibrerer ved ganske bestemte
Toner; saaledes fandt man Haar, der
vibrerede ved en Tone, frembragt ved 512
Svingninger i Sekundet, medens andre Haar
vibrerede ved Toner med andre Svingningstal.
Langt fuldkomnere end de hidtil omtalte
Høreorganer er dog de, der optræder i
Skinnebenene ganske særlig hos Skovgræshopperne,
samt de lydperciperende Organer hos
Markgræshopperne i Thorax, de saakaldte
tympanale Organer (se Græshopper).
Fordøjelseskanalen (Fig. 10) falder
i tre Afsnit: Fortarm, Mellemtarm og
Endetarm. I Alm. er disse tre Afsnit skarpt
sondrede fra hverandre. Fortarmen deles atter i
en Mundhule, et Spiserør og en Formave, der
undertiden betegnes som Kro. Hos I. med
sugende Munddele løber stærke Muskler fra
Mundhulens Loft op til Hovedets Inderside. Ved
disse Musklers Kontraktion udvides Mundhulen,
hvorved bevirkes, at den Vædske, hvori
Sugerøret er stukket ned, stiger op i dette og
derfra videre ind i Mundhulen. Spiserøret udvider
sig i sin nederste Del i en saakaldt Formave,
som særlig hos I. med sugende Munddele kan
antage meget store Dimensioner og hos disse
tjene som Næringsbeholder. Hos Honningbien
kaldes Kroen populært Honningmaven. Mellem
For- og Mellemtarm findes hos mange I. ofte
indskudt en meget muskuløs Tyggemave, besat
paa Indersiden med stærke Chitintænder, og i
hvilken Føden endnu en Gang synes at
bearbejdes mekanisk. Mellemtarmen er det
fordøjende Parti af Tarmkanalen. Dens Vægge
indeholder talrige Kirtelceller, der ofte i Form
af Folder springer ind i Tarmen. Hyppig
afsættes den forreste Del, Chylustarmen, skarpt
fra den bageste Tyndtarmen. Den forreste Del er i
saa Fald som oftest besat med talrige bløde Totter,
der giver Chylustarmen et fnugget Udseende.
Endetarmen, der væsentlig tjener som
Oplagssted og Udførselskanal for Ekskrementerne,
kan ligeledes sondres i et forreste og et bageste
Parti. I Spiserøret udmunder eet til fl. Par Spytkirtler,
hvis Sekret tilblandes Føden, inden den passerer
ned i Kroen. Forsøgsvis er det godtgjort, at I.’s
Spyt ikke alene er i Stand til at omdanne Stivelse
til Druesukker, men ogsaa Æggehvidestoffer til
Peptoner og spiller saaledes en større Rolle
end Spyttet hos Hvirveldyrene. Hos enkelte I.,
der som Vandkalvelarverne udsuger deres
Bytte, og som man hidtil havde ment
væsentlig levede af deres Ofres Blod, udgydes
en Vædske i det Dyr, de er ved at udsuge.
Ved denne Vædske, som paaviselig opløser
Æggehvidestoffer, opløses alle Dyrets
indvendige bløde Dele, der derved bliver af en
saadan Beskaffenhed, at de kan pumpes
gennem de hule Kindbakker over i Larvens
Mundhule; i Overensstemmelse hermed bestaar
ogsaa de I., der er udsugede af Vandkalvelarver,
kun af tomme Hude uden nogen bløde Dele.
Hos talrige I. med sugende Munddele, særlig
 |
| Fig. 9. Chordotonalt Organ, en Nerve, cg Ganglie, cst Chordotonalstifte, cf Baand. |
 |
| Fig. 10. Fordøjelseskanalen af en Løbebille, k Øjne, oc Spiserør, in Kro, pv Tyggemave, cd Chylusmave, ed Tyndtarm, r Endetarm, vm malphigiske Rør, ab Gatkirtler. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
