Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Irland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De eng. Baroner blev mere og mere tøjlesløse,
ogsaa over for Kronen og deres egne
Landsmænd, og den Lov, som Statholderen Poyning
fik gennemført 1495, og hvorefter det irske
Parlament ikke kunde vedtage nogen Lov, som
ikke forud havde den eng. Konges og hans
Raads Billigelse, blev nærmest givet for at
sætte en Bom for Baronernes Overgreb.
Samtidig udstedtes Forbud mod Privatfejder og
Blodhævn. Henrik VIII styrkede Kongens Magt
ved at skyde Baronernes Borge i Grus 1535
og søgte at knytte Høvdingerne nærmere til
Hoffet, bl. a. ved at give dem Peerstitler, samt
tog 1542 Titelen Konge af I. Men først under
Dronning Elisabeth blev det eng. Herredømme
grundfæstet over hele Øen. Hun indførte den
anglikanske Kirkeordning og gav den katolske
Kirkes Gods og Indtægter til den ny Statskirke,
som dog kun fandt liden Udbredelse, samt
stiftede Dublin’s Univ. 1592 for at styrke denne.
Men da Irerne haardnakket holdt fast ved
deres gl. Tro, uddybedes Kløften mellem dem
og de protestantiske Engelskmænd, og fl.
Opstande fandt Sted med Hjælp fra Spanien,
medens Undertrykkelsen fulgtes af omfattende
Konfiskationer og Jorduddeling til eng. Nybyggere.
Hertil havde allerede Elisabeth’s ældre Søster
Maria givet Eksemplet, da hun 1555 fratog
Klanen O’Connor dens Jord og uddelte den til
eng. Nybyggere. Dén farligste af disse Opstande
var den, som Hugh O’Neill, Jarl af Tyrone,
rejste 1595, og som Dronningens Yndling Jarlen
af Essex forgæves søgte at kue. Det lykkedes
først for hans Eftermand, Lord Mountjoy, 1603
faa Uger før Dronningens Død. Paa denne Tid
skildrer Englænderen Edmund Spencer Irerne
som et halvvildt og lovløst Folk.
Det blev Jakob I.’s Opgave at bringe Orden i
al Forvirringen i I., og han stræbte at løse
denne Opgave med stor Iver og ikke ringe Held.
Han afskaffede alle de gl. keltiske Indretninger
som barbariske og indførte eng. Lovgivning i
hele I., særlig Førstefødselsret ved Arv af
Grundejendom. Høvdingernes næsten
enevældige Myndighed over deres Klaner ophævedes,
og Domsmagten overdroges eng. Dommere med
Nævninger. Derimod tilkendtes der
Høvdingerne Ejendomsret til hele Klanens Jord, saa at
Klanens Medlemmer blev Arvefæstere, dog
sikrede mod videre Udpresninger. Alle Landets
Indb. stilledes umiddelbart under Kongens
Beskyttelse, og Parlamentet udstraktes til hele I.
(dets Medlemstal forøgedes fra 122 til 232, men
største Delen valgtes i smaa, af Kronen
afhængige Flækker); dog udelukkedes Katolikker fra
Valgbarhed saavel som fra Embeder. Da
Høvdingerne i Ulster gjorde Oprør, blev 1610 de
to Trediedele af Jorden inddragne og uddelte
til protestantiske og fortrinsvis skotske
Nybyggere, hvorved Grunden lagdes til dette
Landskabs Opblomstring. Hvad saaledes var
indledet, fortsattes under Jarlen af Strafford’s
strenge, men dygtige Styrelse 1633—40; han
viste større Fordragelighed mod Katolikkerne og
ophørte med at forfølge deres Præster, men
begyndte i Connaught at efterligne Jakob I’s
Adfærd i Ulster. Dette medførte, at der i
Oktbr 1641, under Karl I’s Strid med
Parlamentet, foretoges et Blodbad paa protestantiske
Engelskmænd i I., og 4—5000 blev dræbt (Tallet
er senere blevet overdrevet indtil 40000). Under
den følgende Borgerkrig stillede Irlænderne sig
paa Kongens Side; men efter dennes
Henrettelse 1649 drog Cromvell over til I. med en
Hær, slog Oprøret ned og tog grusom Hævn.
Mange Tusinder omkom i Kampen,
Skibsladninger af Fanger førtes til Vestindien, og 40000
fik Lov til at gaa i fremmed Krigstjeneste,
medens alle Oprørernes Jord inddroges og
uddeltes til protestantiske Nybyggere. Siden
ophævedes det særlige Parlament, men I. fik 30
Medlemmer i det ny Parlament for den
samlede britiske Republik (1653).
Efter Restaurationen under Karl II blev det
irske Parlament selvfølgelig ogsaa genoprettet.
Forfølgelserne mod Katolikkerne standsede, og
omtr. en Fjerdedel af den konfiskerede Jord
gaves dem tilbage. Jakob II satte endog (1687)
en Katolik, Jarlen af Tyrconnel, til Vicekonge
og agtede at bruge Irlænderne som et Middel
til at undertrykke Englands politiske Frihed.
Da han efter sin Afsættelse kom til I. 1689 med
en fr. Hær, strømmede Katolikkerne i Flokke
til hans Faner, og man begyndte at forjage de
protestantiske Grundejere. Men allerede næste
Aar sejrede Vilhelm III ved Boyne-Floden, og
1691 var Opstanden aldeles kuet. Nu ramte
Gengældelsen Deltagerne, og I. maatte haardt
bøde for den Hjælp, det havde ydet.
»Jakobitternes« Godser inddroges, og 12000 Krigere
drog i Landflygtighed (herfra de mange irske
Navne i Frankrig, Spanien og Østerrig).
Desuden gaves i Løbet af en Menneskealder en
Række »Straffelove« {Penal Laws) mod
Katolikkerne. Vistnok tilstodes der Trosfrihed, men
en Mængde smaalige Indskrænkninger
paalagdes de katolske Præster og Kirker. Katolikkerne
udelukkedes ikke alene fra civile og militære
Embeder (1710), men ogsaa fra Valgret til
Parlament og Byraad (1727); de kunde hverken
have Grundejendom ell. Arveforpagtning, ej
heller frit gøre Testamente. Ja en Søn kunde
endog tvinge sin Fader til at afstaa ham
Besiddelsen og en yngre Broder skyde den ældre
bort fra hans Førstefødselsret ved selv at gaa
over til Statskirken. Disse Love blev vel
ingenlunde altid overholdte, men virkede dog
ydmygende paa Folkets store Flerhed i Forhold
til det herskende Mindretal. I. blev for
Fremtiden aldeles afhængigt af England, og dets
særlige Interesser ofredes hensynsløst for
England’s. Saaledes forbødes 1698 Udførsel af
Uldvarer, fordi de med Held konkurrerede med
de eng. Undertrykkelsen fuldstændiggjordes ved
en vedvarende Forarmelse, fordi mange
Godsejere stadig opholdt sig uden for I., og
voksende Vankundighed, fordi det baade forbødes
Katolikkerne at være Lærere og at lade deres
Børn undervise i Udlandet. Intet Under, at
Folkehadet gav sig Udslag i alskens Selvtægt,
i natlige Overfald med Mord og Plyndring af
Godsejernes Forvaltere, Skattekrævere o. l.,
især af de saakaldte White Boys (siden 1761).
En væsentlig Ændring i disse Forhold
indtraadte under den nordamerikanske
Frihedskrig, idet Regeringen saa sig nødsaget til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
