Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Irland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eftervirkningen af Hungersnøden 1846—47 var
saa stor, at end ikke det alm. Røre 1848 fandt
nogen Genklang i I. Det Forsøg, som »det
unge I.« under Smith O’Brien’s Ledelse
(O’Connell var død Aaret i Forvejen) gjorde paa at
vække Uroligheder, blev let og hurtig dæmpet,
og 1850 nærede Parlamentet ingen
Betænkelighed ved væsentlig at udstrække Valgretten, som
1829 var blevet stærkt indskrænket. Ogsaa
hilstes Dronning Victoria med Jubel under sit
Besøg i I. 1853, og der syntes virkelig at aabne
sig Udsigt til en Udsoning mellem England og
I. Men desværre for begge Parter varede dette
gode Forhold ikke længe. Minderne om de gl.
Forurettelser var endnu for stærke i
Irlændernes Sind, og i 1860’erne vaagnede Misnøjen paa
ny. Den næredes især af det blandt Irlænderne
i Nordamerika dannede Samfund, »Fenierne«,
som aabent tilkendegav Planen om at oprette
en uafhængig irsk Republik. Agitationen tog
snart saa stærk Overhaand, at Regeringen 1867
maatte skride ind med talrige Fængslinger,
Standsning af Habeas Corpus Act’en o. desl.
Da Gladstone næste Aar kom til Roret, bestemte
han sig desuden til to vigtige Indrømmelser,
Ophævelse af den irske Statskirke (1869),
hvorved Anglikanerne stilledes paa lige Fod med
Katolikker og Presbyterianere, og en ny
Landbolov (1870), som væsentlig forbedrede
Fæsternes retlige Stilling og særlig sikrede dem
Vederlag for alle Forbedringer paa Jorden og
Beskyttelse mod vilkaarlig Udsættelse. For en
Stund blev ogsaa Roligheden genoprettet, de
agrariske Forbrydelser ophørte næsten helt, og
Undtagelseslovene kunde allerede 1870 mildnes
og indskrænkes til enkelte Egne.
Men Irlændernes Taknemmelighed varede kun
kort. 1872 hævedes det gl. Kampraab om
Repeal, kun tilsløret under det ny, vage Navn
Home Rule (Hjemmestyre), og Ophidselsen
blev stærkere, efter at Parnell 1875 havde
faaet Ledelsen. Dertil kom 1879 Dannelsen af
en »Landliga« med det aabne Formaal at
fortrænge Godsejerne fra Landet, og da der
indtraadte slet Høst og Hungersnød, fik den stor
Udbredelse, samtidig med at de agrariske
Forbrydelser igen tog stærkt til. Efter at
Landligaen havde sluttet Forbund med Home Rulers,
blev den i Stand til at øve et formeligt
Rædselsregimente i I. med Mord og alskens
Voldsgerninger mod Godsejere og Forvaltere samt
mod Fæstere, som overtog et Fæste i en udsat
Fæsters Sted. Det liberale Ministerium greb
da til to vigtige Forholdsregler; den ene var
en streng Tvangslov, den anden en ny
Landbolov, der gav Fæsterne Ret til at sælge deres
Fæsteret samt til at ty til særlige Domstole
for at faa Fæsteafgiften fastsat rimelig, og som
desuden lovede dem Statshjælp til at købe deres
Gaarde, opdyrke ny Jord ell. udvandre. I
Henhold til denne Lov blev Afgifterne betydelig
nedsat rundt om paa Øen, og Retssikkerheden
blev saa temmelig genoprettet, bl. a. ved en
7 Maaneders Fængsling af Parnell og 7 andre
irske Førere og ved Landligaens Opløsning.
Dog næppe havde Regeringen i Tillid hertil
igen løsladt Parnell og hans Fæller, før der
6. Maj 1882 i Fønix-Parken midt i Dublin
øvedes et skændigt Mord paa den frisindede Lord
Cavendish, som nylig var udnævnt til
Oversekretær for I. og altsaa umulig kunde gøres
ansvarlig for Regeringens formentlige Fejlgreb;
ogsaa Understatssekretæren E. Bourke
myrdedes samtidig. Selvfølgelig vakte denne Udaad
stærk Forbitrelse i England og fremkaldte
forøget Strenghed, dog uden at der derved
tilvejebragtes en virkelig Forbedring i
Forholdene.
Da greb Gladstone til en Gentagelse af
Forsøget 1869—70 og prøvede paa at stille
Irlænderne tilfreds ved en ny stor Indrømmelse. Han
foreslog derfor 1886 at genoprette et eget irsk
Parlament og saaledes virkeliggøre Ønsket om
Home Rule, men mødte bestemt Modstand ikke
alene fra hele det konservative Parti, men
ogsaa fra en Del af sine egne Partifæller, de
»liberale Unionister«, og nødtes derved til at
vige Pladsen. Skuffelsen herover satte ny Fart
i Agitationen i I., og »Nationalligaen«, som 1882
havde afløst Landligaen, opfordrede ligefrem
Fæsterne til ikke at udrede deres Afgifter til
Godsejerne, men derimod indbetale dem i en
fælles Kasse, for saaledes at fremtvinge en
Nedsættelse. Denne Voldsomhed gjorde dog
kun ondt værre, vakte hos mange Godsejere
Ulyst til enhver Eftergivenhed og drev
Regeringen til strengere Forholdsregler end nogen
Sinde tidligere. Belejringstilstand kundgjordes
overalt i de urolige Egne, de genstridige
Fæstere blev i Tusindvis udjaget af deres
Gaarde ved Soldaters Hjælp, de agrariske
Forbrydelser undertryktes med Haardhed.
Nationalligaen opløstes som ulovlig, og selv
Parlamentsmedlemmer straffedes med Fængsel for
Deltagelse i Agitationen. Men Bitterheden i Sindene
var saa stærk, at end ikke Pavens
Fordømmelse af Nationalligaens Færd gjorde noget
Indtryk, ikke engang blandt de kat. Præster.
Ogsaa var der megen Nød, især i de vestlige
Grevskaber; Tallet paa dem, der nød
Fattigunderstøttelse, voksede fra 1860 til 1890 omtr.
til det tredobbelte, skønt Folkemængden i
samme Tidsrum aftog med 1 Mill. Især trykkedes
Fæsterne ved den stærke Nedgang i Priserne
paa Landbrugsfrembringelser, og skønt
Afgifterne dels ved mindelig Overenskomst, dels ved
Domstolenes Kendelser nedsattes betydelig (i
Gennemsnit med en Femtedel, stundom endog
med Halvdelen), var de dog jævnlig for høje
til, at Fæsterne i Længden kunde udrede dem.
Derimod viste Forsøget med at danne en
Selvejerbondestand sig overmaade vellykket. Det
begyndte 1870 paa de Jorder, som inddroges
ved Statskirkens Ophævelse, men kom kun 7000
Fæstere til gode. Under det konservative
Ministerium 1885—86 gennemførtes af Lord
Ashbourne en Lov, hvorved 250O0 Fæstere ved
Statshjælp sattes i Stand til at købe deres
Gaarde, og senere fulgte andre Love i samme
Retning (særlig A. Balfour’s Lov 1891).
Ligeledes udkom (1882—91) fl. Love for at skaffe
Landarbejderne bedre Boliger og smaa
Jordstykker til selvstændig Dyrkning. Man kan
derfor med Sandhed paastaa, at det ikke har
skortet Regering og Parlament paa alvorlig Iver
for at forbedre Tilstandene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
