Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jus sacrum - jus separationis - jus scriptum - Jussieu, Antoine Laurent de og Bernard de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
juridisk prægede sakrale Retshandler, der i
Alm. sondres i to Grupper: Retshandler med
Guderne, ensidede Retsakter, der nødvendigvis
har en sakralretlig Form (Votum, Dedikation,
Devotion, Evokation, Auspikation) og
Retshandler mellem Private, som Regel tosidede
Erklæringer, der afsluttes under sakrale Former
(det edelige Tilsagn, sponsio confarreatio). J. s.
danner i rom. Ret et særligt Retssystem, som
skarpt adskiller sig fra Privatretten (jus
privatum) og Statsretten (jus publicum). — J. s.
er i sit Væsen jus strictum. Streng Iagttagelse
af de foreskrevne Former er en Betingelse for
Handlingernes Retsgyldighed. Dens forbindende
Kraft er kun religiøs-etisk. Ikke-Opfyldelsen
fremtræder som en Forseelse mod Guden, som
denne selv har at straffe. — Omraadet for j. s.
og dennes Bet. for den rom. Retsudvikling er
forsk. i de enkelte Perioder. I det ældste Rom,
da der bestod en nøje Sammenhæng mellem
Ret og Religion, beherskede j. s. den hele Ret.
Inden for jus publicum og da navnlig i den
internationale Krigs- og Fredsret gjorde j. s.
sig stærkest gældende. Ligesom selve den
rom. Stat antoges at være stiftet med Gudernes
Samtykke, saaledes betragtedes ogsaa dens
fortsatte Bestaaen som afhængig af deres
vedvarende Velvilje. Ved Gaver og Fester maatte
Staten søge at bevare Gudernes Gunst og
afvende deres Vrede. Forud for alle vigtigere
Statshandlinger, Magistraternes
Embedstiltrædelse, Komitiernes Afholdelse, Hærens
Udrykning i Felten — maatte Gudernes Vilje
udforskes. Og ikke mindst ved Afslutning, af
Forbund med fremmede Stater, ved Krigserklæring
og Fredsslutning maatte Guderne tages til
Vidne og deres Beskyttelse paakaldes. De rom.
Guder var imidlertid skabt i Romernes eget
Billede. Ligesom Romerne selv krævede ogsaa
deres Guder alle indgaaede Forpligtelser
(religiones) strengt opfyldte. Foretoges de hellige
Handlinger med blot den mindste Afvigelse fra
den nedarvede, af Guderne stadfæstede Kultus,
var de uden Gyldighed. Men i hele denne
kultiske Videnskab havde kun Præsterne (pontifices,
augures, fetiales) den rette Indsigt. Kun
Præsterne havde Kendskab til de gl. rituelle
Skikke og Formler, til Varsel- og Tegnkunsten og
til de hellige Ceremonier og Formularer, der
anvendtes i de internationale Forhold. I alt
hvad der direkte vedrørte Statens Forpligtelse
over for Guderne, var Præsterne de eneste
Sagkyndige, hos hvem Magistraterne derfor
ved Udførelsen af de hellige Handlinger maatte
søge Vejledning og i alle sakralretlige
Spørgsmaal indhente Raad. Og dette religiøs-tekniske
Privilegium førte da til, at det ogsaa paa den
borgerlige Statsrets Omraade blev Præsterne,
der bevarede og overleverede den teoretiske
Retskundskab. Den offentlige Kultus gav ikke
blot selve de sakrale Handlinger en vis politisk
Bet. Den gennemtrængte hele det rom. Statsliv
og gav alle vigtigere Statshandlinger en
udpræget sakral Karakter. Ogsaa inden for jus
privatum udøvede j. s. i Kongetiden og i
Republikkens første Aarhundreder en væsentlig
Indflydelse. De gl. patriciske Retsvedtægter, der
antoges at være fastsatte af Guderne, bevaredes
som en sakral Hemmelighed af Præsterne. Det
var derfor kun Præsterne, der havde Kendskab
til de strengt formbundne Klageformler (legis
actiones) saavel som til de Formularer, der
var nødvendige til Afslutningen af en gyldig
Retshandel. Hos Præsterne maatte følgelig
Parterne og Dommerne i hver enkelt Sag søge
jur. Bistand (consulere, respondere). Men heraf
fulgte atter, at det ogsaa var Præsterne, der
som de eneste, der havde Adgang til
Præstearkiverne (commentarii pontificum), hvor
tidligere responsa og decreta opbevaredes, blev
Retsudviklingens egl. Bærere og med deres
religiøse Opfattelse af de menneskelige
Livsforhold gav Retten dens Præg. I en Række
privatretlige Institutter træffer vi endnu i den
historiske Tid Rester af j. s. Dette er navnlig
Tilfældet i Familie- og Arveretten, hvor
navnlig confarreatio, den gl. patriciske Form for
Stiftelse af Ægteskab, og diffarreatio, den
tilsvarende Form for Skilsmisse, har en udpræget
sakral Karakter. Ogsaa sponsalia, Trolovelsen,
har endnu et delvist sakralt Præg. Endvidere
er den offentlige dg private Gæsteret ligeledes
gennemtrængt af sakrale Elementer. Et
Omraade, hvor den sakrale Indflydelse holdt sig,
var dernæst de vigtige privatretlige
Handlinger, ved hvilke en Medvirken af pontifices
vedblivende var nødvendig. Herhen hører de i
comitia calata under Ledelse af pontifices
foretagne Retshandler, Arrogation (Adoption) og
Testamente. Ogsaa selve den materielle
Arveret var i den ældste Tid utvivlsomt i ikke ringe
Grad præget af sakral Opfattelse. Endelig
findes i Obligationsretten og Strafferetten endnu
enkelte Spor af sakralretlig Indflydelse. —
Medens det sakrale Element holdt sig længe
inden for jus publicum, mistede j. s. sin Bet.
inden for jus privatum, efterhaanden som en
af Pontifikalkollegiet uafhængig Retsvidenskab
begyndte at udvikle sig. Af afgørende Bet. var
her Offentliggørelsen af den saakaldte jus
Flavianum, der berøvede Præsterne
Grundlaget for deres Monopol paa Retskundskab. —
Det er rimeligt at antage, at Præsterne
allerede i den ældste Tid til Støtte for Traditionen
skriftlig har optegnet den nedarvede hellige
Ret og samtidig er begyndt at nedskrive enkelte
af deres Erklæringer og Beslutninger. Herom
ved vi imidlertid intet med Sikkerhed. De
præstelige Skr kendes kun gennem usikre
Fragmenter (leges regiæ) i den senere
antikvariske og historiske Overlevering. (Litt.:
Pernice, »Zum röm. Sakralrecht«,
Sitzungsber. Berl. Akad. 1885 p. 1143 ff., 1886 p. 1169 ff.;
Lambert, La fonction du droit civil
comparé I [1903] 633 ff.; Tixier, Influence des
pontifes sur le développement de la
procedure civile à Rome [Orléans 1897]; Mitteis,
»Röm. Privatrecht bis auf die Zeit Diocletians«
I [Leipzig 1908] p. 22 ff.).
C. W. W.
jus separationis, d. s. s. beneficium
separationis.
jus scriptum (lat.), skreven Ret, d. v. s.
Ret, som er lovfæstet gennem Skrift ell.
Trykken, modsat den uskrevne Sædvaneret.
K. Hch.
Jussieu [зy’siø], 1) Antoine Laurent de,
fr. Botaniker, f. 1748 i Lyon, d. 17. Septbr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
