Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.) - Italien (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bekendteste Værk »Dr. Jenner eksperimenterer
med Vaccinen« skabt et livfuldt og meget
naturalistisk Arbejde. Andre kendte
Billedhuggere er Tantardini, Vela (»Napoleon paa St.
Helena«), hvis romantisk maleriske Kunst faar
en Del Indflydelse i Norditalien, Marochetti,
Bosio’s Elev, der har skabt Rytterstatuen af
Em. Philibert i Turin og Rytterstatuerne af
Richard Løvehjerte i London og af
Wellington i Glasgow, F. Barzaghi, Tabacchi, som har
sin Styrke i Fremstillingen af graciøse,
kokette Kvindeskikkelser, og uddannede en Mængde
Elever, Barbella, hvis genremæssige Skulptur
(Canzone d’amore) sprudler af Friskhed,
Florentinerne Pio Fedi, hvis meget dekorative
Gruppe »Polyxena’s Rov« i Loggia dei Lanzi
dog hører en noget ældre Kunstretning til,
Zocchi, Salvatore Albano (f. 1841) og Marsili,
Pietro Magni, J. Argenti, Luccardi og: Peducci.
I Portrætskulpturen udmærker sig Balzico
(1820-1901), Zannoni, Odoardo Fantacchiotti,
Cesare Fantacchiotti (f. 1844), Ellore Ferrari
(f. 1849) og Ercole Rosa. Hvad der i ikke
uvæsentlig Grad bidrager til den moderne ital.
Skulpturs Trivsel, men ogsaa rummer ikke
ringe Fare for haandværksmæssig Rutine, er
de mange Opgaver, der stilles den i
Gravskulpturen til Kirkegaarde. — Se i øvrigt Art.
Billedhuggerkunst. — Om I.’s
Bygningskunst, s. d. Art. S. 320, 327, 331. (Litt.:
Cicognara, Storia della Scoltura in Italia
(Prato 1823-24]; Bode, »Ital. Bildhauer d.
ital. Renaissance« [Berlin 1887]; Samme, »Die
italienische Plastik« [Berlin 1891];
Bode-Bruckmann, »Denkmäler d.
Renaissanceskulptur Toscanas« [München 1892 ff.];
Burckhardt-Bode, »Cicerone« [8. Udg. 1901];
Perkins, Les sculpteurs italiens [Paris 1869];
A. Venturi, Storia dell’ Arte italiana
[Milano 1901-08]; C. Ricci, »Gesch. d. Kunst v.
Norditalien« [Stuttgart 1911]; F. Beckett,
»Florentinske Kunstnere« [Kbhvn 1897];
Reymond, La sculpture ftorentine, I—II [Firenze
1898]).
A. Hk.
Musik.
I den alm. Musikhistorie møder vi først paa
et forholdsvis sent Tidspunkt I.’s Navn,
mærkværdig sent, naar henses til dette Lands Bet.
i det hele for Kunst og Kultur. Tonekunsten
havde allerede længst traadt sine Børnesko
og havde vokset sig stor og stærk, takket være
navnlig Frankrig og Belgien, inden I., først i
16. Aarh., træder selvstændig til. Navnlig
Middelalderen igennem er Efterretningerne
sparsomme. Den lat. Kirkesang er ganske vist
opstaaet paa ital. Jordbund (Ambrosius i
Milano, 4. Aarh., den »gregorianske Sang«, 6.
Aarh.), men den er i sit nære Forhold til
Grækenland og Orienten saa nøje sammenknyttet
med Antikken og bygger saa afgjort paa
fælles kristelig Grund, at vi vanskelig i den faar
Øje paa noget nationalt ital. Og hvad vi ellers
ved om Musikken i I. i de flg. Aarh., gaar ikke
meget ud over denne Kirkesang. Den under
Paverne Sylvester (4. Aarh.) og
Hilarius (5. Aarh.) oprettede Schola cantorum i
Rom stod dengang som en Mønsterinstitution,
hvorhen man søgte langvejs fra. Pipin, Karl den
Store og Kong Alfred af England fik Hjælp fra
Rom for at ordne Kirkesangen i deres Riger,
og der er vel ingen Spørgsmaal om, at ogsaa
Klostrene i Tyskland og i Norden søgte
sammesteds hen. Som berømt Tonelærer virkede i
11. Aarh. Guido fra Arezzo (s. d.), men
det er omtvisteligt, om denne Mand var en
Italiener af Fødsel. Onde Tider var det for
Landet, politisk Splittelse, Krig og
Fremmedherredømme satte deres dybe Mærker og gav
ikke Plads for fredelige Sysler. Alligevel har
der for Musikkens Vedk. dengang ikke
hersket Stilstand. Nyere Forskninger har
afdækket en blomstrende Musikskole i Mellem- og
Norditalien i Aarene efter 1300, den saakaldte
Ars nova, der havde hjemme i Firenze, i
Bologna og Padua. Denne viser en stærk
Udvikling baade i Flerstemmighedens »kanoniske«
Kunst og tillige — hvad der paa denne Tid er
særlig interessant — i den eenstemmige Sang
med instrumental Ledsagelse, aabenbart en
Arv fra Trubadurtiden, og endelig i
Nodeskriften. Ars nova breder sig da fra I. videre til
Frankrig, Belgien, England og Spanien. Vi faar
med den ny Kunstformer i Musikken som
»Ballata«, »Madrigal«, »Caccia« (Kanon), og navngivne
Komponister: Giovanni da Cascia, Piero,
Francesco Landino. Gherardello, Jacopo da Bologna,
Squarcialupi m. fl. Endelig trives
Musikvidenskaben under lærde Mænds Pleje.
Marchettus fra Padua (13.-14. Aarh.)
underkaster Mensuralmusikken originale
Betragtninger, i 15. Aarh. lærer Nederlænderen
Tinctoris i Neapel, medens noget senere
Franchinus Gafor i Milano bliver det store
Musikfaktotum, og det lærde Bologna ved
Spanieren Ramos de Pareja og hans Elev
Spataro giver sit Bidrag til Oplysningen
om Musikkens underfulde Kunst.
I 16. Aarh. kommer Gennembrudet, I. stiller
sig i Spidsen for Udviklingen. De saakaldte
»Nederlændere«, ell. rettere sagt den
francobelg. Skole, var dengang Herrer i Musikkens
Rige, havde sat hele deres Begavelse og sejge
Kraft ind paa at løse Kontrapunktikkens tekn.
Problemer og saaledes føre Tonekunsten
igennem »Skolens« tunge Arbejdsaar. Det sidste
Afsnit af denne »nederlandske« Periode gik
delvis for sig netop paa ital. Grund. Da Grunden
saaledes var ryddet og Jordbunden beredet,
træder I. selv til. Der bliver paa een Gang
Røre overalt. Rom kappes med Venedig,
Firenze med Bologna og Ferrara, og den ital.
»polyfone Skole« opstaar, paa samme tekniske
Grundlag som den »nederlandske«, en Art
Fortsættelse af denne, men rigere og skønnere.
Navnlig Rom og Venedig blev de to
Knudepunkter. Den første ital. Komponist af Rang
er Costanzo Festa i Rom (pavelig Sanger
1517), han følges af Animuccia og af
Giovanni Pierluigi da Palestrina,
Hovedet for den rom. Skole, der førte den
kirkelige Tonekunst op til ideale Højder, den
rigeste Kunst, klaret i den skønneste Vellyd.
Pavens Kapel, Capella Sistina, bliver det
naturlige Midtpunkt for denne klassiske Skole.
Med Repræsentanter som de to Nanini,
Soriano, de to Anerio, Giovannelli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
