Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fjorde, og Havet udenfor er saa grundt, at
det er meget farligt for Skibe at nærme sig
Kysten. Brændingen opkaster Strandvolde, der
dæmmer for Flodvandet fra de mange
Gletscherelve, og derfor er Grunde og foranderlige
Laguner almindelige paa denne Kyst. Under
Paalandsvind bliver nogle Laguners Udløb
stoppede, og Elvene oversvømmer da det
nærliggende Land. De største af disse Laguner findes
mod SØ. (Álptafjörður, Papós, Hornafjörður).
Paa den vestlige Del af Sydkysten er Fortidens
Fjorde og Bugter ikke blot blevne udfyldte af
Jøkelelvenes Aflejringer, men ogsaa af store
Lavastrømme. Fra V. gaar to meget store
Bugter ind i I., Faxafjörður og Breiðifjörður, de
adskilles af det bjergfulde og vulkanske
Snæfellsnes, den første har en Længde af 68 km
og 90 km Bredde, den sidste 74 km Bredde og
124 km Længde; ind fra dem gaar fl. mindre
Fjorde, især fra Breiðifjörður, der ogsaa er
opfyldte af en Mængde Øer. Den nordvestlige
Halvø (Vestfirðir) indskæres som før bemærket
af en Mængde Fjorde; de fleste af de Fjorde,
som gaar ind fra Bredebugten, er smaa og har
ingen Bet. for Skibsfart og Fiskeri, derimod
har de Fjorde, der vender Mundingen mod
NV., fl. ypperlige Havne, og her findes mange
Handelspladser og Fiskelejer, de betydeligste
af disse Fjorde er: Patreksfjörður,
Tálknafjörður, Arnarfjörður, Dýrafjörður,
Önundarfjörður, Súgandafjörður, Isafjarðardjúp og
Jökulfirðir. Af disse er Arnarfjörður og
Isafjarðardjúp de betydeligste. Den nordøstlige Del af
Halvøen kaldes Strandir, her findes ogsaa
mange Fjorde, hvoraf Reykjarfjörður og
Steingrímsfjörður er de største. Nordkysten har ogsaa
mange og store Indskæringer, der adskilles af
bjergfulde Halvøer; af disse Bugter bemærkes
Húnaflói, Skagafjörður, Eyjafjörður,
Skjálfandi, Axarfjörður og Thistilfjörður; fra disse
Bugter gaar saa forsk. mindre Fjorde ind i
Landet. Af Halvøerne kan fremhæves: Skagi
mellem Húnaflói og Skagafjörður, Tjörnes mellem
Skjálfandi og Axarfjörður, Melrakkasljetta og
Langanes paa begge Sider af Thistilfjörður.
De to store Halvøer paa begge Sider af
Eyjafjörður har intet særskilt Navn. Paa
Østlandet findes ogsaa mange større og mindre
Bugter og Fjorde; de største og mest bekendte
er: Vopnafjörður, Hjeraðsflói, Seyðisfjörður,
Reyðarfjörður og Berufjörður.
Skønt den isl. Kyst er saa sønderskaaret
af Fjorde og Bugter, er den ikke særlig rig
paa Øer, kun i Bredebugten er der en Mængde
Øer og Holme i to større Grupper ell. Sværme;
bl. de sydlige Øer i denne Bugt uden for
Mundingen af Hvammsfjörður bemærkes
Hrappsey, af de vestlige Øer ved Barðaströnd er
Flatey den mest bekendte. I Isafjarðardjúp er
Æðey og Vigur kendte for deres store Rigdom
paa Edderfugle; ved Nordlandet uden for
Skjálfandi ligger Flatey og Grímsey ude i
Ishavet 45 km fra Kysten; i Skagafjorden
bemærkes Drangey, i Eyjafjörður Hrisey, ved
Østlandet Papey i Nærheden af Berufjörður,
ved Sydlandet Vestmanneyjar, Eldeyjar (ell.
