Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
styrede imidlertid I. og nød i Justinian’s Tid en
ubegrænset Tillid; men efter dennes Død (565)
faldt han i Unaade. Hans Efterfølger gjorde
sig snart forhadt af Italienerne, og Riget stod
saaledes uenigt, da en ny Fjende truede det N.
fra. Det var Longobarderne, der under deres
Konge Alboin 568 rykkede ind i Norditalien,
som blev erobret i Løbet af faa Aar. Pavia
blev Hovedstad i det ny Rige. Allerede 573
blev Alboin myrdet og efterfulgtes af Sønnen
Klef, som 575 havde samme Skæbne. I de flg.
Aar valgtes ingen Konge, men et stort Antal
longobardiske Hertugdømmer opstod over
næsten hele I., saaledes mod S. Spoleto og
Benevent. Kun Ravenna, Ancona, Rom og
Neapel vedblev at staa under Kejseren.
Longobarderne optraadte med stor Haardhed over
for de Indfødte og berøvede dem deres
Jordejendomme. Da Splittelsen virkede svækkende
paa dem, valgte Hertugerne Klef’s Søn Authari
til Konge (584-90), der straks indlagde sig
Berømmelse ved at drive Frankerne og Grækerne
tilbage, som under de opløste Forhold havde
angrebet Riget. Han ordnede Forholdet
mellem Longobarderne og Romerne. De første fik
udlagt en Tredjedel af Jordejendommene mod
at overtage Landets Forsvar og udgjorde under
Navnet Arimanni (Hærmændene) Rigets første
Stand. De fri Romere kom først i anden Rk.
sammen med de halvfri Longobarder
(Aldioner). Nederst stod Landbefolkningens store
Mængde, de tidligere Coloni, nu ufri Fæstere.
Den rom. Byforfatning gik til Grunde, og
Kongen udsendte i sine Besiddelser de saakaldte
Gastalder, der toges bl. Hærførerne. Gastalden
bestyrede Kongens Godser, paasaa, at Afgifterne
kom ind, og forestod Retsplejen bl. de rom.
Undersaatter; under sig havde han Fogder
(Sculdahis). Kongen var omgiven af en Hird
(Gasindi), og hans Magt var ikke ringe.
Lovgivningen foregik paa Garethinx, hvor han
mødtes med de fornemmere af Frimændene.
Efter Authari’s Død blev Hertug Agilulf af
Turin Konge (590-615). Longobarderne var
ligesom de fleste germanske Folk Arianere,
hvorfor de snart kom i fjendtligt Forhold til
Katolicismens Fører, den højtbegavede Pave
Gregor den Store (590-604). Agilulf angreb
Rom; men Gregor fik ham overtalt til at slutte
Fred og skaffede sig gennem hans Dronning
Theudolinde, der var ivrig Katolik, Indflydelse
paa Longobarderne, hvoraf mange allerede nu
gik over til Katolicismen. Hun byggede
Domkirken i Monza, hvor den longobardiske
Jern-krone gemtes, og vedblev ogsaa efter Agilulf’s
Død at have stor Indflydelse paa Regeringen.
Hendes Datter Gundeberga, der anden Gang
var gift med Kong Rothari (636-52), virkede
i Moderens Aand. Rothari underkastede sig
Kyststrækningen ved Genova og har gjort sig
navnkundig ved at samle Longobardernes
Retsvedtægter, der 644 blev højtidelig godkendte af
Folket og Hæren og bar Navnet Edictum
Rotharis. Denne Lov gjaldt for alle Kongens
Undersaatter, og efterhaanden ophørte Modsætningen
mellem Erobrerne og de Overvundne. Af
Kongerne i det flg. Tidsrum (652-712) blev mange
myrdede. Den mest bekendte af dem var
Grimoald, Hertug af Benevent (662-71), som førte
heldige Krige og virkede som Lovgiver. Under
ham sejrede Katolicismen helt. Paa denne Tid
var det byzantinske I.’s Tilstand ikke roligere
end det longobardiskes, da de religiøse
Stridigheder om Christi Natur ogsaa virkede ind her.
Under disse urolige Forhold søgte I.’s
Befolkning mere end nogen Sinde Beskyttelse hos
Kirken, især hos Rom mod det longobardiske
Kongedømme og den byzantinske Despotisme.
Da Leo Isaureren udstedte en Lov mod
Billeddyrkerne, som han ogsaa vilde have
gennemført i Rom, gjorde Pave Gregor II (715-31)
Modstand, støttet af det rom. Folk, som
udnævnte ham til den rom. Republiks Fader; fra
den Tid af maa Paven betragtes som verdslig
Herre i Rom og nærmeste Omegn. Ogsaa i de
øvrige byzantinske Besiddelser i I. søgte man
at gøre sig uafhængig. Indbyggerne paa de
venetianske Øer valgte en egen Hertug (Doge)
697, Byerne i Pentapolis fulgte Eksemplet, og
Ravennas Indbyggere myrdede Eksarken. Paa
samme Tid blev Liutprand Konge over
Longobarderne (713-44), og han genrejste Riget
indadtil og udadtil. Han føjede ny Bestemmelser
til Rothari’s Lov, hvorved han nærmede den
Romerretten. Rom og Pentapolis søgte han at
faa ind under sit Herredømme; men Gregor II
havde ikke Lyst til at faa en Herre, der var
saa stærk og laa saa nær, og begyndte den
Ligevægtspolitik i I., som for Fremtiden blev
særlig pavelig. Da han ikke havde Held med
sig heri, idet Liutprand overvandt alle hans
ital. Forbundsfæller, søgte han Hjælp hos
Frankernes Herre, Karl Martel; men denne var
optaget af Kampen mod Maurerne, og Gregor
maatte saa ydmyge sig for Liutprand. Hans
Efterfølger Gregor III (731-41) kom ligeledes
i Strid med Longobarderkongen, af hvem han
maatte tilkøbe sig Fred; men Pave Zacharias
(741-52) fik Liutprand til at tilbagegive de
Erobringer, han havde gjort fra Pavestolen,
og fik efter dennes Død en from Kriger Ratchis
valgt til Longobardernes Konge (745-49). Faa
Aar efter anerkendte han Pipin som
Frankernes Konge og skaffede derved Pavestolen en
Støtte i onde Tider.
Et nyt Folk griber nu ind i I.’s Skæbne,
nemlig Frankerne. Ratchis nedlagde snart Kronen
og gik i Kloster, og hans Efterfølger Aistulf
(749-56) genoptog Liutprand’s Erobringspolitik.
Ravenna og Pentapolis faldt i hans Hænder,
og snart var selve Rom truet. Pave Stefan II
(III) (752-57) søgte først, men forgæves, at
faa Longobarderkongen bort ved Gaver og bad
derpaa Pipin den Lille om Hjælp. Der blev
først forsøgt en Mægling; men da Aistulf
forblev ubøjelig, gik Pipin med en Hær over
Alperne og tvang Longobarderne til at afstaa
Ravenna m. m. til Paven og anerkende
Frankernes Overhøjhed (755). Da disse var borte,
angreb Aistulf atter Rom. Et nyt heldigt
Felttog af Pipin bevægede ham endelig (756) til at
overgive de afstaaede Stæder med tilhørende
Landomraade til Paven og til at love ikke at
angribe denne. Disse Landstrækninger,
Eksarkatet Ravenna, Pentapolis og Dukatet Rom,
blev Grundlaget for Pavens verdslige Magt. Til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
