Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Justinus - Justinus Febronius - Justinus, Marcus Junianus - Justinus Martyr - Justitia - Justitiarius - Justitiekansler - justitiel - Justitieombudsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
læse ell. skrive, hvorfor andre, særlig hans
Brodersøn Justinianus, der blev hans
Efterfølger, regerede i hans Navn.
2) J. II (565—78), Søstersøn og Efterfølger
af Justinianus I, havde ikke sin Forgængers
Held til at holde sammen paa Riget. Medens
Avarerne truede Donau-Grænsen, trængte
Langobarderne under Alboin ned i Italien og
erobrede en stor Del af Landet. I en Krig
mod Perserne gik det ham i Beg. ligeledes
uheldig, men efter at han havde udnævnt den
dygtige Feltherre Tiberius til Underkejser
(Cæsar), lykkedes det denne at tilføje
Perserne et betydeligt Nederlag. — J. fulgte i sin
indre Politik ikke ganske sin Forgængers
Baner, men søgte i højere Grad at vinde
Folkets Gunst; bl. a. genoprettede han Konsulatet,
som Justinian havde ophævet. Hans Efterfølger
blev Tiberius.
H. H. R.
Justinus Febronius, se Hontheim, J. N.
Justinus, Marcus Junianus, Forf. af et
Udtog af Pompejus Trogus’ Verdenshistorie
(Historiæ philippicæ). Trogus skrev under
August, men hans Værk er tabt og kendes næsten
kun af J.’s Udtog. J.’s Person er ganske
ubekendt; hans Tid sættes formodningsvis til Slutn.
af 2. Aarh. e. Kr. Hans Udtog er foretaget
uden Selvstændighed, men er ikke uden Bet.
for vort Kendskab til visse Perioder af
Oldtidshistorien; det benyttedes stærkt i
Middelalderen (Rühl, »Die Verbreitung des J. im
Mittelalter«, Leipzig 1871). (Kritisk Udgave af
F. Rühl [Leipzig 1886), Kommentar i Udg. af
Frotscher [Leipzig 1827—30]).
A. B. D.
Justinus Martyr, oldkristelig Apologet, f.
c. 100 i Flavia Neapolis (det gl. Sichem), d. c.
165 i Rom. Hans Forældre var Hedninger, og
selv voksede han ogsaa op som saadan, men
han begyndte tidligt at søge efter Sandheden
og fortæller selv (i Dial. c. Tryph. 2,3 ff.),
hvorledes han først vendte sig til Stoikerne, hvis
Moral i høj Grad tiltalte ham; dernæst gik
han til Peripatetikerne og Pythagoræerne, men
først i den platoniske Filosofi mente han at
finde, hvad han søgte. Da han imidlertid
engang vandrede langs Strandbredden — efter
Traditionen i Nærheden af Efesos — mødte
han en gl Mand, der paaviste den platoniske
Gudserkendelses Utilstrækkelighed og i Stedet
henledte hans Opmærksomhed paa den
guddommelige Aabenbaring, som er bevidnet ved
Spaadomme og Undere. J. blev derved ført til
de Kristnes Kreds, og ved Paavirkning herfra
i Forbindelse med et ivrigt Studium af det gl.
Testamente vandt han den Overbevisning, at
Kristendommen er den eneste sande og
frelsende Filosofi. Efter et andet Udsagn (Ap. II
12) havde de Kristnes rene Vandel og den
Frejdighed, hvormed Martyrerne gik Døden i
Møde, forvisset ham om, at de mod dem
fremsatte Beskyldninger var uretfærdige. Som
Kristen vedblev han at føle sig som Filosof og
drog omkr. fra St. til St i sin Filosofkappe;
paa sine Vandringer skal han saaledes have
besøgt Ægypten, Efesos, Nedreitalien og været
to Gange i Rom; her forsvarede han
Kristendommen over for den kyniske Filosof Crescens,
der heftigt angreb den nye Lære og forfulgte
dens Tilhængere med et dødeligt Had; det
skyldtes rimeligvis hans Angivelse, at J. o. fl.
andre Kristne under Mark Aurel maatte lide
Martyrdøden. J. udfoldede en betydelig
Forfattervirksomhed, men de fleste af hans Skr
er nu gaaet tabt, og adskillige af dem, der er
bevarede under hans Navn, er uægte.
Anerkendt ægte er hans to Apologier, der dog
rimeligvis opr. kun har udgjort eet Værk, idet den
anden kun er ment som et Tillæg til den første,
og hans store Dialog med Jøden Tryfo; en
Gendrivelse af alle dengang eksisterende
Kætterier og et Stridsskrift mod Vranglæreren
Markion er derimod gaaet tabt. Som kristelig
Tænker og Skribent er J. i senere Tider bleven
stærkt overvurderet; hans Forstaaelse af
Kristendommen var paa mange Punkter yderst
mangelfuld, og hans Argumentation ikke altid
lige overbevisende. Men for vort Kendskab til
den ældste Kirkes Liturgi er hans Apologier af
stor Bet., idet han for at imødegaa de mange
løse Rygter om, hvad der foregik ved de
Kristnes Sammenkomster, gennemgaar
Hovedpunkterne af Daabs- og Nadverhandlingerne samt
den hele Søndagsgudstjeneste; de talrige
Bibelcitater, der findes i hans Skr, har ogsaa
Interesse for den nytestamentlige
Tekstoverlevering. — J.’s Skr foreligger paa Græsk i Edgar
J. Goodpeed: »Die ältesten Apologeten« (1914);
en norsk Oversættelse af de to Apologier ved
K. Krogh-Tonning i »Vidnesbyrd af
Kirkefædrene« VII (1883).
H. M.
Justitia (lat.) var hos Oldtidens Romere en
Gudinde, Personifikation af Retfærdigheden,
svarende til den gr. Gudinde Dike. Hendes
Billede findes paa Mønter, prægede af Kejser
Tiberius.
H. A. K.
Justitiarius (nylat.), den, der forvalter
Retten. I Norge og før Retsplejelovens
Ikrafttræden ogsaa i Danmark alm. Betegnelse for
Præsidenten i en af fl. Medlemmer bestaaende
Ret.
E. T.
Justitiekansler, svensk Embedsstilling, der
stammer fra 17. Aarh., Titlen findes dog først
benyttet 1719. J., der udnævnes af Kongen,
fører paa Regeringens Vegne Overtilsynet med
Retsvæsenet og udøver den øverste
Anklagemyndighed. Han repræsenterer endvidere
Kongen i civile Retssager, der vedrører Kronens
Rettigheder og Indkomster, ligesom det
paahviler ham at have Opsigt med
Trykkefrihedens rette Brug; jfr. Instruks 29. Oktbr 1909.
K. Hch.
justitiel (lat.), retslig, særlig
Strafferetsplejen vedrørende.
Justitieombudsmand. Den svenske
Rigsdag vælger aarlig en saakaldt J., hvis Hverv
er dels at føre Tilsyn med Embedsvæsenet,
navnlig Retsvæsenet, og i fornødent Fald rejse
Tiltale mod forsømmelige ell. forbryderiske
Embedsmænd, dels at gøre Indberetning om
Lovgivningens Tilstand og fremsætte Forslag
til Forbedringer. I visse Henseender har J.’s
Stilling samme Formaal som Justitiekanslerens;
dog er hans Paatalemyndighed, som i Alm.
kun angaar Embedsovertrædelser, langt mere
begrænset end Kanslerens, og Forskellen
mellem de to Stillinger beror derhos paa, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
