Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jhering, Caspar Rudolph von - Jibara - Jičin - Jiddisch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retsgrund. I »Scherz und Ernst in der
Jurisprudenz. Eine Weihnachtsgabe für das juristische
Publikum« (1885, 12. Udg. 1921) rider J. ret
sine videnskabelige Kæpheste; i sin satiriske
Kamp mod Begrebsjurisprudensen er han vel
ofte vittig og træffende, men ogsaa uretfærdig
og trættende. Bogen fremkaldte E. I. Bekker’s
Svar »Ernst und Scherz über unsere
Wissenschaft« (1892). Af J.’s øvrige Produktion skal
endnu fremhæves »Das Trinkgeld« (1882, 4.
Opl. 1902). Hverken i det politiske ell. det jur.
praktiske Liv havde J. deltaget. Han blev dog
meget søgt som Affatter af Retsbetænkninger,
afgav saaledes bl. a. et Responsum i den
bekendte Lucca-Pistoja-Aktiestrid (1867). I visse
Retninger er J.’s glimrende Skikkelse endnu
et Stridens Tegn. Som andre fremragende
Personligheder fik han en Skare Eftersnakkere,
der forfladede hans Tanker; baade fra
nykantiansk og nyhegelsk Side og fra den moderne
Friretsskoles Apostle er der rettet skarpe
Angreb paa ham. Overdrevent voldsomme og
derfor skydende over Maalet er Josef Kohler’s
haanende Udfald mod ham. I Strafferetten
paavirkede J. den moderne Skole. Mellem hans
Proklamation af Formaalet som det retsskabende
og Franz von Liszt’s Indførelse af
Formaalstanken i Strafferetten bestaar der videnskabeligt og
litterært en nær Forbindelse. De hidtil bedste
Vurderinger af J. er vistnok givne af E.
Landsberg i hans Fremstilling af den tyske
Retsvidenskabs Historie og af L. Mitteis i
»Allgemeine Deutsche Biographie«. (Litt.: M. de
Jonge, »R. v. J. Eine Skizze nach
seinen Werken gezeichnet« [Berlin 1888];
Georges Blondel i Nouvelle revue
historique de droit français et étranger XVI [1892],
S. 797—804; Ernst Eck, »Zur Feier des
Gedächtnisses von B. Windscheid und R. v. J.«
[Berlin 1893]; J. E. Kuntze, »J. Windscheid.
Brinz« [Leipzig 1893]; Adolf Merkel, »R.
v. J.« [Jena 1893]; Francis Hagerup,
»J.—Windscheid. En litterær Karakteristik« i
»Tidsskrift for Retsvidenskab« VI [1893], S. 1—26:
Rudolf Leonhard i »Die Zukunft« II
[1893], S. 600—08; C. Bouglé i Les sciences
sociales en Allemagne. Les méthodes actuelles
[2. Udg. Paris 1902], S. 103—41; J. Kohler.
»Vom Lebenspfad. Gcsammelte Essays«
[Mannheim 1902], S. 42—49; Hermann Schuch,
»Kant. Schopenhauer. J.« [München 1907]; E.
Hurvicz, »R. v. J. und die deutsche
Rechtswissenschaft. Mit besonderer Bertieksichtigung
des Strafrechts« [Berlin 1911]; John
Macdonell i hans og Edward Manson, Great
jurists of the world [Lond. 1913], S. 590—99;
Niels Lassen, »Erindringer« II [Kbhvn
1919], S. 77—82. Uden synderlig Interesse er
Heinrich von Poschinger, »Bismarck
und J. Aufzeichnungen und Briefe« [Berlin 1908],
der viser den store Videnskabsmand i en noget
for næsegrus Stilling ovf. Kæmpen fra Varzin.
1907 udgav Johannes Biermann »R. v. J.
1852—68. Briefe und Erinnerungen« (Berlin),
der bl. a. indeholder J.’s Breve til C. F. v.