Geirfuglasker), uden for Reykjanes og Viðey i
Faxafjörður nær ved Reykjavik.
I. er et mægtigt Højland ell. rettere
Plateauland, hvori Fjorde og Dale skærer sig ind paa
alle Kanter, og Lavlandene har i Forhold til
Højlandet en meget ringe Udstrækning (1 : 15).
Lavlandene, Kystlandet og Dalene har dog
størst Bet., idet Beboelsen næsten udelukkende
er knyttet til dem, medens det udstrakte
Højland p. Gr. a. det barske Klima er ubeboeligt;
kun i Højlandets ydre Del findes
Sommergræsgange for Faarene, men i det Indre kun meget
faa og smaa græsbevoksede Pletter, hvor den
forkrøblede Plantevækst dog kun kommer frem
i 2—2 1/2 Maaned af Aaret.
Ved Breiðifjörður og Húnaflói afskæres den
nordvestlige Halvø fra Hovedlandet, og der
dannes saaledes to Højlande, et mindre og et
større. Tangen (mellem Gilsfjörður og
Bitrufjörður), der forbinder den nordvestlige Halvø
med Hovedlandet, har en Bredde af 9 1/2 km og
262 m’s Højde. Den nordvestlige Halvø ligner
paa Kortet et dybt indskaaret Blad, idet trange
Fjorde skærer sig ind fra alle Sider. Kysten
begrænses alle Vegne af stejle, mørke
Fjeldsider, der mange St. hæver sig brat, ja næsten
lodret 4—500 m op af Havet. Fjeldsiderne er
alle Vegne opbyggede af vandrette eller lidet
hældende Basaltlag, der hæver sig ud fra
hverandre med smalle Afsatser til Fjeldets Rand,
og ligner ofte i Frastand lodrette, sorte Vægge.
Mange St. styrter smaa og store Bække med
Fosser og Kaskader ned ad Fjeldsiderne, der
i Tidens Løb er blevne søndergravede af
Erosionen, saa at der er blevet dannet utallige
Kløfter, Smaadale og Botner, Kamme og
Bastioner. Klatrer man op paa selve Højlandet,
viser det sig, at Fjorde og Dale regelmæssig
er blevne skaarne ned igennem Plateauet, og
er man kommen tilstrækkelig højt op, svæver
Øjet frit over store Vidder, Dalene og
Fjordene forsvinder ell. viser sig som ubetydelige
Kløfter, man ser en ensformig Højslette
bedækket med løse, kantede Klippeblokke og
spættet med store Snedynger; det er ofte
vanskeligt at komme frem over et Hav af
Klippestykker, hvor Gruset og Leret i
Mellemrummene ofte er opblødt af Tøvandet fra de
mange Snepletter. Medens Fjeldsiderne og
Dalbunden nede ved Havet ofte er temmelig
frodig bevoksede med Græs, Lyngplanter og
Kratskove, ser man heroppe kun i Ny og Næ en
enkelt forkrøblet Alpeplante, der fører en
kummerlig Tilværelse i Læ af de store
Klippeblokke. Plateauet har en gennemsnitlig Højde
af c. 600 m, og hvor det er højest (6—900 m),
samles Snedyngerne til Firnkupler, Gláma mod
SV., Drangajökull mod NØ. Gláma er dog kun
i kolde og fugtige Klimaperioder en
sammenhængende Snemasse, i varmere Aaringer deler
den sig i en Mængde mindre Snedynger, og den
frembringer saa vidt bekendt ingen Gletschere.
Drangajökull har et Areal af c. 200 km2 og
udsender 8 Gletschere, nogle næsten helt ned
til Havet. Her mod NØ. er Klimaet koldere
og fugtigere, og Snegrænsen, der ved Gláma
ligger c. 800 m o. H., sænker sig længst mod
NØ. ned til 400 m. Paa den nordvestlige Halvø
findes ingen Lavlande, kun en smal
Kystbræmme, der skyldes Brændingens Arbejde under en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
