Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgere erhvervede sig Len; mod disse søgte
Bispernes Capitani Støtte hos Haandværkerne og
Arbejderne. Bisperne selv var blevne ganske
verdslige og nedværdigede deres Stand ved
deres Levned; de fleste af dem var valgte af
de tyske Kejsere, og de valgte ikke de
frommeste, men dem, der var mest tro ell. kunde
betale den største Sum Penge for Valget.
Herimod fremstod der en Opposition, som blev til
stor Fare for Kejserdømmet. En ny Aand var
opstaaet i Kirken, og strenge Røster lød, som
krævede Reformer og fordømte Simoni. Disse
Ideer udgik især fra Klostret Cluny i
Frankrig, men ogsaa i I. havde de deres Talsmænd,
hvoriblandt Petrus Damiani. Den ny tyske
Konge, Henrik III (1039-56), var selv grebet
af denne Aand og afsatte 3 uværdige Paver,
der stredes om Magten; derpaa blev han kronet
til Kejser af en tysk Pave, Clemens II
(1046-47), han selv havde indsat, og lod sig med
Patriciertitlen overdrage den afgørende Stemme
ved fremtidige Pavevalg. Han indsatte endnu to
tyskfødte Paver, hvoraf den sidste, Leo IX
(1049-54), fra Cluny medførte sin Subdiakon
Hildebrand. Henrik søgte ogsaa at udstrække sin
Magt over Syditalien, men havde kun lidet
Held med sig. Her havde nogle normanniske
Pilegrimme (1016?) hjulpet Salerno mod
Saracenerne, og da de drog bort, kom andre
Normanner i deres Sted og grundlagde en Koloni i
Aversa (1029). Herfra erobrede de under
Anførsel af Tancred af Hauteville’s Sønner
efterhaanden hele Apulien, delte Landet mellem
sig og hyldede Henrik III som deres
Overherre for at give Erobringen et Skin af Ret. Faa
Aar efter kom de i Strid med Pave Leo om
Benevent og tog ham til Fange 1053; men han
fik dem til at anerkende sig som deres
Lensherre, og hos dem fandt Paven et Tilflugtssted
i Nødens Stund. Hildebrand, der efterhaanden
havde gjort sig til Leder af den pavelige
Politik, følte Kejserens Overherredømme som en
Nedværdigelse for Kirken cg mente, at
Ophæ-hævelsen af Simoni og Forbedring af
Kirketugten kun var mulige gennem Uafhængighed
af Kejserdømmet. Denne vilde han gennemføre
ved at fratage Kejseren Retten til at besætte
Bispedømmerne. Efter Henrik’s Død fik han
fri Hænder, da denne kun efterlod sig en
umyndig Søn, Henrik IV (1056-1106), der stod
under Formynderskab af sin Moder. Han fik
Pave Nikolaus II (1058-61) til at bestemme, at
Paven for Fremtiden skulde vælges af de
højeste Gejstlige i Rom og Omegn, de saakaldte
Kardinaler (1059). Dette var et Slag mod
Kejseren, men endnu mere mod den rom. Adel,
som ogsaa gjorde Modstand, men blev
overvundet ved Normannernes Bistand. En halv Snes
Aar efter blev Hildebrand selv Pave under
Navnet Gregor VII (1073-85). Hans Ord og
Handlinger viste straks, at han ikke alene
vilde gøre Pavestolen uafhængig af
Kejserdømmet, men tragtede efter aandeligt og politisk
Herredømme over hele Kristenlieden. Allerede
1074 befalede han, at alle Gejstlige skulde leve
i Cølibat, og fordømte Simoni, og næste Aar
forbød han Verdslige at bortforlene gejstlige
Embeder (Investituren). Hermed begyndte
Kampen mellem ham og den tyske Konge, mod
hvem Loven navnlig var rettet. Gregor
indstævnede Henrik IV for et Koncil i Rom for at
forsvare sig mod Beskyldningerne for Simoni.
Da denne svarede med at erklære Paven for
afsat (1076), greb Gregor til det yderste
Middel, bandlyste Henrik og løste hans
Undersaatter fra deres Troskabsed. Dette Skridt gjorde
stærkt Indtryk i Tyskland, og Fyrsterne
traadte sammen og nægtede at lyde Kongen, om han
ikke inden et Aar var løst af Bandet. Henrik drog
saa over Alperne for at forsone Paven. I
Lombardiet, hvor Gregor havde mange Fjender,
ogsaa bl. Prælaterne, samlede man sig om ham
i den Tro, at det gjaldt et Hævntog mod
Paven; men Henrik drog videre til Borgen
Canossa, hvor denne havde søgt Beskyttelse hos
Markgrevinde Mathilde af Toscana. I 3 Dage
lod Gregor ham staa uden for Borgen i
Bodsdragt, inden han gav ham Adgang til sig og
løste ham af Bandet. Henrik fortrød snart sin
Ydmyghed og fik valgt en Modpave, da Gregor
støttede hans Modstandere i Tyskland og lyste
ham i Band igen. Da han havde faaet Bugt
med Modstanden i Tyskland, drog han til I.
(1081), og den forskrækkede Pave bad
Normannerfyrsten Robert Guiscard om Hjælp, hvem
han havde anerkendt som Hertug og forlenet
med Apulien, Kalabrien og Sicilien (1080); men
denne var optaget af en Krig med Byzans, saa
Paven maatte forsvare sig ved egen Hjælp.
Dette gjorde han saa godt, at det først 1084
lykkedes Henrik at faa Rom i sin Magt. Gregor
holdt sig endnu i Engelsborg og blev befriet
af Robert Guiscard, med hvem han fulgte til
Salerno, hvor han døde 25. Maj 1085. I et Par
Aar triumferede Henrik’s Parti; men da
Cluniacenseren Urban II blev Pave (1088-99), gik
det tilbage for Henrik, mod hvem Urban fik
hans egen Søn til at gøre Oprør; samtidig
fejrede Paven sin største Triumf, idet han fik det
første Korstog sat i Gang. Ved Urban’s Død
fik Markgrevinde Mathilde valgt Pascal II
(1099-1118), som fortsatte Kampen og støttede
Henrik (V), der efter sin ældre Broders Død
ligeledes havde rejst sig mod Faderen. Forbundet
mellem ham og Paven varede dog kun, til han
selv blev Konge (1106-25); thi da optog han
sin Faders Politik og drog 1110 til I. for at
hævde Investiturretten. For at beholde denne
gik Paven, der stod alene, ind paa at afstaa
alle de Godser og Rettigheder, Kirken havde
faaet af Kronen siden Karl den Store. Da dette
Forlig selvfølgelig ikke kunde holdes, lod
Henrik Paven bortføre og afnødte ham
Investiturretten og Kejserkroningen (1111), hvorpaa han
som Sejrherre vendte tilbage til Tyskland.
Mathilde’s Død (1115) gav Anledning til ny Strid,
da hun havde testamenteret alle sine Lande
til Kirken. Henrik drog igen til I. og tog
hendes Arv i Besiddelse (1116); men da han
nærmede sig Rom, flygtede Pascal. Efter hans
Død opstod langvarige Stridigheder, som dog
er;dte med, at Henrik og Pave Calixtus
(1119-24) sluttede Konkordatet i Worms 1122,
hvorefter Bisperne skulde vælges af Kapitlet og
Rigsabbederne af Klosterkonventet i
Nærværelse af Kongen ell. hans Repræsentant; derpaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
