Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 251 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juno - junonisk - Junot

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ægteskab maatte være indgaaet under bestemte,
gammeldags højtidelige Former (confarreatio)
og i det hele fyldestgøre enhver Fordring, der
efter rom.
Opfattelse kunde
stilles til dette
Forhold; de
skulde være et
Afbillede af det
himmelske
Ægtepar, hvis
Dyrkelse de
varetog. Under
J.’s Omsorg
henhørte alle
Forhold, der
indtræffer i
Ægteskabet;
hun tænktes
medvirkende
ved dets
Indstiftelse
(Tilnavn Pronuba)
og var den
guddommelige
Beskytterinde
af Kvindens
Liv som
Hustru og Moder.
Særlig
paakaldtes hun
som Fødselsgudinde under Tilnavnet Lucina
(»den, der bringer for Lyset«, oprindelig
vistnok en særlig Gudinde); under
Svangerskabet omviklede Kvinderne sig med Bind,
der var indviede i hendes Tempel; efter
Fødselen dækkedes en hel Uge igennem et Bord
for hende. 1. Marts fejredes til hendes Ære
Festen Matronalia paa Esquilinerhøjen;
Ægtefolk bad her for deres Ægteskabs Lykke, og
Hustruen modtog Gaver af sin Mand. Efter
Overleveringen skulde J. Lucina’s Dyrkelse
være indført af Kong T. Tatius; hun afbildes
sædvanlig med et Svøbelsebarn i Armen. Med
Tilnavnet Moneta, hvis Bet. ikke kendes med
Vished, dyrkedes J. paa den nordlige Del af
Capitolium (Borgen, Arx), hvor et Tempel for
hende blev indviet Aar 344 f. Kr. Uden for Rom
fandtes en højt anset J.-Helligdom i den lat. By
Lanuvium, hvor hun bar Tilnavnet Sospita (den
Frelsende); Templet og Lunden, som omgav
det, var fra 338 f. Kr. Romernes og
Lanuvinernes Fælleseje, og de rom. Konsuler ofrede her
paa Statens Vegne til Gudinden. J. Sospita
afbildedes iklædt en Gedehud og med Skjold og
Spyd; en Marmorstatue af hende, stammende
fra Kejsertiden, findes i Vatikanet. Under lgn.
Skikkelse tænkte man sig J. Quiritis ell.
Curitis, der dyrkedes fl. St. i Mellemitalien og i
Rom tilbades som Curiernes Beskytterinde. Det
sædvanlige Offerdyr til J. var en hvid Ko; ved
forsk. Lejligheder ofredes hende dog ogsaa
andre Dyr. Gaasen og Paafuglen var hende
helligede. Festerne for J. faldt med enkelte
Undtagelser paa Maanedens første Dag
(Kalendæ). Efterhaanden som den gr. Kultur
gennemtrængte Italien, blev J., der fra først af
var beslægtet med Hera, helt identificeret med
den gr. Gudinde; den gr. Kunsts Hera-Type
blev saaledes umiddelbart overført og benyttet
til Billeder af den italiske Gudinde.

Juno Sospita Statue i Vatikanet.

2) Et guddommeligt Væsen, der efter
Romernes Forestilling fødtes samtidig med hver
Kvinde og ledsagede og beskyttede hende hele
Livet igennem paa samme Maade, som
Manden ledsagedes af sin Genius.
C. B.

junonisk, stor, svær, høj, imponerende,
mindende om Gudinden Juno.

Junot [зy’no], 1) Andoche, Hertug af
Abrantes, fr. General, f. i Bussy-le-Grand
(Côte-d’Or) 23. Oktbr 1771, d. i Montbard (Côte d’Or)
29. Juli 1813. Af det Skum, som Revolutionen
og Napoleons-Tiden bragte frem paa en
skinnende Overflade, var J. absolut noget af det
letteste og mindst gedigne. Utvivlsomt begyndte
han som en tapper og dristig Vovehals, men
Dygtighed og Alvor i sin Gerning besad J. ikke
meget af, og dertil kom, at han var en af dem,
der mindst kunde taale al den Glans og
Herlighed, der omgav Tronens Nærmeste. J.
begyndte sin Karriere som Frivillig 1792,
udmærkede sig hurtig og kom i Forbindelse med
Bonaparte ved Toulons Belejring, hvor hans
Koldblodighed i Forbindelse med et vist Lune
gjorde ham bemærket af Frankrigs fremtidige
Hersker. Han fulgte Bonaparte som Adjutant i
Italien 1796, avancerede til Oberst, deltog som
saadan i Felttoget i Ægypten (1798), saaredes
her i en Duel og vendte tilbage til Frankrig
kort efter Bonaparte, blev Divisionsgeneral og
Kommandant i Paris. I Ægypten var han
avanceret til Brigadegeneral. Paa dette Tidspunkt
giftede han sig efter Bonaparte’s Tilskyndelse
med Mlle. Laure Permon (se ndf.), en smuk,
interessant, men overdaadig og ødsel Kvinde,
der fik stor Indflydelse paa J.’s Liv. Under
Forberedelserne til et Landgangsforsøg stilledes
J. som Divisionsgeneral i Spidsen for et
Grenaderkorps, men blev desuagtet forbigaaet, da
Napoleon efter Kejserdømmets Oprettelse
forfremmede sine ypperste Krigere til Marskaller.
Hans ødsle, uordentlige og vilde Levned i
Forbindelse med hans Hustrus dristige Væsen
og hele Maade at være paa tvang Napoleon til
at fjerne Parret fra Paris og anvende J. i den
diplomatiske Tjeneste. Han sendtes til
Portugal, hvor han første Gang viste sin absolutte
Uduelighed, idet han aldeles ikke forstod at
optræde som Diplomat, men kun som den
sabelraslende Kriger. Uden Tilladelse forlod han
sin Post for at deltage i Austerlitz-Felttoget,
efter hvilket han udnævntes til Guvernør i
Paris, en vigtig Stilling paa de Tider, da
Napoleon kæmpede i Preussen og Polen
(1806—07). Hans utvivlsomme Kærlighedsforhold til
Caroline Murat, Kejserens Søster, tvang
Napoleon til for anden Gang at sende ham bort til
Portugal, som det lykkedes ham at okkupere,
hvilket skaffede ham Titlen Hertug af
Abrantes. I Lissabon fortsatte J. sit udsvævende Liv
i St f. at befæste sin Stilling, hvorfor ogsaa
Wellington med Lethed slog ham ved Vimeiro
og derefter tvang ham til at kapitulere ved
Cintra (1808). Paa et eng. Skib maatte J. vende
tilbage til Frankrig. Endnu to Gange sendtes J.
til den pyrenæiske Halvø, men stadig uden

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>