Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at I.’s Teater væsentlig har sin Oprindelse. De
ældste sikre Efterretninger om virkeligt,
dialogiseret, religiøst Drama i dette Land har
vi fra Padua 1244, hvor der berettes om en
Fremstilling af Kristi Lidelseshistorie uden for
Kirken. De ældste af den Art lat. Stykker,
hidrørende fra I., er 4 kendelig liturgiske, der
findes i et Haandskrift fra den norditalienske By
Cividale, fra 14. Aarh. Imidlertid havde fra 13.
Aarh.’s Midte en Bevægelse gjort sig gældende,
som inden føje Tid førte Skuespillet ind paa
ny Baner ved at knytte det til Folkets eget
Sprog. Den begejstrede aandelige Lyrik (le
Laudi ell. le Laude), som fra Umbrien udgød
sig i en bred Strøm over I., kaldt til Live ved
Bodsprædikanternes Tale, og hvis Sangere
oprindelig hørte til »Svøbebrødrenes« Skarer, gik
snart, i 2. Halvdel af 13. Aarh., over til ofte at
blive dialogiseret og bestemt til scenisk
Fremstilling. Et Antal Broderskaber, alm. kaldte
Disciplinati, holdt de dram. Laude’r vedlige
og opførte dem som en Art opbyggeligt
Sangspil i Kirkerne; thi ligesom det tidligere
gudelige Drama slyngede disse Dialektdramaer sig
som en naturlig Prydelse om Gudstjenestens
Ceremonier. Vi har endnu en Del Laude’r i
Samtaleform, af en skær og ejendommelig
poetisk Ynde, undertiden ogsaa med indtrængende
Alvor i Diktionen, men — som man kan vente
— ganske naive i den dram. Bygning; Sproget
er det umbriske Folkemaal. — Fra den Tid til
længe efter havde Modersmaalet Overtaget i
det ital. Drama, først i de saakaldte
Devozioni, en Udvidelse af Laude’rne, der danner
Overgangen til la sacra Rapprezentazione, der
er den alm. Benævnelse paa det helt
uddannede religiøse Skuespil i I., svarende til andre
Landes »Mysterier«. De fleste og
interessanteste Rapprezentazione’r er at henføre til
Toscana, især Firenze, hvor de gaves, med
kunstnerisk Udstyrelse og under stor Tilstrømning,
af Lægbroderskaber, navnlig ved Festen for
Stadens beskyttende Helgen, Sankt Johannes.
Der byggedes allerede i 14. Aarh. pragtfuldt
smykkede, midlertidige Scener, og Maskineriet
udvikledes i ikke ringe Grad, idet endog Mænd
som den store Bygmester Brunellesco gav sig
af dermed. Musik og mimisk Ageren havde
ogsaa deres Plads ved disse personlige religiøse
Skuespil, hvis Emner enten var tagne fra det
ny ell. gl. Test., Martyrlegenderne,
Fortællinger af novellistisk Karakter, ell. var af
allegorisk Art, med optrædende Dyder og Laster
som i de andensteds fra kendte »Moraliteter«;
Indblandingen i den alvorlige Handling af et
komisk Element, der er saa fremtrædende i
andre Nationers samtidige Drama, er ikke saa
udbredt hos Italienerne. Det ret betydelige
Antal Rapprezentazioni, som endnu eksisterer,
viser for Resten mest en temmelig svag dram.
Bygning, men tit lyrisk Skønhed og from
Inderlighed; det benyttede Versemaal plejer i
den senere Tid at være otteliniede jambiske
Strofer i Lighed med de ital. Epikeres. I
Mediceertiden, i 15. Aarh.’s Firenze, naaede
denne Digtning sit Højdepunkt, da dens bedste
Forf. var Feo Belcari, Castellani, Bernardo
Pulci og selve Lorenzo il Magnifico. Hos disse
findes allerede saa mange realistiske Træk, at
en naturlig Omformning af den gl. Form til
virkelig Komedie i nymodens Forstand synes
nær. — Foruden i de gudelige Skuespil gav
Folkets dram. Anlæg og Tilbøjelighel, en Arv
fra Oldtiden, sig Vidnesbyrd i Farcer, Contrasti,
sceniske Karnevalsløjer, Maskespil og
»Vognspil« (Carri). Som et mærkeligt Tilløb til at
genoplive det antikke Drama er fra Dante’s.
Tid at nævne Albertino Mussato’s 2 lat.
Tragedier med Kor, i Seneca’s Stil, hvoraf
navnlig »Ecerinis« har Værd og Bet., fordi den
behandler et moderne Emne, Tyrannen Ezzelino
da Romano’s Historie.
Ved 15. Aarh.’s Slutn. tog Udviklingen en
anden Vending end hidtil. Uagtet man endnu
længe vedblev med de gudelige
Rapprezentazioni — Skuespillerne var mest
Broderskaber, saaledes det gl. Compagnia del Gonjalone,
der i sin Tid agerede i Colosseum —, kom de
til at faa mindre og mindre Bet. hos de
Dannede som litterære Frembringelser, og saavel
Prunk som verdslige Tilsætninger fik mere og
mere Indpas i dem. Stofkredsen blev udvidet;
Hofdigterne brugte de traditionelle Former til
Behandling af helt profane Emner. Saaledes
fremfor alle Poliziano i sit mytologiske Drama
»Orfeo« (spillet i Mantua 1483). Men i Slutn.
af 15. og Beg. af 16. Aarh. sejrer Smagen for
det antikke Drama, der af Renaissancens
Humanister opstilledes som Ideal. Tidlig var i I.
Interessen vaagnet for Plautus og Terents.
Deres Komedier opførtes først paa Latin, men
allerede i Slutn. af 15. Aarh. lod Ercole I ved sit
Hof i Ferrara »Menaechmi« og »Amphitrio«
opføre i ital. Overs. Efter Overs. fulgte
Efterligninger. Som Forf. til disse saakaldte
commedie erudite el. sostenute kan først og
fremmest nævnes Ariosto, Bibbiena, Lorenzino de’
Medici, Macchiavelli og Pietro Aretino. Disse
Digtere emanciperer sig hurtig fra den
slaviske Efterligning af deres Forbilleder. De
traditionelle Typer, som i det væsentlige
bibeholdes, modificeres og gøres mere
tidssvarende. Ved Siden af Intrigen kommer Dialogen
til at spille en Rolle og Hentydninger til
politiske og sociale Forhold giver Komedien en
mere national Karakter. Fl. Forf. henter ogsaa
Stof fra Novellelitteraturen, fremfor alt fra
Boccaccio’s »Decamerone«. Morsomme er denne
Periodes Komedier, men meget fri i Tonen.
Hvad Opførelsen angaar, nævnes der vel
enkelte Gange Skuespillere af Faget, men i Alm.
var Forestillingerne Hoffester, der gaves i
Fyrsternes Slotte, og Aktørerne var Dilettanter.
Kontrareformationen henimod 16. Aarh.’s Midte
bragte betydelige Forandringer i Komediens
Vilkaar: Teaterforestillingerne forfulgtes,
forbødes og censureredes af Paver og Kardinaler,
som dog ikke mægtede at udrydde dem; men
de fleste Komedieforfatteie slog nu ind paa en
mere decent Tone end før. Saaledes i mange
af den florentinske Lokalkomedies Stykker
(Cecchi’s, Francesco d’Ambra’s, Grazzini’s o.
fl.). — Tragedien frembyder ikke saa megen
Interesse som Komedien. Den tager straks
fat hyperklassisk med Trissino’s kolde og
regelbundne, med Kor forsynede Sofonisba
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
