Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Judichær, Ole - Judichær - judiciel - Judicium - Judikat - Judikathypotek - Judikatobligation - Judikatrenter - Judikatur - Judit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Admiral; 1705 fik han Sæde i Admiralitetet, 1714
blev han tillige Holmens Admiral. Under den
store nordiske Krig havde han foruden
Ledelsen af Skibsbyggeriet mangfoldige betroede
Hverv, endogsaa som Eskadrechef og
Øverstkommanderende for det sjællandske
Kystforsvar, uagtet han ikke opr. var uddannet som
Sømand og Krigsmand. Ved disse Hverv skilte
han sig gennemgaaende hæderlig, men
samtidig voksede hans Selvtillid og Stædighed, der
navnlig 1700 gav sig et skæbnesvangert
Udtryk, idet han nægtede at træffe
Foranstaltninger til Flinterendens Spærring. Efter Krigens
Ophør voksede Antallet af hans Modstandere,
ledede af Admiralerne Raben og Frants Trojel,
der anklagede ham hos Frederik IV for
Underslæb og uordentlig Embedsførsel. Ved sine
hvasse Tilsvar fik han Stemningen imod sig,
uagtet Beskyldningerne var i høj Grad
overdrevne, og han dømtes da 1727 til at have sin
Stilling forbrudt, efter 2 Aar forinden at være
blevet afskediget. J. trak sig derefter tilbage til
Næstved. Sagnet om, at han maatte forlade
Holmen med Skændsel gennem den saakaldte
Slaveport, er bevislig urigtigt.
C. W.-S.
Judichær [-’kæ’r], Søren Povelsen
(ogsaa kaldet S. P. Gotlænder), dansk
Sprogmand, f. 15. Maj 1599 paa Gaarden Dommerarv
(deraf Tilnavnet Judic-hær) paa Gotland, d. i Aug.
1668; blev 1621 Student fra Frue Skole i Kbhvn,
1624 Hører smst., 1627 Rektor i Vordingborg,
1637 Sognepræst i Slangerup. Især med det
Formaal at bringe de danske Salmer i
Overensstemmelse med samtidige tyske Metrikeres
Regler havde J. allerede under sit Ophold i
Vordingborg »korrigeret« Kirkesalmerne (en
»Evangelisk Sangbog« af ham blev aldrig
udgiven); hans udgivne Værker: »Synopsis
prosodiæ Danicæ eller En kort Extract aff
Riimkunsten« (1650) og den udførlige »Prosodia
Danica eller Danske Riimkunst« (1671) — især
den første — har Bet. som Led i 17. Aarh.’s
Bestræbelser efter at grundlægge en dansk
Kunstpoesi, ligesom de ogsaa har sproghistorisk
Interesse ved deres Oplysninger om Datidens
danske Udtale, især Accentuationen. (Litt.:
»Kirkehistoriske Samlinger«, 3. R., III
[1881—82]. S. 11—93; »Arkiv for nord. Filologi«, III
[1886], S. 56 ff.).
V. D.
judiciel (lat.) betyder efter alm.
Sprogbrug »retslig« ɔ: hvad der sker ad Rettens
Vej ell. er knyttet til den dømmende
Myndighed i Modsætning til de Forhold, der henhører
under den administrative (udøvende) Magt.
K. Hch.
Judicium, i rom. Ret, betegner i Ordets
alm. Bet. en Retsforhandling med
Dommervirksomhed (middelalderlig lat. processus). I
snævrere og tekn. Bet. betegner j. i den rom.
