Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Japan (Retsvæsen) - Japan (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
foretaget en Revision af Straffeloven. Nye Love om
Domstoleorganisationen og Civilprocessen er
traadte i Kraft 1890 og 1891 (senere revideret).
Princippet om Domstolenes Adskillelse fra
Administrationen er deri gennemført; Princippet
om Dommeres Uafsættelighed er alt fastslaaet
i Konstitutionen. En borgerlig Lovbog og en
Handelslovbog var udarbejdede og bestemte til
at træde i Kraft 1893; men den jap. Rigsdag
besluttede da at udsætte Tidspunktet for deres
Ikrafttræden (undtagen for saa vidt angik nogle
enkelte af Handelslovbogens Afsnit), for at de
kunde blive undergivne en Revision. Denne er
derefter foretagen i en stor Kommission,
bestaaende af Rigsdagsmænd, Professorer, Dommere,
Sagførere og Købmænd. Begge Love er
derefter sat i Kraft 1899. Samtidig bortfaldt
Konsularjurisdiktionen. I de senere Aar er der
givet en stor Rk. Speciallove, der bringer
Retsvæsenet i Højde med de europæiske Staters,
ligesom J. har taget stærk Andel i den
internationale Retsudvikling.
(E. T.). N. C.
Sprog.
Skønt det jap. Tale- og Skriftsprog er ikke
lidet forsk. indbyrdes, er de dog nærmest kun
to Former ell. Skikkelser, den ene en noget
ældre, den anden en noget yngre, af samme
Sprog. Det jap. Sprog er ingenlunde nær
beslægtet med Kinesisk; det er ikke
monosyllabisk (ɔ: eenstavelses), men maa tværtimod
kaldes polysyllabisk (ɔ: flerstavelses); det er heller
ikke noget isolerende Sprog, men
agglutinerende, idet de Suffikser, Tilføjelser, hvorved
grammatiske Forhold udtrykkes, ikke indgaar
organiske Forbindelser med Ordet. Men det jap.
Sprog er dog videre fremskredet end andre
agglutinerende Sprog og danner en Slags
Overgang til de flekterende Sprog. Der er
allerede Spor dertil i Skriftsproget, idet visse
Slutningsvokaler forandres ved Tilføjelsen af
Suffikser (ved Verbaldannelser). I Talesproget er
Forandringerne mere indgaaende. Vokaler
bortfalder ofte, hvad der har Sammentrækninger,
Assimilationer o. l. til Følge. Derved bliver det
ofte vanskeligt for Uøvede at bestemme, hvad
der er Suffiks, og hvorledes det egl. Ord lyder.
Skriftsprogets shimahi-tari bliver saaledes i
Nutidens Talesprog til shimatta, ari-tari-keri
til attake, ara-mu til arô, kata-ku til katô. —
Som det forlængst er udviklet af Siebold,
Boller, H. de Charencey o. fl. a., ligger Mansjuisk
det jap. Sprog nærmest; derpaa kommer
rimeligvis Mongolsk, Koreansk o. a. Det jap. Sprog
afviger dog væsentlig fra alle disse, idet det
mangler virkelige personlige Pronominer og
den for de mongolske Sprog særegne
Vokalharmoni; derimod har det Rudimenter af
Verbalbøjning. At det jap. Sprog saaledes synes at
være temmelig enestaaende, er ikke at undre
sig over, naar man betænker det lange
Aaremaal, mindst c. 3000 Aar, i hvilket det j. S.
