Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
træfsikkert til Billedet (Freskerne i Arezzo’s S.
Francesco, S. Malatesta i Rimini, de storladent
formede, men detaillerende Profilportrætter). Hans
stærke Kunstnerpersonlighed fik da ogsaa stor
Indflydelse, saaledes paa to saa fremragende
Kunstnere som Melozzo og Signorelli, der dog
tillige stod i Gæld til Mantegna. Melozzo da
Forli (de syngende og spillende Engle i
Peterskirken i Rom, Sixtus IV i Vatikanets Gal. m.
v.) med sin udprægede Skønhedssans. Luca
Signorelli, den største Mester i
Fremstillingen af det nøgne før Michelangelo, dette
nøgne (især i Mandsskikkelser), som han gav
Indpas alle Vegne, i sine Madonnabilleder o.
a. Staffelistykker, men især i sine Fresker,
saaledes i de storladne, gribende
Dommedagsbilleder i Orvietos Domkirke. Signorelli’s Kunst
blev mandig, dram.; den gav sine Skikkelser
lidt tørt og grelt i Farven, men i fast statue-
og reliefmæssig Formning. - Naar
Forestillingen om det sværmeriske sjælfulde, det blide,
religiøse og inderlige særlig er knyttet til »den
umbriske Skole« (der i Virkeligheden maa
opløses i en hel Rk.), skyldes det den fra Perugia
udgaaede Retning. Her dannede P.
Perugino Skole. Traadene fra Gentile da Fabriano
m. v. toges op, men under andre og modnere
Renaissanceformer og med langt mindre
virkelig Naivitet i Følelsen; med Mesterskab gav
den overordentlig produktive Perugino Typen
- i Udtrykkets Blødhed, Stillingen,
Kompositionen - for det umbriske Andagtsbillede, og af
de talrige Elever og Efterlignere blev den
yderligere traadt flad til Maniererthed. Til umbrisk
Skole hører endvidere Urbinaten Giovanni
Santi, Rafael’s Fader, og Pinturicchio, den sidste
en af Datidens Store meget søgt og meget
skabende Freskomaler, der raadede over megen
Farvepragt, men ofte af broget, næsten
kalejdoskopisk Art (man har p. Gr. a. dette og hans
udpenslende Omhu kaldt ham en
Miniator-Begavelse), en Maler uden det store kunstneriske
Syn, med med betydelige dekorative Evner
(Udsmykningen af Vatikanets Sale m. v.).
Det blev Padua-Skolen, der efter den
florentinske fik gjort den væsentligste Indsats i
Maleriets Udvikling i 15. Aarh. Indsatsen var
Antikken og Mantegna-Skikkelsen overhovedet.
Den lille Universitetsby, Livius’s By, var efter
sin Udvikling et naturligt Arnested for Studiet
af klassisk Fortid. F. Squarcione, Mantegna’s
Lærer, bragte hjem fra sine Rejser Mængder
af antik Skulptur, der blev som et
Laboratorium for den store Elevkreds (hvis Fællesværk
blev Freskerne i Eremitani). Men den
florentinske Ung-Renaissance fik ogsaa hurtigt og
fast Fodfæste i Padua; allerstærkest gennem
selve Donatello - overhovedet fik Skulpturen
en væsentlig Andel i Malerkunstens Udvikling
i 15. Aarh. -, men ogsaa ved Uccello og hans
Perspektivstudier. Andrea Mantegna
(1431-1506) indoptog alt dette og støbte det
om med sit skarpe Særpræg. Han blev
Naturalisten med den indgaaende Naturiagttagelse,
der allerede i Eremitani-Freskerne med stor
Dygtighed gengav Figurernes Forkortning og
senere i Mantua’s Castello di Corte (Camera
degli Sposi) skabte det perspektiviske
Loftsmaleri, samtidig med at han her i
Fremstillingen af Gonzaga’erne brød Banen for
Familie-Gruppebilledet; men hans skulpturbaarne
Naturalisme blev plastisk, hans Figurer
Bronzestatuer, hans saa skarpt karakteriserende
Skyer, Planter og døde Ting stivnet i
»Stenstil«. Mantegna var tillige Kunstarkæologen,
der ikke blot anbragte Oldtidslevn rundt om
i sine religiøse Malerier, men ogsaa søgte
gennemført antik Stilægthed i Fremstillingen
(»Cæsar’s Triumf«); ikke mindst hans
Kobberstik blev en virksom Propaganda viden om for
hans Kunstsyn. - Den paduanske Retning,
som den viste sig hos Squarcione og især hos
Efterfølgeren Schiavone med den smaatskaarne,
miniaturmæssige Malemaade og den ret
kejtede og kantede Figurstil, sendte Udløbere til
Ferrara, hvor Paduaneren Marco Zoppo
virkede. I Fr. Cossa, C. Tura og Ercole de’
Roberti brødes denne Stil paa heldig Vis med
sund Paavirkning fra Piero d. Francesca, der
selv en Tid virkede i Ferrara: Cossa med de
gode Landskaber og den lysende Farve
(»Høstpigen« i Berlins Mus.), Roberti med de
karakteristiske store Enkeltfigurer og Tura med den
sjældne Farvepragt og de mange ypperlig
malede arkitektoniske og ornamentale Dele
(»Madonna paa Tronen« i Berlins Mus.). -
Gennem L. Costa, der i Ferrara var uddannet
efter de nysnævnte Maleres Kunstsyn og naaede
saa højt i sine Landskaber, blev den
paduanske Traad spundet videre til Bologna. Her blev
det følelsesfulde Andagtsbillede i umbrisk
Lignelse dyrket af Fr. Francia, der i saa
meget slægtede Perugino paa. Costa’s og
Francia’s Samarbejde her skete under gavnlig
Vekselvirkning. Fra Francia’s Elev Timoteo della
Vite, en korrekt, men ikke betydelig Maler,
fører Vejen videre til Rafael, der tog Timoteo
til Hjælp.
Den Mantegna’ske Indflydelse mærkedes
snart i Verona, den lombardiske Skole og
særlig i Venedig. Som Venedigs økonomiske
Liv havde ogsaa dens Kunst peget mod Ø.,
fastholdende længere end andre ital.
Statssamfund den byzantinske Stil i dens gyldne
Rigdom, og den østerlandske Farvernes Øjenlyst
og yppige Pragt bevarede op i den venetianske
Kunsts Storhedstid Magt over Sindene. Længe
fattig paa selvstændige Kunstnere indførte
Venedig den ny Kunst udefra gennem Vitt.
Pisano og Gentile da Fabriano, der virkede ind
baade paa Murano-Skolen og Bellini’erne.
Murano-Skolen under Vivarini’erne, hvis
betydelige Skikkelse, Bartolommeo
Vivarini saa smaat i de senere Aar prøvede
den ny Olieteknik og ogsaa indlod sig paa
Squarcione’s Padua-Realisme, som ligeledes
optoges af Carlo Crivelli i hans af ophøjet
Guld og kostelige Stoffer lysende Alterværker.
Bellini-Skolen med Stifteren Jacopo Bellini,
lidet kendt ved bevarede Værker, bedst ved
Skizzebøger, sprudlende af Fantasi og realt
Liv i Gengivelsen af alskens levende og dødt,
samt Sønnerne Gentile og Giovanni Bellini.
Antonello da Messina’s Virksomhed
greb dybt ind i disse Skoler. Antonello
(c. 1430-79), der bl. a. malede mesterlige smaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
