Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jainisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved, at den gøres i Uvidenhed); først naar den
er bleven fri for begge Dele, er den saa let, at
den hæver sig til de Forløstes ell. Fuldkomnes
(siddha) Himmel oppe ved »Ikke-Verden«,
hvor den varer evig i sin rent intellektuelle
Natur (en Tilstand, som er baade »uudsigelig og
ufattelig«). Ved den rette Tro og ved at
overvinde Lidenskaberne og Driften til Handling
forhindrer man Opsamling af ny karman; den
gl. kan enten opbruges ved Belønning og Straf
under Sjælevandringen ell. tilintetgøres ved
Askese, som fører til kevala og »Befrielse«
(særlig vigtige er Tankerne i Dødsøjeblikket).
Kun Væsen-er med 5 Sanser, Bevidsthed,
Bevægelighed, etc., og som har naaet kevala,
kan opnaa »Befrielse«; Munkene har Mulighed
for at naa det i dette Liv, hvorimod Lægfolk
foreløbig kun kan forbedre deres Sjælevandring.
Dog skal faktisk ingen have opnaaet Nirvana
efter den 3. Generation af Vardhamana’s
Disciple. Efter deres Holdning under Disputter
kaldes Jaina’erne saptavadin ell.
syadvadin.
J. er delt i to mod hinanden meget fjendtlige
Sekter Digarabara’erne (»hvis Klædning er
Luften« ɔ: nøgne) og Çvetambara’erne
(»hvid-klædte«), hver med mange
Underafdelinger. Digambara’erne holder i Princippet paa
fuldstændig Nøgenhed som Betingelse for
Saligheden, og deres Munke levede i 7. Aarh. e. Kr.
bevislig paa det strengeste efter denne
Anskuelse; nu klæder Munkene af lavere Grad sig
efter Landets Skik, og Sektens Overhoveder er
kun nøgne, medens de spiser, ellers hyller de
sig sædvanlig i et stort Stykke farvet Tøj.
Çvetambara’erne anser ikke Nøgenhed for absolut
nødvendig, men kun som fortjenstlig, og
indrømmer, at Mahavira og hans første Disciple
gik nøgne. Desuden adskiller de sig ved nogle
Dogmer og har forsk. kanoniske Bøger, men
stemmer i øvrigt overens. Digambara’erne
mener, at Kvinder ikke kan opnaa Nirvana, og
har derfor ingen Nonner; Çvetambara’erne har
nu faktisk ikke andre Nonner end jomfruelige
Enker, hvis Mænd er døde i Barnealderen (jfr
Hinduismen).
III) Rigtig Vandel sammenfattes i de 5
Bud (Forbud), nemlig for Munkenes Vedk.: a)
intet at gøre Fortræd ell. dræbe (ahimsa);
b) ikke at sige Usandhed (selv i Spøg); c) intet
at tilegne sig, uden at det bliver en givet; d)
bevare absolut Kyskhed (Cølibat; »den største
Fristelse i denne Verden er Kvinden«); e) ingen
Ejendom besidde, men leve i Forsagelse
(optaget af at overholde de talrige og yderst
minutiøse Munkeregler); — for Lægfolks Vedk.
mildere Efterligninger af disse. Disse 5 Løfter
som Munken aflægger ved sin Indtræden i
Ordenen, specificeres og udvides i det uendelige ved
Fortolkning; mest Vægt lægges paa ahimsa,
som kræver den yderste Forsigtighed i alle
Bevægelser og Foretagender for ikke at skade
Dyr, Planter, Jordvæsener etc., i en saa utrolig
Grad, at det gør et uimodstaaelig komisk
Indtryk paa Folk med andre Forudsætninger;
Brugen af en Si til Vandet, en Kost til at feje
eventuelle Insekter af Vejen med, og et Slør for
Munden for ikke at dræbe noget ved
Indaandingen, og at de ikke spiser i Mørke af lgn.
