Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medlemmer, som Bonaparte selv valgte. Ved
Freden i Campo Formio (17. Oktbr 1797) fik
han denne Stat anerkendt, men ofrede Resten
af Venedigs Lande til Østerrig. Denne
Fredsslutning bragte dog ingen Ro i Italien; dertil
var Modsætningerne mellem Partierne alt for
store. Under et republikansk Oprør i Rom blev
den fr. General Duphot dræbt (27. Decbr 1797),
hvoraf Direktoriet tog Anledning til at besætte
Byen og udraabe den, rom. Republik (15. Febr
1798); Pius VI førtes som Fange til Frankrig.
Forfatningen ordnedes efter fr. Mønster med
gammelromerske Navne. Freden i Campo
Formio var brudt, og der dannedes en Koalition
af europ. Magter for at standse Frankrigs
Overgreb. Neapel begyndte Krigen paa egen Haand
(Novbr 1798) og drev Franskmændene bort fra
Rom. Direktoriet forlangte nu Hjælp af Karl
Emanuel IV af Sardinien (1796—1802), og da
han tøvede, blev Piemont frataget ham (Decbr
1798). Efter at den fr. Hær i Kirkestaten
havde faaet Forstærkninger, trængte den ned i
Neapel og erobrede Hovedstaden efter en
haardnakket Kamp med Lazaronerne.
Kongehuset flygtede til Sicilien, og 23. Jan. 1799
proklameredes den parthenopæiske Republik.
Ogsaa Storhertugen af Toscana maatte forlade
sit Land, og en republikansk Regering
oprettedes. Italienerne var dog ikke tilfredse med
de ny Tilstande, og i den cisalpinske Republik
dannedes et ital. Fremskridtsparti, som vilde
fordrive alle Fremmede og stifte et
uafhængigt I. ved Sammenslutning af alle Halvøens
Stater. Under disse Forhold rykkede den
anden Koalitions Hære over Alperne og erobrede
i Løbet af Sommeren 1799 hele Landet paa
Genua og Nizza nær. Reaktionen triumferede,
og Dronning Karoline tog blodig Hævn over
Republikanerne i Neapel. Imidlertid var
Bonaparte kommet tilbage fra Ægypten og havde
gjort sig til Herre i Frankrig, og han vilde
fremfor alt genvinde I. Medens Masséna ved
sit heltemodige Forsvar af Genua beskæftigede
Østerrigerne, samlede Bonaparte i al
Hemmelighed en Hær, gik over Store Skt Bernhard
og optraadte pludselig i Norditalien i Ryggen
paa disse. Hovedslaget ved Marengo (14. Juni
1800), som Østerrigerne tabte, afgjorde I.’s
Skæbne. Den ny Pave, Pius VII (1800—23),
som i Juli vendte tilbage til Rom, stillede sig
paa venlig Fod med Sejrherren, der søgte at
vinde de højere Klasser i I. for sig. Da
Østerrig ikke vilde slutte Fred, begyndte Krigen
igen Novbr 1800, men endtes ved Moreau’s Sejr
ved Hohenlinden, der bragte Wien i Fare. Ved
Freden i Luneville 9. Febr 1801 genoptoges
Bestemmelserne fra Campo Formio, endvidere
afstod Tronfølgeren i Parma og Piacenza sit
Land mod at faa Toscana som et Kongerige
Etrurien, Paven blev anerkendt i Kirkestaten,
og Neapel lukkede sine Havne for
Englænderne og udstedte Tilgivelse for politiske
Forseelser. Der kom nu roligere Tider i I., om det
end ikke naaede den Frihed, det havde drømt
om. Cisalpiniens Forfatning ordnedes 1802
efter fr. Mønster, og Bonaparte blev
Republikkens Præsident. Dette Eksempel fulgte
Ligurien, hvis Doge Bonaparte valgte. S. A.
indlemmede han Piemont i Frankrig, og Victor
Emanuel (1802—21) maatte nøjes med Øen
Sardinien. I.’s Styrelse var langt bedre end
tidligere, Forholdene friere, Byrderne mere
ligelig fordelte og derfor lettere at bære; større
Velstand opstod, og Videnskab og Kunst
begyndte igen at blomstre. Da Bonaparte 1804
var blevet valgt til Kejser, tilbød den
cisalpinske Republik ham Lombardiets gl.
Kongekrone, som han selv satte paa sit Hoved i
Milanos Domkirke 15. Maj 1805. Kort efter
blev Eugène Beauharnais udnævnt til
Vicekonge af I. Ligurien forenedes med
Frankrig, og Parma erklæredes for en fr.
Besiddelse; af Piombino og Lucca dannedes et
Fyrstendømme for Kejserens Søster Elisa. Som Følge
af disse Overgreb stiftedes den 3. Koalition
mod Frankrig. Medens Napoleon selv trængte
ind i Hjertet af Østerrig og sejrede ved
Austerlitz, drev Masséna med en fr.-ital. Hær
Ærkehertug Johan bag Tagliamento-Floden, og
Eugène holdt med en lombardisk Hær de
forenede Neapolitanere, Englændere og Russere
Stangen. Ved Freden i Pressburg (26. Decbr
1805) afstod Østerrig sine venetianske
Besiddelser til Kongeriget I. Samtidig erklærede
Napoleon, at Huset Bourbon havde ophørt at
regere i Neapel, og Jan. 1806 rykkede Josef
Bonaparte og Masséna ind i Kongeriget. Kongen
og Hoffet flygtede til Palermo, og Josef
udraabtes til Konge. Endelig fik Neapel en
fornuftig Styrelse: Særrettighederne ophævedes.
Code Napoléon afløste de mange Love,
Skatterne fordeltes ligelig, og offentlig
Undervisning indførtes. 1808 blev Josef afløst af Joachim
Murat, skønt han nødig vilde derfra. Ogsaa i
det øvrige I. skete der Forandringer. Prinsesse
Pauline fik Fyrstendømmet Guastalla, som hun
dog snart maatte afstaa igen, og Toscana
indlemmedes i Frankrig. Napoleon gjorde for
øvrigt meget for I. Storartede Veje blev anlagte
over Simplon og Mont Cenis, ensartet
Retspleje og Lighed for Loven indførtes,
Oplysningen forbedredes, og Handel og Industri
fremmedes; men han var en streng Herre og
forskertsede sin Popularitet ved Kampen mod
Paven. Pius VII og han havde enedes om
at genindføre Katolicismen som Statsreligion i
Frankrig; men dermed hørte ogsaa Enigheden
op, og Paven irriterede Napoleon ved at
fordre Legationerne tilbage og ved ikke at lukke
sine Havne for Englænderne. Derfor lod han
Rom besætte 1808, og da Paven under Krigen
mod Østerrig 1809 gjorde Miner til at ville
slutte sig til Kejserens Fjender, blev
Kirkestaten indlemmet i Kejserdømmet og Pius ført
som Fange til Frankrig. Trods alt, hvad
Napoleon gjorde for at vinde Italienerne, saa de
kun Trældommen og glemte Velgerningerne, og
da 1812 kom med Nederlaget i Rusland, som
kostede mange Tusinde Italienere Livet,
traadte alle Uafhængighedstendenser aabenlyst frem.
Ulykkeligvis var de ikke enige, og de
manglede en Personlighed, hvorom de kunde samle
sig. Eugène holdt sig stadig paa Kejserens
Side, og Murat, der en Stund tænkte paa at
skille sin Sag fra hans, var med i Felttoget i
Tyskland 1813. Invasionen i Frankrig 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
