Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juppiter (Guddom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Latin Sammenstillingen med Ordet Fader:
gr. Ζεΰ πάτερ, Sansk. Djauspitar. Da der
mellem disse Gudeskikkelser findes ikke blot
Navnefællesskab, men ogsaa Slægtskab i de
til Grund liggende Ideer, kan det med
Sikkerhed antages, at baade den gr. Zeus og den
italiske J. har udviklet sig paa Grundlag af gl.
Forestillinger om en mægtig Himmelgud, der
har været dyrket af de indoeuropæiske Folk
paa Sprogfællesskabets Tid, men hvorledes
disse Forestillinger i hin fjerne Tid har været
nærmere udformede, vides ikke.
J. som Naturguddom. I Italien
dyrkedes J. fra den ældste Tid som en Gud, der
herskede over Himlen og alt, hvad der fra
Himlen kommer til Jorden (Lys, Regn, Lyn).
Han var den øverste og mægtigste Gud,
bestemte Naturens Gang og vaagede over
Verdens Orden. Gudens Navn kan bruges enstydig
med »Himmel« (sub Jove = under aaben
Himmel, o. l.). Det var J., som sendte Regn, Sne
og Hagl; under Tørke bad man til ham om
Regn; ved Udsæden ofrede Bønderne til ham
og bad om et Vejrlig, der kunde give Sæden
Vækst og Trivsel; ogsaa naar Druerne
begyndte at modnes, modtog J. Ofre, for at han
skulde give gunstigt Vejr i den flg. Tid, der var
bestemmende for Vinhøstens Udfald. Særlig
henførtes til J. det Himmelfænomen, som til
alle Tider har virket stærkest paa Menneskets
Sind: Torden og Lyn. Paa Marsmarken ved
Rom laa en Helligdom, hvor J. dyrkedes med
Tilnavnet Fulgur (ɔ: Lyn); efter Lynnedslag
foretoges altid Ofringer til J. i Forbindelse
med andre Ceremonier. Tidlig opstod den
Forestilling, at J. gennem Himmelfænomenerne
udtalte sin Villie, saa at man i disse havde et
Middel til at udforske den øverste Guddoms
Sindelag; i Etrurien udviklede Iagttagelsen af
Himmelfænomenerne med dette Formaal sig til
et vidtløftigt System, som Romerne optog (se
Augurer).
J. som Statens Skytsgud. I den
ældste hist. kendte Tid var Italien delt i en
Mængde Smaakommuner, og rundt om i disse
tilbades J. som den Gud, af hvem
Agerdyrkningens og Kvægavlens Udfald og derigennem hele
Samfundets Velfærd afhang. Da han var
Himlens Gud, paakaldte man ham især paa de
højest liggende Punkter inden for Byens
Omraade; der indrettedes her en fast Offerplads,
i den ældste Tid dog uden Tempel ell.
Kultusbillede. Efterhaanden som der af de gl.
Kommuner opstod virkelige Stater, og det
offentlige Liv antog faste og regelrette Former og
fik Opgaver, der gik ud over Omsorgen for
Jordens Dyrkning, udviklede J. sig fra
Naturguddom til en Gud, der vaagede over
Statssamfundets Ve og Vel under alle Forhold og
varetog den lovlige Myndigheds og Ordens
Opretholdelse. Denne Overgang er fuldbyrdet
allerede i forhistorisk Tid og sandsynligvis
foregaaet jævnsides fl. St. Men skønt den
sidstnævnte Side af J.’s Væsen saaledes er meget
tidlig udviklet, kan der dog ingen Tvivl være
om, at hans Virksomhed som Naturgud er
den opr. og til Grund liggende. Saaledes var
Iagttagelsen af Himmelfænomenerne ganske vist
fra den hist. Tids Beg. taget i det
politiske Livs Tjeneste, og J. herigennem knyttet
til Staten; men selve Iagttagelsens Genstand
(Himlen) viser tilbage til J.’s opr. Karakter
som Himlens Gud. — Medens vore
Efterretninger om J.’s Dyrkelse i de andre italiske
Stater er meget mangelfulde, kender vi
temmelig nøje hans Stilling i den rom.
Statsreligion, der p. Gr. a. Roms overlegne Magt fik
større Bet. end nogen anden. I den ældste
kendte Tid udøvedes Statsmagten af Kongen;
ved enhver betydningsfuld Handling bad
denne J. om Hjælp og Beskyttelse, og J. ansaas
tillige utvivlsomt for Beskytter af Kongens
Person. Da Statsforfatningen i Rom c. 500 f. Kr.
forandredes fra Kongedømme til Republik,
vedblev J. under de ændrede Forhold at være den
rom. Statsmagts guddommelige Opretholder,
hvem de øverste Myndigheder paakaldte ved
enhver Gerning, der var af Bet. for
Statssamfundet. En Bevægelse i modsat Retning fandt
Sted, da Republikken var ophævet og
Kejserdømmet traadt i Stedet; J. var da ikke blot det
store Statssamfunds og den abstrakte Statsmagts
guddommelige Beskytter og Opretholder, men
blev tillige mere og mere anset for Kejserens
personlige Skytsgud (Tilnavn: Conservator ɔ:
»Reskærmer«), ligesom Kejseren opfattedes som
J.’s Repræsentant paa Jorden.
Helligdomme i Rom. Spor af en
ældgammel billedløs Dyrkelse af J. holdt sig
endnu i hist. Tid paa fl. af de bebyggede Højder,
som ved deres Sammensmeltning havde dannet
Byen Rom. Disse gl. Kultussteder traadte dog
helt i Skygge for Byens Hovedhelligdom,
Templet paa Capitolium. Om Bygningens Alder og
vekslende Skæbne henvises til Art.
Capitolinus mons. Fra den ældste Tid var
Templets Indre efter etrurisk Forbillede (se ndf.)
delt i 3 Celler, hvoraf den midterste var
helliget J.; hans Ægtefælle Juno’s Billede fandtes
i Cellen til venstre, Minerva’s til højre. Til
Trods herfor betragtedes Templet dog som J.’s
og førte i det officielle Sprog Navnet Ædes
Jovis Optimi Maximi (ɔ: den bedste og største
J.’s Tempel); det var J., hvem Skattene, der
opbevaredes i Templet, tilhørte, og Offeralteret
foran Rygningen var indviet til ham. Straks
efter Embedstiltrædelsen gik de højeste
Statsmyndigheder, Konsulerne, i højtideligt Optog
til Capitolium, ofrede en ung, hvid Tyr til J.
og bad om hans Beskyttelse for Staten i det
kommende Aar. Efter Ofringen holdtes i den
republikanske Tid det første Senatsmøde i
Templet. Ligesom den kapitolinske J. i det
hele ansaas for Romerstatens ypperste
Skytsgud, stod han i særligt Forhold til dens
Krigsmagt; paa Capitolium foretoges Udskrivningen,
her bad Feltherren inden Afrejsen til Hæren
om Sejr for de rom. Vaaben og aflagde Løfter
til J. Var der vundet en betydelig Sejr, blev
det kapitolinske Tempel Stedet for den højeste
Glædesfest, Triumfen, hvorved det aflagte Løfte
til Guden indfriedes. Triumftoget bevægede sig
fra Marsmarken gennem Byen til Capitolium.
Feltherren, der var bekranset, bar en
purpurfarvet Klædning og holdt en Laurbærgren i
højre Haand, et Elfenbensscepter i venstre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
