Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jothion - Jotun - Jotunfjeldene - Jotunheim - Jotunheimen - Joubert, Barthélémy Cathérine - Joubert, Pieter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
olieagtig Vædske, der anvendes som
Lægemiddel, navnlig udvortes, da Jodet med stor
Lethed resorberes.
E. K.
Jotun, se Jætte.
Jotunfjeldene, se Jotunheimen.
Jotunheim [-hæ^im], den af Jætterne
beboede Verden, som man opr. tænkte sig liggende
længst NØ. i Verden, og som udgjorde et særligt
Land, afsondret fra den øvrige beboede Verden
ved brusende Strømme. Senere tænkte man sig
Beliggenheden i den nordlige Del af den
skandinaviske Halvø, Finmarken, og derved blev
gl. Forestillinger om Jætterne overført paa
Finnerne og omvendt, saa disse Folk kom til
at staa i et vist overnaturligt Skær.
G. K-n.
Jotunheimen [-hæimən] (Jótnernes Hjem)
eir Navnet paa det mægtige Fjeldparti,
som i Vest begrænses af Sognefjordens
indre Arm Lysterfjorden med dens
Forlængelse Fortundalen, mod Nord af
Ottaelvens Dalføre — Bygderne Lom og Vaage
— og mod S. af den øvre Del af Valdres,
medens Grænsen mod Ø. er mindre bestemt, men
kan betegnes ved en Linie fra Ottas nedre Løb
over til Hedalen, derpaa S. over langs Murua
til Vinstra og videre i SØ. til Slidre i Valdres.
Fjeldene inden denne store Strækning bærer
Fællesnavnet Jotunfjeldene og er den
nordligste og højeste Del af Langfjeldene. Mægtige
Tinder hæver sig her over dybe Dale og store
Vande, dels ragende isolerede i Vandet, dels
staaende som »Nunatakker« i dækkende
Bræer; fra Vandene og gennem Palene løber Elve
til alle Kanter og deler, J. op i mindre
Partier. Af Fjelde mærkes i den centrale Del
Galdhøpiggen (2468 m) og Glitretinden, i det
vestlige Store Skagastølstind (2404 m). I den
sydlige Del ligger de store vakre Fjeldvande
Tyen, Bygdin og Gjende. I Ø. og S. gaar J.’s
Fjeldmasser jævnt over i Valdres og
Gudbrandsdalens Fjelde med enkelte fremskudte
Poster som Hedalsmuen, Heimdalshø, Skaget
og Bitihorn ragende op over Fjeldmarken. I
V. styrter Fjeldene sig stejlt ned i
Sognefjordens Arme. I J. foregaar nu en livlig
Turisttrafik saavel om Sommeren som i Paasken.
Der er fl. Turisthytter: Spiterstulen,
Gjuvashytten, Leirvasbu, Glitterheim, Gjendebu,
Gjendesheim, Nybu, Eidsbugaren, Skogadalsbøen,
Krossbu m. fl. Fjelbeiterne er glimrende og
Vandene fiskerige.
Det var først 1820, at Professorerne Keilhau
og Chr. Boeck »opdagede« Jotunfjeldene;
tidligere og endnu længe efter færdedes her kun
Fækarle og Jægere; faa Strøg ligger saa lavt,
at de egner sig for Sæterbrug; derimod havde
Vildrenen her sit Hjem, Flokke paa op til 1000
Dyr var dengang ingen Sjældenhed. Nu er alt
forandret, Renen er snart en Saga blot, den
er erstattet af Turister, Veje fører ind paa alle
Kanter, Hytter og Turisthoteller opføres
overalt, hvor det lader sig gøre. Med den lettere
Adgang og den stigende Komfort øges
Turisternes Antal; J.’s storartede Naturskønhed
fortjener ogsaa et Besøg. En nærmere
Redegørelse for de forsk. Adgange til og Ruter inden
J. findes i Yngvar Nielsen’s
»Rejsehaandbog over Norge« og i E. Mohn’s »J.«. (Litt.:
»Den norske Turistforenings Aarbøger«
[1868—93, se det af E. A. Thomle udgivne
Hovedregister for disse Aar] samt Aarbøgerne for
1895 og 1896; en stor Del af de i Aarbøgerne
1868 ff. trykte Bidrag til J.’s specielle Topografi
og Naturskildringerne derfra er forfattet af
E. Mohn og Wm. C. Slingsby, de fleste
ledsagede af Fotografier ell. farvelagte
Tegninger. Særskilt har Mohn derhos udg.:
»Rundskuer fra J.«, I [Kria 1885]; »Panorama af J.