Grund, og aldrig spiser Figen, Frugter med
Frø i ell. Kød, er kun en ringe Del af de
foreskrevne Forsigtighedsregler (Digambara’erne
betragter dog Kosten m. m. som uvæsentlige);
heri og i deres positive Omsorg for Dyrene
gaar de langt videre end Buddhisterne; de har
oprettet store Hospitaler for Dyr; de maa
selvfølgelig ikke dræbe Utøj ell. saa meget som
gnide Saaret. Ogsaa Tanker og Ord, som kan
foranledige Strid og Drab, maa de vogte nøje
paa. Askesen omfatter ogsaa Skriftemaal for
Læreren og Bod for Forseelser og (modsat
Buddhisterne) Selvplageri; Tonsuren sker
hos J. ved at lade Haaret udrykke (dog kan
de ogsaa bære det kortklippet); Fasten skal
hos dem af Digambara’ernes Munke, som har
naaet den højeste Erkendelse, fortsættes, indtil
vedk. dør af Sult, og Skolernes Overhoveder
dør næsten ikke paa nogen anden Maade; ogsaa
hos Çvetambara’erne forekommer saadanne
Tilfælde; men dette Selvmord maa foretages
nøjagtig efter de derom givne Forskrifter, ellers
forlænger det kun Sjælevandringen. Munken
skulde opr. vandre hjemløs omkr. med
Almisseskaalen (Digambara’erne modtager dog ogsaa
Maden i Haanden) og »prædike Tiggernes Lov
(ɔ: Religion) for alle Slags Skabninger«; dette
er dog nu betydelig modificeret. Han maa,
foruden de omtalte Genstande, kun eje en
Vandkrukke og i visse Egne en Paraply. Kan han
ikke udholde sine Munkepligter, maa han
hellere hænge sig, sulte sig ihjel ell. paa anden
Maade begaa Selvmord end bryde sine Løfter
(Udtrædelse forekommer dog). I Regntiden, da
Dyre- og Plantelivet udfolder sig yppigst, maa
de ikke vandre for ikke at gøre Fortræd; den
anvendes til Faster, Studier og Meditation. Selv
Lægfolk maa ikke drikke spirituøse Drikke,
spise Kød m. m. ell. drive visse Beskæftigelser,
navnlig Agerdyrkning, fordi den sønderriver
Jorden og dræber de levende Væsener deri,
hvilket de dog langtfra synes at overholde alle
Vegne. Jaina-Lægfolkene er gennemgaaende
alvorlige, resignerede Mennesker, der
udmærker sig ved en overordentlig
Offerberedvillighed for religiøse Formaal og er fanatiske
Dyrebeskyttere. Opkomsten af store Menigheder af
Lægfolk, som kræver Belæring og Sjælesorg af
Munkene, har bevirket, at disse nu mest lever
i Klostre, hvor de desuden giver sig af med
Studier, ogsaa verdslige, som Grammatik,
Astronomi og nogle Slags Skønlitteratur; de er
Ophavsmænd til den kanaresiske samt Tamil- og
Telugu-Litteraturen; til Tider har de ogsaa
drevet Missionsvirksomhed. Ordenen er
strengere og fastere organiseret end i Buddhismen.
Der forekommer i ældre Kilder en Inddeling i
Gana’er (Skoler) etc.; nu deles de i 48
gaccha’er ell. gotra’er, som afsondrer sig
fuldstændig kasteagtig fra hverandre. For øvrigt
beholder Jaina’erne i Sydindien
Kasteinddelingen; i Nordindien erklærer de sig for at være
af een Kaste (vaiçya’er); de betragtes af
Hinduerne som kshattriya’er ell.
vaicya’er.
Munkene kan undlade al Kultus. Lægfolkene
skal daglig besøge et Tempel, hvor der er
Billeder af Jina’erne, gaa 3 Gange rundt, ofre lidt
Frugt ell. Blomster og udtale en kort Bøn ell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
