Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Josef (Maria's Mand) - Josef fra Arimathæa - Josef I - Josef II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der findes ogsaa inden for Katolicismen talrige
religiøse Broderskaber til Skt J.’s Ære.
H. M.
Josef fra Arimathæa (= Ramathaim,
nær Lydda; det gl. fra Samuel’s Tid kendte
Rama) nævnes i alle 4 Evangelier (Matth. 27, 57
ff., Mark. 15, 43 ff., Luk. 23, 50 ff. og Joh. 19, 38 ff.)
som den, der drog Omsorg for Jesu Begravelse.
Mark. kalder ham en fornem Raadsherre,
hvilket maaske kun betyder en Mand i en anset
social Stilling, ikke just et Medlem af
Synedriet; saaledes har imidlertid Luk. forstaaet
det, og han bemærker udtrykkeligt, at J. ikke
havde samtykket i Raadets Fremfærd over for
Jesus. Mark. oplyser endvidere, at han
»forventede Guds Rige«, hvad ogsaa Luk. har,
medens Matth. omskriver det med, at han var
en Discipel af Jesus, og Joh. tilføjer, at han
var det hemmeligt af Frygt for Jøderne.
Medens Mark. kun fortæller, at J. bad Pilatus om
Liget, fik det udleveret, gjorde det i Stand til
Jordefærden og lagde det i en udhugget
Klippegrav, beretter Luk., at det var en ny Grav,
hvori ingen før havde ligget, og Matth., at det var
J.’s egen ny Grav, som han selv havde ladet
hugge, medens Joh. Evang. omtaler, at J.
virkede sammen med Nikodemus, og at Jesus
blev lagt i en Grav i en Have nær det Sted,
hvor han blev korsfæstet. Peters-Evangeliet
betegner J. som en Ven af Pilatus, og
Pilatus-Akterne indeholder en udførlig Beretning bl. a.
orn, at han fængsledes, løslodes og døbtes af
Jesus. Senere Traditioner gør J. til en af de 70
Disciple, Ejer af den hellige Grav og Missionær
i Britannien.
H. M.
Josef I, tysk-rom. Kejser, Hersker i de
østerr.-ung. Arvelande, ældste Søn af Kejser
Leopold I, f. 26. Juli 1678, d. 17. Apr. 1711.
J. fik en fortrinlig Opdragelse og blev, da han
voksede til, en Mand med et tiltalende Ydre,
et veløvet, kraftigt Legeme og en livlig og kæk
Aand. Der var derfor Grund til at vente, at
man i ham engang vilde faa en selvstændig og
handlekraftig Personlighed paa Tronen, og det
er ogsaa muligt, at dette vilde være blevet
Tilfældet, hvis der var blevet forundt ham en
længere Regeringstid; thi der manglede ikke
paa Antydninger dertil i hans korte Liv. Da
han blev Kejser (1705), var den sp.
Arvefølgekrig i fuld Gang, og han søgte straks at
udnytte de østerr. Vaabens Sejr til en Udvidelse
af den habsburgske Husmagt, idet han optog en
Plan, der beskæftigede den habsburgske Politik
hele 18. Aarh. igennem, nemlig Indlemmelsen
af Bayern i de østerr. Arvelande, hvorved
Kejseren vilde faa en dominerende Stilling i
Tyskland; men han maatte opgive sit Forehavende,
da baade Udlandet og de tyske Fyrster satte
sig derimod. Hertil kom, at hans Kraft blev
svækket ved Oprøret i Ungarn, som han havde
arvet fra sin Fader; ved Militærmagt formaaede
han ikke at dæmpe det, men foretrak at gøre
Ende paa det ved Underhandlinger, hvis
Resultat han dog ikke oplevede. I disse indre
Uroligheder maa ogsaa Grunden søges til, at han
ikke vovede at modsætte sig Karl XII’s
Forlangende om en Lettelse af Protestanternes Kaar
i Schlesien, men maatte indrømme dem en
friere Stilling (1706). Derimod maatte Pavestolen,
der var uvenlig stemt mod Østerrig, bøje sig
for hans energiske Optræden. Ogsaa i den sp.
Arvefølgekrig tog Tingene en yderst gunstig
Vending for England-Østerrig, og J. kunde
synes berettiget til de lyseste Forventninger om
en glimrende Fremtid for Huset Habsburg, hvis
han blot kunde holde England til Ilden; da
blev han angrebet af Kopperne og døde
uventet efter 3 Dages Sygeleje, paa det mest
kritiske Tidspunkt for den østerr. Politik (1711).
Efter at et paatænkt Giftermaal med den
danske Prinsesse Sofie Hedvig, en Datter af
Christian V, var blevet opgivet, som der siges p.
Gr. a. Prinsessens Modstand mod at gaa over
til Romerkirken, ægtede J. Wilhelmine Amalia
af Braunschweig, der fødte ham to Døtre. Hans
Broder Karl (som Kejser Karl VI) blev derfor
hans Efterfølger i Østerrig-Ungarn. (Litt.:
Herchenhahn, »Gesch. d. Regierung
Kaiser Josephs I« [2 Bd, Leipzig 1786—89]).
(C. F.). C. A. T.
Josef II, tysk-rom. Kejser, ældste Søn af
Frants Stefan, Hertug af Lothringen, senere
Storhertug af Toscana og rom. Kejser, og
Maria Theresia, Datter af Kejser Karl VI, efter
hvem hun
havde arvet
Herredømmet
over det
østerr.-ung.
Rige, f. 13.
Marts 1741, d.
20. Febr 1790.
Som
Tronarving skulde
han naturligvis
have en
omhyggelig
Uddannelse, men
den aandløse,
tørt
skematiserende
Undervisningsmetode, de fleste af
hans Lærere
anvendte over
for ham, virkede frastødende paa den unge
Fyrste, og Afsmagen for den megen døde
Lærdom, han maatte tumle med, gav tidlig hans
Sind den Retning mod det praktisk nyttige, der
senere blev saa fremtrædende hos ham, medens
han aldrig ret fik Øjet op for Videnskabens og
Kunstens Værdi som Aandsmagter. Det er vel
heller ikke urimeligt at antage, at J.’s Stivsind
og stædige Fastholden ved forudfattede
Meninger, der allerede begyndte at vise sig hos ham
som Barn, har vokset sig stærke i hans
Ungdomsaar, da han kom til at staa fremmed for
sine Lærere og paa egen Haand ad egne Veje
søgte at danne sig et System af
Grundsætninger, passende for en vordende Hersker; hvad
han søgte, fandt han da i »Oplysningstiden«’s
Litt., særlig i dens Behandling af Ret og
Økonomi. De Tanker og Ideer, han saaledes
tilegnede sig, antog hurtig fast Form hos ham
og blev bestemmende for ham hele Livet
igennem, men saa længe Maria Theresia levede,
maatte han gemme dem hos sig selv, da han
 |
| Josef II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
