Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - James, William - James-Bay - Jameson, Anna, f. Murphy - Jameson, Leonard Share
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingersoll-Forelæsning: Human immortality: two
supposed objections to the doctrine (1898) (dansk
Overs. 1918). Da sjælelige Tilstande, som vi
kender dem, er knyttede til Hjerneprocesser,
synes personlig Udødelighed dermed at maatte
være udelukket, idet Sjæleliv maa ophøre, naar
det legemlige Grundlag svigter. Efter J.’s
Mening holder denne Opfattelse ikke Stik, thi den
forudsætter, at Funktionsforholdet mellem
Hjerne og det Sjælelige er et saakaldt
»frembringende«, d. v. s., at Hjerneprocesserne
producerer de sjælelige Fænomener. Men der
eksisterer ogsaa et »overførende«
Funktionsforhold, som kendes f. Eks. fra et Orgel, hvor
et Tryk paa Tangenterne vil medføre bestemte
Toner, men disse Tryk frembringer ikke Lyden,
tillader kun Luften at strømme ud. Hvis det
Sjælelige paa lgn. Maade er afhængigt af
Hjerneprocesserne, som ikke frembringer det, men
kun tillader det at ytre sig, vil Udødelighed
være mulig uafhængig af den individuelle
Hjerne. I A pluralistic universe (1908) har J.
antydet Muligheden af, at der foruden den
materielle Verden kan eksistere en deraf
relativt uafhængig psykisk, der kun Straaler ind i
den materielle gennem de Porte, der dannes
af mere ell mindre udviklede Nervesystemer.
Om personlig Udødelighed saaledes bliver
mulig, er en Sag for sig, men er det Sjælelige
relativt uafhængigt af det Materielle, kan det
ikke være entydig bestemt ved en given
Hjernes Tilstand; de samme Hjerneprocesser vil i
saa Fald alt efter Omstændighederne kunne
ledsages af meget forsk. sjælelige Fænomener,
ligesom et Tryk paa en Orgeltangent kan give
forsk. Tone ved Variationer i Blæseluften.
Dette synes dog at stride mod al psykologisk
Erfaring, saa at en Overførelsesfunktion maa
anses for udelukket.
J.’s Interesse for de aabne Muligheder
gjorde ham naturlig til en Tilhænger af og
dermed ogsaa Forkæmper for den af Schiller i
Oxford og Dewey i Chicago grundlagte
pragmatiske Filosofi. I Pragmatism, a new name
for some old ways of thinking (1907) har J.
fremstillet Læren. Denne er efter hans
Opfattelse for det første en Metode til at fortolke
tvivlsomme Begreber ved at efterspore deres
praktiske Følger; gaar man ud fra et Begrebs
forsk. Bet., uden at dette medfører nogen
praktisk Forskel, maa Bet. faktisk være ens. For
det andet er Pragmatismen en Teori om
Sandheden: Forestillinger og Tanker, der jo udgør
Led af vore Erfaringer, vil være sande, hvis
de stemmer med Virkeligheden, hvilket kendes
paa, at de viser sig nyttige, d. v. s. hjælper os
til at komme i et tilfredsstillende Forhold til
andre Led af vore Erfaringer. For det tredie
har Pragmatismen religiøs Bet., idet den
fastslaae at religiøse Forestillinger netop for saa
vidt vil være sande, som de har Værd for
Livet; hvorvidt de ogsaa i videre Forstand er
sande, vil være afhængigt af deres Forhold
til andre Sandheder, som ogsaa maa tages i
Betragtning. — Hvad det første og det sidste
Punkt angaar, er næppe andet at bemærke, end
at Pragmatismen her aldeles ikke fremsætter
noget nyt. Det har i Videnskaben altid været
god Metode at fastholde den frugtbareste Bet.
af et Begreb, og er der i den Henseende ingen
Forskel mellem fl. Betydninger, maa de være
lige anvendelige. Hvad den religiøse Sandhed
vedrører, er det forlængst erkendt, at
»Sandhed for mig« netop er den Opfattelse, der
tilfredsstiller det enkelte Individ. Pragmatismens
alm. Sandhedskriterium er derimod blevet
Genstand for Angreb fra de fleste andre filos.
Lejre. Konsekvensen af denne »transatlantiske«
Sandhedsteori, har man sagt, vil være, at en
Paastand er sand, hvis et Individ finder den
tilfredsstillende, nyttig, og kalder den sand.
Som Svar paa de mange Modstanderes Angreb
skrev J.: The meaning of truth (1909); men
det er i øvrigt vanskeligt at se, hvor meget der
i denne Diskussion virkelig drejer sig om
principielle Modsætninger, og hvad der blot er en
Strid om Ord. Omkr. J. staar nu en større Skole
af yngre pragmatiske Filosoffer baade i Europa
og Amerika. (Litt.: P. Carus, Pragmatism
[1908]; A. Sching, »Antipragmatisme« [1909];
Baumann, »Philosophie der letzen
Jahrzehnte« [1903]; Muirhead, W. J. as
philosopher i Proceedings of S. P. R. [1911]).
Alfr. L.
James-Bay [’dзeimz-bei]. Navnet paa den
sydligste Del af Hudson Bay, ligger mellem
51 1/4 og 55 1/4° n. Br. og 78 1/4 og 82 1/2° v. L.
Den er opfyldt af mange Øer og Skær, af
hvilke Agoomska og Charlton Island er
de største. I dens vestlige Bred udmunder
Albany- og Moose-River. J. B.
opdagedes af Hudson 1610.
G. F. H.
Jameson [’dзeimsən], Anna, f. Murphy,
eng. Forfatterinde (1794—1860). 1825 ægtede
hun R. J., med hvem hun dog kun samlevede i
et Par korte Perioder. 1832 udk. hendes bedst
kendte Bog: Characteristics of Women, en Rk.
Karakterskildringer af Shakespeare’s Kvinder.
Senere fulgte 1848—52 Sacred and Legendary
Art, Studier i middelalderlig Kunst og
Legendelitteratur. Endnu et Bd af denne Serie
fuldendtes efter hendes Død af Lady Eastlake
under Titlen The History of our Lord. (Litt.:
G. Macpherson, Memoirs of the Life of
A. J. [London 1878]).
I. O.
Jameson [’dзeimsən], Leonard Share,
eng. Kolonistatsmand (1853—1917), f. i
Edinburgh, blev 1878 Læge i Kimberley i
Kaplandet, men traadte 1888 i Tjeneste hos det
sydafrikanske Selskab og kom derved i nøje
Forbindelse med Cecil Rhodes. Efter heldige
Forhandlinger med den indfødte Høvding
Lobengula, hvis Læge han tidligere havde været, fik
han 1891 Forvaltningen i Machonalandet og
1893 i Matabelelandet, da ny Tvistigheder med
Lobengula havde medført dets Tilknytning.
Under et Besøg i England Vinteren 1894—95
hædredes han med Bathordenens
Kommandørkors. Efter Tilbagekomsten til Sydafrika
foretog han 31. Decbr 1895 med 500 Mand et
dristigt Indfald i den transvaalske Fristat i Tillid
til. at den eng. Befolkning i Johannesburg vilde
rejse sig mod Boernes Herredømme. Men dette
Haab glippede, og efter en kort Kamp maatte
han allerede 2 Dage senere overgive sig.
Boererne vilde straks have ham og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