Civilproces den af Magistraten for det enkelte
foreliggende Tilfælde anordnede Forhandling
for judex, i Modsætning til Sagens
forudgaaende Forberedelse for Magistraten, Forhandlingen
in jure. Der sondredes mellem Judikatur og
Jurisdiktion, mellem judicare og jus dicere,
d. v. s. judicare jubere. J. betegner dernæst
ofte selve denne Paadømmelsesordre. Saaledes
navnlig i den i Ediktet ofte forekommende
Vending: judicium dabo. Endelig findes j. anvendt
ogsaa om Dommerembedet og Domsstedet. Den
rom. Proces inddeles i privata og publica,
svarende til Modsætning mellem jus privatum og
jus publicum. Fælles for begge Arter af j. er
Inddelingen i ordinaria og extraordinaria.
Extraordinaria betød ikke extra jus ordinarium,
men extra ordinem efter leges juliæ judiciorum
ɔ: uden Anordning af judicium (i snævrere
Bet.). (Litt.: Heumann, »Handlexikon zu
den Quellen des rom. Rechts«, 9. Opl. ved E.
Seckel [1907]).
C. W. W.
Judikat (lat.), Dom.
Judikathypotek (lat.), Retspant, Pant
stiftet ved Retsforfølgning, se Pant.
Judikatobligation (lat.), det ny formelle
Grundlag, en Fordring, faar ved at være
anerkendt ved Dom. Den er derved ligesom ved en
Fornyelse (Novation) udløst af sin
Afhængighed af den tidligere Skyldgrund (Retstitel), og
Indsigelser, hentede fra denne, kan derfor ikke
længere gøres gældende imod den, for saa vidt
Dommen er endelig. Ligeledes vil nu
Forældelse først indtræde efter de alm. Regler
(sædvanlig 20 Aar), selv om den opr. Fordring,
hvorfor Dom er opnaaet, f. Eks. som
Vekselfordring, ell. som en af de i L. Nr. 27 af 22. Decbr
1908 nævnte i Løbet af 5 Aar forældelige
Fordringer, forældedes efter langt kortere Tids
Forløb. Fordringen er ligeledes nu saa godt
som altid rentebærende, selv om den opr. ikke
var det, se Judikatrenter.
K. B.
Judikatrenter, Renter, som skal betales af
en ved retskraftig Dom tilkendt Pengesum.
Efter D. L. af 6. Apr 1865 § 3 er den Skyldner,
som ikke i rette Tid betaler sin Gæld, pligtig
til fra den Dag, Kreditor paa lovlig Maade
søger sin Ret, og indtil Betalingen sker, at
svare 1 % højere Rente end den, der er
hjemlet ved Lovgivningen (ɔ: i alt 5 %) ell.
ved Overenskomst mellem Parterne ell. ved
Handelssædvane. Debitor bliver altsaa ikke
pligtig at udrede de nævnte Renter, før
Kreditor har taget Dom over ham ell. rettere (p. Gr.
a. Reglen om Dommens Retrotraktion) før fra
den Dag, da Kreditor indleder Retsforfølgning
imod ham, men er saa pligtig fra det
Tidspunkt at svare højere Renter ell. svare Renter,
selv om Gælden ikke var rentebærende.
Derimod er Skyldneren ikke efter dansk (saa lidt
som efter fransk) Ret — i Modsætning til hvad
der gælder efter de fleste fremmede
Lovgivninger, — pligtig til allerede fra den Dag, han
pligtstridig udebliver med Betalingen, at betale
Renter til Erstatning for det Renteafsavn, han
ved sin Udeblivelse forvolder Kreditor (egl.
Morarenter, se Mora).
K. B.
Judikatur (fr. judicature), Dommerembede,
Dommerstand, i Modsætning til Advokaturen
eller Sagførerstanden.
Judit, hebr. Jehudit [jehu.’di.þ],
»Jødinde«, Heltinden i Judit’s Bog:
Nebukadnesar’s Feltherre Holofernes belejrer Byen
Betulia. J. gaar om Natten med en Slavinde ud i
hans Lejr, hvor hun foregiver at ville forraade
sit Folk. Ved sin Optræden vinder hun
Feltherrens Tillid. Efter nogle Dage deltager hun i et
natligt Drikkelag, og da Holofernes er blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
