Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesuiterorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Romerkirken ved at prædike, vejlede i Skriftestolen,
overbevise de Frafaldne med Mund og Pen og
opdrage Ungdommen, samtidig med at de
arbejder paa deres egen Frelse med inderlig
Bøn, Samvittighedsprøvelse, Læsning i
Opbyggelsesbøger og hyppig Nadvernydelse.
Fra Prædikestolen paavirkedes
Masserne, fra Skolerne Overklassen og fra
Skriftestolen især de Magthavende. Jesu
Moder Maria er Midtpunkt i den jesuitiske
Fromhed, der tillige samler sig om Tilbedelsen
af Jesu Hjerte, en Kultusform, som Rom
til at begynde med var imod, fordi man lige
saa godt kunde vie en særlig Andagt til Jesu
Øjne, Tunge ell. andre Lemmer. — J. er en
Skoleorden, 2/3 af dens Stiftelser er Skoler
og 4/5 af dens Medlemmer er Lærlinge ell.
Lærere. Loyola blev for den katolske Verden,
hvad Melanchton blev for den lutherske:
Grundlægger af det højere Skolevæsen paa
den latinske Grammatiks Grund. De jesuitiske
Skoler virkede dragende ogsaa paa
Protestanter, dels fordi de var gratis, og dels fordi
Eleverne opmuntredes med Præmier og
Væddekampe i St f. som i de protestantiske med
Prygl. Ved de jesuitiske Universiteter ell.
rettere Akademier studeres Filosofi paa Grundlag
af Aristoteles og Teologi paa Grundlag af
Thomas fra Aquino. — Faa Sjælesørgere har som
Jesuitterne forstaaet at lempe sig efter hver
enkelts Ejendommelighed især i
Skriftestolen, og deres Vejledninger for
Skriftefædre vidner om en saa dyb
Menneskeforstaaelse, at Grænserne mellem ondt og godt
for Udenforstaaende af og til synes flydende.
Det er paa disse Vejledninger for Skriftefædre,
hvilke slet ikke er beregnede paa Lægfolk, at
man fra protestantisk og fra adskillige Sider
inden for Romerkirken har beskyldt J. for en
laks Moral.
Medens Loyola organiserede en storstilet
Indremission, arbejdede Frans Xavier ude blandt
Hedningerne som maaske den ypperste
Hedningemissionær, Historien kender. Store
Resultater har de jesuitiske Missionærer at
fremvise; de forstod bedre end andre at gøre sig
til eet med de Folk, de virkede iblandt,
undertiden gik de saa vidt i deres Tillæmpning,
at Paven maatte paaminde dem, og da Ordenen
ogsaa høstede store økonomiske Fordele af
Missionsvirksomheden, blev Købmandsstanden
den fjendtligsindet, og Ordenen beholdt
naturligvis ikke helt rene Hænder ved at blande sig
i Kapitalistforetagender. Interessantest er J.’s
Mission i Paraguay, hvor de skabte et Samfund,
bygget paa socialistiske Principper.
J.’s ydre Historie falder sammen med
Romerkirkens. Da Paven 1540 stadfæstede
Ordenen, maatte den kun have 60 Medlemmer,
men denne Bestemmelse blev ophævet 1543,
og 3 Aar efter var der Jesuitter i alle
Verdensdele. Fyrsterne vandt Loyola ved sin
underdanige Opførsel og ved et Forslag om at
inddrage nogle af de andre Munkeordeners
Godser og saa dele halvt med J., der jo i
Virkeligheden maatte gøre alle de andre
Munkeordener overflødige, men disse saa til Gengæld
paa J. med Modvillie, idet ikke alene dens
Navn for dem var en Anmasselse. — Medens
Dominikanerne udryddede Protestantismen S.
f. Alperne ved Hjælp af Inkvisitionen,
arbejdede J. gennem sine Kollegier især N. f.
Alperne, og Loyola havde særlig sine Øjne
fæstede paa Tyskland. De vigtigste Kollegier blev
Collegium Romanum (1551) og Collegium
Germanicum (1552) i Rom, det i Braunsberg
(stiftet 1565) skulde særlig tage sig af de nordiske
Lande. — I Italien (undtagen Venedig) og
i Portugal fik J. straks en overvejende
Indflydelse, og det sidste Rige styrede den helt,
indtil den spillede det over i Hænderne paa
Filip II af Spanien (1580), skønt denne
erklærede, at J. var den eneste kirkelige
Indretning, han ikke forstod. — I Frankrig var
baade Parlamentet og Sorbonnen fødte
Fjender af J. Efter Samtalen i Poissy (1561) fik
den dog Indgang paa visse Vilkaar, Lyon blev
dens Hovedsæde, og snart greb den paa
Guisernes Side ind i fr. Politik. Mistænkte for at
have ladet Henrik III myrde og for at have
søgt at myrde Henrik IV udjoges Jesuitterne
af Frankrig 1594, men 1603 kaldtes de tilbage,
og de fordømte den sp. Jesuit Mariana’s
Udtalelse om, at en Fyrste, der optraadte
tyrannisk, kunde afsættes og dræbes. Richelieu tvang
dem til Tjenere for sin Politik, Ludvig XIV
blev efterhaanden Tjener for deres Politik. —
Medens Kejser Karl V stillede sig kølig over
for J., tog Ferdlinand I sig af den, og naar
Tyskland, der 1555 helt syntes erobret for
Protestantismen, blev delt mellem Katolikker
og Protestanter, skyldes det Fyrstehusene
Wittelbach og Habsburg samt Jesuitterne og bl.
dem fremfor alle »Tysklands anden Apostel«,
Peter Kanis (Kanisius) fra Nimwegen. I
17. Aarh. havde Jesuitterne afgørende
Indflydelse paa den kejserlige Politik, i 30
Aarskrigen var de Sjælen i Ligaen og fulgte i Hælene
paa de kejserlige Hære. Ved deres Hjælp blev
Böhmen rom.-kat., og fra deres Kollegier i
Louvain og Köln gjordes Erobringer i Holland.
Deres Forsøg paa at erobre de nordiske
Riger fra Kollegiet i Braunsberg syntes for
Sveriges Vedk. at skulle lykkes under Kong
Sigismund, men under Karl IX udjoges de af Riget,
og i Recessen af 1615 blev der forbudt dem
Adgang til Danmark og Norge.
I England bekæmpede de Dronning
Elisabeth ved at støtte sig til Folkesuveræniteten,
men 1585 forvistes de fra Landet. Under
Stuarterne fik de atter Indflydelse, og denne bidrog
væsentlig til Huset Stuart’s Fald. Fra
Braunsberg fik J. Magten over den polske Adel,
den underhandlede med Tsaren om en Union,
og i Galata, Konstantinopels Forstad,
oprettede den 1603 et Kollegium.
J. har alle Dage været et Modsigelsens Tegn,
for Protestanterne var den Lastens Hule, for
Politikerne en Magt, der enten maatte knuses
ell. slavebindes, og fra selve den kat. Kirke
rejstes med Pascal’s Lettres provinciales en
sønderlemmende Kritik, der under hans
Autoritet og i hans glimrende Sprog blev kendt
i hele den dannede Verden; selve den sp.
Jesuit Mariana dadlede heftigt i sit Skrift »Om
Jesu Selskabs Svagheder« Generalens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
