Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overgives til disse med de Forpligtelser, som
Giverne havde bestemt, men ellers være fri
for ethvert Krav fra Biskoppens Side; for alle
de øvrige Kirker skulde Biskoppen alene raade.
Skønt Biskop Árni kun opnaaede en Del af
det, som han havde kæmpet for, var dette dog
en betydelig Sejr for den hierarkiske Magt paa
I., der fra nu af voksede indtil Reformationens
Indførelse, og hvis vigtigste Grundlægger
Biskop Árni Thorláksson maa anses for at være.
Kun med Nød og næppe havde den norske
Konge faaet Altinget til at vedtage de ny Love;
naar Kongen i den nærmest flg. Tid stillede alt
for store Fordringer, gjorde Islændingerne
endnu saa stærk Modstand, at han maatte
opgive sit Ønske, saaledes Erik Magnusson,
da han 1286 udskrev Folk fra I. til Leding.
Endvidere nægtede Islændingerne 1301, uagtet
hele Landet det foregaaende Aar havde lidt
meget ved et af de mest voldsomme Udbrud
fra Hekla, at hylde Haakon Magnusson,
da han sendte Alf af Krogen tillige med
2 Nordmænd som Lovmænd til I. og stillede
urimelige Fordringer. Hyldningen foregik paa
visse Betingelser 1302; de norske Lovmænd
maatte vende tilbage, og Lovmændene, med
Undtagelse af 4 i 18. Aarh., var altid islandske.
I det hele taget var paa denne Tid ikke uden
Grund opstaaet stærk Misfornøjelse med den
norske Konges Herredømme. Man ansaa
Overenskomsten for brudt i fl. Henseender og
klagede derover. Da Alf af Krogen 1305 optraadte
med ny Fordringer, undgik han kun ved en
Høvdings Hjælp Nordlændingernes Angreb.
Paa Sydlandet derimod vedtog man formelig
ikke alene at nægte saadanne Fordringer, men
tillige at slutte sig sammen til at værne om
Landets Rettigheder, et Skridt, der kaster Lys
over Stemningen paa I.
14. Aarh., navnlig dets sidste Halvdel, havde
Sturlungatidens Skyggesider, men ikke dens
lyse Sider. Det lykkedes ikke for Kongemagten
at hævde Fred i Landet; enkelte af Kongens
Befalingsmænd, der i 14. og 15. Aarh. kaldtes
Hirdstyrer (hirðstjóri), opførte sig endog som
Røvere, saa Bønderne lod en af dem (Smiðr
Andrjesson) bøde derfor med Livet.
Biskopperne, der som oftest enten var norske eller
danske eller endog eng. indtil Slutn. af 15.
Aarh., var ofte meget uheldige. Hertil kom
ogsaa, at Landet led uhyre meget p. Gr. a.
store Vulkanudbrud og Jordskælv i 14. Aarh.
1380 kom I. med Norge under den danske
Konge, men herved skete ingen Forandring i
Landets Forfatning ell. Stilling. Lidt over 20
Aar senere rasede Sortedøden paa I.
(1402—04); to Tredjedele af Befolkningen siges at
være bortrevne i Pesten, men selv om dette
kun er en Formodning, er det sikkert nok, at
Tabet var uhyre stort, uden Sidestykke i
Landets Historie. Fl. Slægter uddøde, mange
Gaarde blev lagt øde, og al Virksomhed led
større Knæk end nogen Sinde. Landets Tilstand
blev derfor ikke bedre i 15. Aarh.
Til Reformationens Indførelse knytter
sig Hovedbegivenhederne i Landets Historie
i 16. Aarh. Den kom til I. som Følge af, at den
var bleven indført i Danmark. Begge de isl.
Bispeembeder beklædtes dengang af dygtige
Mænd, den gl. Ögmundur Pálsson i
Skálholt og den storladne, begavede Jón
Arason paa Hólar. Begge var de ivrige Katolikker,
og da Christian III 1538 sendte
Kirkeordinansen til I., for at Biskopperne skulde rette sig
efter den, blev dette ikke efterkommet.
Pinsemorgen 1539 overrumplede den kgl. Foged
Didrik von Mynden, vistnok uden højere
Ordre, Munkene i Viðökloster og jog dem
bort; men da han med Skændselsord overfaldt
den blinde Biskop i Skálholt, blev han paa
Foranstaltning af Forvalteren paa Bispesædet
dræbt (10. Aug. 1539). Imidlertid havde Biskop
Ögmundur Pálsson faaet Gissur
Einarsson valgt til sin Efterfølger. Han var
Reformationen hemmelig hengiven, og denne fik i
ham en dygtig Forkæmper i Skálholts
Bispedømme, hvor Kirkeordinansen blev vedtagen
1541. Paa Nordlandet derimod opretholdt Jón
Arason den katolske Lære, men undgik dog at
bryde med Biskop Gissur. Da han døde 1548,
beredte Jón Arason sig til kraftig at gribe ind
i Forholdene paa Sydlandet. Han lod Gissur’s
Efterfølger Biskop Marteinn Einarsson
fængsle (1549) og forjog de Danske fra
Viðökloster (1550), men samme Efteraar blev Jón
Arason og 2 af hans Sønner tagne til Fange af
Daði Guðmundsson, der overgav dem
til den danske Foged Christian Skriver, der
lod dem uden forudgaaende Dom henrette 7.
Novbr 1550. Den flg. Vinter hævnede Fiskere
fra Nordlandet deres Biskop ved at dræbe
Christian Skriver og fl. af hans Ledsagere.
Med Jón Arason’s Død blev imidlertid
Modstanden mod Reformationens Indførelse
fuldstændig knækket. Men forinden Efterretningen
herom kom til Danmark, havde Christian III
bestemt, at 3 Krigsskibe den flg. Sommer
skulde gaa til I. for at fængsle Jón Arason.
Under deres Ophold ved I. blev Reformationen
vedtagen paa Nordlandet (1551).
Ved Reformationen skete lgn. Forandringer
paa I. som i andre protestantiske Lande;
Klostrene, som dengang var 9, og Klostergodset
blev inddragne under Kronen; den dømmende
Magt i kirkelige Anliggender blev frataget
Gejstligheden saavel som dens Myndighed over
Kirkegodset; dog fik Gejstligheden i Skálholts
Stift under den myndige og lærde Biskop
Brynjólfur Sveinsson i 17. Aarh.
Domsmagten tilbage. For at raade Bod paa
Gejstlighedens Uddannelse blev Latinskoler
oprettede paa begge Bispesæderne. I den sidste
Del af Aarhundredet blev begge
Bispeembederne besatte med særlig dygtige Mænd, der med
Iver arbejdede for Oplysningens Fremme;
navnlig gjorde den meget dygtige og alsidig
begavede Guðbrandur Þorláksson,
Biskop paa Hólar (1571—1627), sig i høj Grad
fortjent ved bl. andre Skr at udgive en
udmærket, illustreret Oversættelse af Bibelen
(1584). Imidlertid har denne Tidsalder ogsaa
sine mørke Minder. Saaledes fik den kgl.
Befalingsmand Paul Stigssen 1564 indført
barbariske Straffe for Løsagtighed, og nogle Aar
senere (1587) blev Kirkefreden ophævet;
endvidere begyndte de vanvittige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