Gerber; 1913 J.’s Datter, Fru Helene
Ehrenberg, »R. v. J. in Briefen an seine Freunde«
[Leipzig, begge Værker af betydeligt Værd).
Fz. D.
Jibara [’kiwara], Yarey de J., By paa
Nordsiden af Cuba, Prov. Santiago de Cuba,
Havnestad for Holguin, med hvilken den er
forbunden ved en Jernbane.
M. V.
Jičin [’jit∫en], se Gitschin.
Jiddisch (Jüdisch, Judendeutsch, Yiddish,
Idez) er Navnet paa det af polske og russ.
Jøder i og uden for deres opr. Hjemstavn talte og
skrevne Sprog. Det er et ejendommeligt
Blandingssprog: Ordforraadet og saavel Formlæren
som Syntaksen er i deres Hovedbestanddele
tyske (opr. middelhøjtyske), men stærkt tilsatte
med hebraiske og slaviske Elementer; det
gengives paa Prent med de alm. hebr. Bogstaver,
ofte i en noget modificeret Form, og i Skrift
med en af dette Sprog spc. udviklet Kursiv.
Grunden til J. blev lagt i Syd- og
Mellemtyskland, navnlig de vestlige Egne, hvor jødiske
Elementer havde fast Sæde saa at sige hele
Middelalderen igennem; da de bl. a. i det 14.
Aarh. blev fordrevne herfra og søgte N. og Ø.
paa, forplantedes deres Sprog til Polen og
Rusland; ved senere Masseudvandringer herfra
førtes det igen V. paa, særlig til England og
Amerika, hvor det i sit Ordforraad har optaget
en Del angelsaksiske Bestanddele.
Dette Sprog har fra første Færd været og er
endnu Dagligdagens og det praktiske Livs
Sprog (Prostidež; slav. prosto: jævn, simpel),
ogsaa kaldet Mameloschaun (Modersmaalet) i
Modsætning til Hebraisk (loschaun kaudesch,
det hellige Sprog), og der har i lange Tider
bestaaet en ikke ringe Modsætning mellem to
jødisk nationale Retninger, hvoraf den ene vil
gøre Hebraisk, den anden J. til det nationale
Fællessprog for alle Jøder.
Ogsaa i Danmark er J. blevet benyttet; det
har holdt sig indtil Beg. af 19. Aarh.; 1814 blev
det ved Forordning fastslaaet, at alle
Gældsbeviser, Testamenter, Ægtepagter o. a.
Kontrakter mellem Jøder skulde skrives enten paa
Dansk ell. paa Tysk og med »danske ell. lat.
Bogstaver«. — De store Indvandringer af
polske og russ. Jøder efter 1900 og spc. under
Verdenskrigen har paany ført mange J.-talende
Folk til Kbhvn, hvor der endda har kunnet
udkomme fl. paa J. skrevne Aviser og
Tidsskrifter (det ældste »Dos Wochenblat«, udkom
1911 indtil Begyndelsen af 1921) og nogen
Skønlitteratur.
Om nogen Litteratur paa J. bliver der først
Tale i 16. Aarh., underholdende og opbyggende
Læsning, til Dels navnlig beregnet for de i det
hebr. Sprog mindre erfarne Kvinder:
»Bobomaise« (trykt første Gang i Venedig 1507, en
af Elia Levita besørget Oversættelse af
den eng. Roman »Sir Bevis of Hampton),
»Zeena-Urena« af Jakob ben Isaak (d.
1623), en Parafrase af de fem Mosebøger i
Anekdoter, Parabler og Legender, der
Aarhundreder igennem har været jødiske Familiers
Huspostil, og »Maisebuch« fra 1602, en Samling
folkelige Fortællinger, hvortil der senere
sluttede sig Bearbejdelser af de alm. Folkebøger:
»Fortunatus«, »Florus un Blankfler« etc. En
ikke ringe Blomstring havde i 17. Aarh. og
den flg. Tid den jød. Folkevise (samlet og
udgivet af Günzburg og Marek 1901;
betydelig folkloristisk Kilde).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