fra Stugunaase« [Bergen 1888];
»Tyin-Panorama« [Bergen 1890]. Jfr O. A. Øverland, »J.’s
Opdagelseshistorie« [Kria 1896]).
(J. F. W. H.). M. H.
Joubert [зu’bæ.r], Barthélémy
Cathérine, fr. General, f. i Pont-de-Vaux 14. Apr.
1769, falden i Slaget ved Novi 15. Aug. 1799.
Opdragen til Studeringer, men fuld af Lyst til
Krigerhaandværket unddrog J. sig sin Faders
Vilje og lod sig 1784 indrullere i et
Artilleriregiment, men bøjede sig dog senere for
Faderen, tog Afsked fra Hæren og fuldendte sine
jur. Studier inden Revolutionens Udbrud. Reven
med af den alm. nationale Begejstring for
Fædrelandets Sag lod J. sig paa ny indrullere
i et frivilligt Regiment i hvilket han
avancerede til Officer 1792. Han kæmpede i Italien
under General Anselme, senere under
Kellermann, udmærkede sig overalt og steg hurtig
fra Grad til Grad, indtil han 1795, i en Alder
af 25 Aar, blev Brigadegeneral. I det berømte
Felttog 1796 stod J. under Augereau, der fik
sin Undergivne forfremmet til Divisionsgeneral
og bragt i særlig Erindring hos General
Bonaparte, der fremhævede J. for Direktoriet som
en af Hærens ypperste Mænd og selv benyttede
ham under de vanskelige Forhold i Tyrol. J.
var ved Bonaparte’s Side under
Fredsforhandlingerne i Leoben og var med bl. de Udvalgte,
som sendtes til Paris for at vise Direktoriet de
erobrede Faner. Efteraaret 1798 blev han
Øverstkommanderende i Italien. J. synes at
have lidt af samme Svaghed som Augereau o. a.
og gjort sig vel til gode i de erobrede Lande;
sikkert er det i hvert Tilfælde, at han tog sin
Afsked (Jan. 1799), da Direktoriet besluttede at
sende Kommissærer til Italien for at undersøge
Generalernes Færd. Allerede Juni 1799 traadte
J. dog ind i Hæren igen og fik kort efter det
ærefulde Hverv at afløse Moreau som Chef for
Alpehæren, der havde lidt svære Tab og havde
maattet trække sig tilbage. J. formaaede ikke
at faa Krigslykken vendt; han blev under et
fortsat Tilbagetog indhentet af Suvaroff og
tvungen til at modtage Slag ved Novi (15. Aug.
1799). Straks i Beg. af Kampen faldt J. Moreau,
der, skønt afsat som Øverstkommanderende,
trofast havde fulgt J., overtog resolut
Kommandoen, men uden Held; Slaget tabtes, og den
fr. Hær maatte skyndsomst gaa tilbage, J.’s
tidlige Død vakte stor Beklagelse i Frankrig,
der hædrede hans Minde med en pompøs
Ligbegængelse. J.’s Statue er rejst i hans Fødeby
Pont-de-Vaux.
(A. T. L.). O. M.
Joubert [’jå^ubərt], Pieter, Boergeneral,
f. 31. Jan. 1831 i Cangi (Kapkolonien), d. 27.
Marts 1900 i Pretoria. Som ung Mand nedsatte
J. sig i Wakkerstroom Omraadet i Transvaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