har levet sit eget Liv paa sine Øer, adskilt fra
Stammefrænder. Sproget er ikke ens paa alle
Øer; der er mange Mundarter. Særlig er
Forskellen mellem de nordlige og de sydlige
Landsdeles Sprog iøjnefaldende. Hvad der i nogle
Landsdele lyder som f, er andre St. et h, og i
Hovedstaden høres nu en svag s-Lyd foran h
(shi for hi o. s. v.). Foran g høres her en svag
Næselyd n (ng) o. s. v. Et med det jap. Sprog
nærbeslægtet Sprog tales paa Liukiu-Øerne, vel
nærmest kun en Mundart af jap. Sprog. Det
reneste jap. Sprog kaldes Jamato kotoba
(Jamatos Sprog) og tales i Prov. Jamato, hvor den
gl. Hovedstad Miako ligger. Herfra skal ogsaa
Skriftsproget opr. stamme. Takket være
Litteraturen kan vi følge det jap. Sprog igennem
over 1200 Aar. Tiden indtil 900 er Sprogets
Udviklingstid, 900—1300 dets klassiske Tid,
Guldalderen; 1300—1750 kunde maaske kaldes en
Sølvalder, 1750—1850 en Renaissance, i hvilken
Forfatterne med Held søgte Forbilleder i
Guldalderens Litteratur. Men fra 1850 har
Skriftsproget fjernet sig stærkt fra den klassiske Tids
Sprog, særlig under Paavirkning fra Kina. Ikke
blot er mange kin. Ord komne ind, men ogsaa
i Udtryksmaade og Sætningsbygning følges kin.
Stil. Denne ny Skikkelse af det jap. Sprog
kommer særligt frem i alt, Regeringen lader
forfatte, ligesaa i de fleste Blade og i Skr, bestemte
for de dannede Klasser. Men for Ulærde er
dette nymodens Sprog ofte helt uforstaaeligt.
Den Del af den moderne Litteratur, der er
bestemt for Folket, holder sig fri for kin.
Sætningsbygning og Ordforbindelser, men har dog
ogsaa fra gl Tid optaget mange kin. Ord. I
grammatisk Henseende har Nutidens
Skriftsprog kastet en hel Del af de gl. Former over
Bord og saaledes nærmet sig noget til
Talesproget. Alligevel er det hensigtsmæssigt, særlig
naar man studerer den gl. klass. Litteratur, at
behandle Tale- og Skriftsproget hvert for sig.
Paa denne Maade er Grammatikken med Held
behandlet af Aston, der har udgivet A Grammar
of the Japanese written Language (Lond. 1872,
3. Udg. 1905) og Short Grammar of the
Japanese spoken Language (4. Udg. 1890).
Da den hele jap. Civilisation har modtaget
saa megen Paavirkning fra Kineserne, er det
ikke at undre sig over, at Japanerne har
optaget mange kin. Ord i deres Sprog. Særlig
skete det i Beg., da J. havde saa meget at lære
af de langt højere udviklede Kinesere.
Mangfoldige af de Ord, som dengang optoges, kan
kun kendes som fremmede af Sproggranskere.
Japanerne antager dem i Reglen for ægte jap.
Ord, men det kan ikke forbavse os, naar vi
betænker, at vi i Dansk ogsaa har fremmede Ord,
stammende fra Græsk, som Kirke, Præst, Degn
o. s. v., om hvis udanske Oprindelse vist de
allerfleste ikke har nogen Anelse. Jap. Ord,
der ender paa Diftonger, vil oftest vise sig at
være laante fra Kinesisk i en tidlig Tid. Disse
tidlige Laaneord er ogsaa ukendelige for
Kineserne. Ordene er nemlig jap. Mundes
Gengivelse af, hvad jap. Øren opfattede af
Kinesernes Udtale af vedk. Ord for 12—1400 Aar siden,
saaledes som Kineserne dengang talte i den
Egn, hvorfra Lærerne kom (vistnok Egnen om
Nankin). For kin. Sproghistorie er disse gl.
Gengivelser af kin. Ord ikke uden Værd. De i
de senere Aar optagne kin. Ord slutter sig
naturligvis nærmere til Nutidens Udtale. Et
Leksikon over kin. Ord i Japansk er udgivet af J. H.
Gubbins (3 Bd, London-Tokio 1889). En Del
europæiske Ord er efterhaanden indkomne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
